Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

15.03.09 EU-lande splittet før EU- og G20-topmøder om krisepakker

15. Mar. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Frankrig og Tyskland står stejlt på, at det er op til de enkelte lande selv at sætte midler af til de økonomiske redningspakker, der skal få gang i den økonomiske vækst. På et møde i Horsham i England i går for verdens førende landes finansministre fik Storbritanniens Alistair Darling ikke opbakning til, at landene enes om skattelettelser og på samme tid øgede offentlige investeringer.

På et senere pressemøde i London, hvor den tyske kansler Angela Merkel mødte den britiske premierminister Gordon Brown, sagde Merkel ifølge The Guardian, at hun udelukkede endnu en finanspolitisk stimulering på kort sigt. Var der behov for yderligere tiltag i Tyskland, så var det noget, man besluttede i Berlin og ikke på et G20-møde for verdens førende lande.

Mødet i Horsham var for G20-landenes finansministre, som forberedte G20-landenes lederes møde i London den 2. april, hvor også den amerikanske præsident Barack Obama deltager. USA er tæt på Storbritannien i krisepolitikken, men den møder også modstand fra Frankrig. Den franske finansminister, Christine Lagarde, sagde, at selv om hun fandt, at G20 nok skulle gøre fremskridt, så var det nødvendigt at bedømme de hidtidige tiltag, før man fik i gang med nye, enorme ekstra udgifter.

Helt på linje med den franske holdning sagde den tyske finansminister, Peer Steinbruck, ifølge BBC, at der er bekymring over de milliarder, der bliver lagt til regeringernes gæld uden at man ved, om de hidtidige stimuleringer af økonomierne virker. Den tyske redningspakke har hidtil kostet, hvad der svarer til 4,2 procent af nationalproduktet, og Tyskland ligger dermed i toppen blandt de lande, der har sat mest af.


IMF får flere penge

Mens der ikke var enighed om at sætte flere penge af i fællesskab, så var finansministrene til gengæld enige om, at den internationale valutafond, IMF, får flere midler. Tidligere har der været talt om 500 milliarder dollar, men mødet lørdag satte ikke noget tal på.

Der er også enighed om, at der skal være større kontrol med det finansielle system, og her er de særlige hedge fonde in søgelyset.

Renten er faldet i landene, og finansministrene lægger op til, at G20-mødet fastholder den pengepolitik. En række virksomheder har i dag ikke glæde af den lave rente, fordi de simpelt hen ikke får lån, eller bankerne er så forsigtige med at låne dem penge, at de tager en høj rente. Finansministrene erkendte problemet og var enige om, at virksomheders låneproblemer må løses. Det skal være lettere at låne penge, så der kan komme gang i aktiviteterne

Udviklingslandene ser også ud til at få en hjælpende hånd, så de ikke tabes under krisen.

G20-landene er samlet så stærke, at et samlet initiativ fra dem kan sætte noget i gang. De 20 lande tegner sig for omkring 85 procent af verdens produktion.

På det fælles pressemøde i London sagde Angela Merkel da også ifølge den britiske premierministers hjemmeside, at intet land løser den nuværende krise alene. Hun rettede søgelyset mod skatteparadiserne og fandt, at der ikke må være steder, der er uden for overvågning. Hjemmesiden udlægger hendes betragtninger om en ny finanspolitik anderledes end andre medier. Efter Downing Streets opfattelse tror hun, at der kan komme en aftale i stand med USA.


Udenrigsministrene i EU tager emnet op

I Bruxelles er det i morgen EU-landenes udenrigsministres tur til at diskutere redningsplaner. På mødet forbereder de EU’s topmøde torsdag og fredag, der har planerne oppe og lægger en linje for det kommende G20-møde.

Heller ikke det møde ventes at foregå problemløst, da EU-landene stadig strides om 5 milliarder euro, som EU-kommissionen kan fordele på en række projekter som en del af løsningen af krisen.

Pengene bliver ikke afsat ekstra, men oplægget er, at de tages fra ubrugte midler fra fondene. Men flere lande ønsker ikke, at landbrugsfondens penge dermed går til især energiprojekter. Samtidig får landene normalt ubrugte midler tilbage. Og de penge kan tyskerne, franskmændene og flere andre lande godt bruge på deres egen krisehjælp.

Der lægges op til et kompromis, hvor midlerne ikke tages på en gang, men fordeles over ubrugte penge i de kommende tre år. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.