Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

16.02.09 Kritik af rige landes mangel på ideer til at løse krisen

16. Feb. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Verdens førende lande skriger på innovation og iderigdom, men det var småt med nye ideer, da G7-landene i weekenden var samlet i Rom. Så lidt nytænkning var der, at den tidligere cheføkonom i den internationale valutafond, IMF, Simon Johnson, ifølge EUObserver fandt, at lederne i de store lande missede muligheden for at vise lederskab og kun kom med vage syn på, hvad der måtte ske.

I en udtalelse efter mødet hedder det, at landene vil arbejde på at stabilisere verdensøkonomien og de finansielle markeder, og at de sammen vil arbejde på at skabe vækst og beskæftigelse. De vil ifølge BBC også arbejde på at få ændret Den Internationale Valutafond, da krisen viser, at der er svagheder i det finansielle system i verden.

BBC fremhæver, at de 7 landes økonomi- og finansministre fandt det afgørende, at der kom nye midler til IMF. Fonden har støttet med lån både til Ukraine, Letland og Ungarn, men det ventes, at der bliver behov for krisestøtte til flere lande.

Japan, der i dag kom med økonomiske tal, der viste den værste krise siden 1970’ernes oliekrise, indgik i lørdags en aftale om at støtte IMF med 100 milliarder dollar. Men den støtte blev ikke fulgt op ad blandt andre Tyskland, der har et enormt overskud i samhandelen med den øvrige verden.

De nye tal for Japan viser, at væksten havde et minus på 3,3 procent i tredje kvartal af 2008. Økonomiminister Kaoru Yosamy sagde ifølge BBC, at landet var ude i den værste krise siden 2. verdenskrig.

- Der er ikke nogen tvivl om det, sagde han ifølge BBC.

De dårlige tal for Japan blev fulgt op med tal fra Rusland. Her faldt industriens produktion med 19,9 procent i januar. Produktionen var 16 procent lavere end året før.

Rusland deltog ikke i mødet i Rom. Landet er ikke med i G7, men i de senere år har møderne taget navneforandring til G8-møder, efter Rusland er blevet indbudt og har deltaget.

Flere finansministre forsvarede de vage udtalelser med, at det ikke var meningen, at der skulle træffes store beslutninger. Mødet blev i stedet holdt for at hilse på den ny amerikanske finansminister, Timonthy Geithner, der netop havde fået den amerikanske krisepakke igennem kongressen. I krisepakken lå også det omdiskuterede forslag om at ”købe amerikansk”.

Timonthy Geithner forsvarede kampagnen og mente ikke, at det var en opfordring til protektionisme. Han talte for, at alle lande tilslutter sig frihandel og en åben investeringspolitik.

Den amerikanske krisepakke fik dog mandag den kinesiske regering til at advare mod protektionisme.

Kina er ikke med i G7-møderne. Men landet er med, når G20-landene mødes i London den 2. april.

Den britiske finansminister Alistair Darling understregede ifølge flere medier efter mødet i Rom, at det havde været et konstruktivt møde, der lagde et godt grundlag for diskussionerne på G20-mødet.

G7-landene er USA, Frankrig, Tyskland, Canada, Italien, Japan og Storbritannien.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.