Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

18.08.10 Efter Asien er lønkrav kommet til Sydafrika

18. Aug. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De offentligt ansatte i Sydafrika afviser et tilbud om syv procent mere i løn. De indledte derfor i dag en strejke, hvor faglige organisationer under landsorganisationen Cosatu kræver en stigning på 8,6 procent. De faglige organisationer tæller især læger, sygeplejersker, lærere og politibetjente.

I sidste uge demonstrerede titusinder af offentligt ansatte uden for regeringsbygninger i Pretoria og parlamentet i Cape Town. Ud over den højere løn krævede de også støtte til medicin og tillæg for nattevagter.

I en tale under demonstrationen foran parlamentet sagde Cosatos generalsekretær, Zwelinzima Vavi, at han tidligere havde spurgt, hvad præsident Zuma tjente.

- Hvis jeg husker rigtigt, så tjener han over 2,2 millioner rand (knap1,8 millioner kroner) om året, sagde Vavi.

En skolelærer har ifølge BBC, hvad der svarer til omkring 90.000 kr. om året.

Strejkerne i Sydafrika følger i kølvandet på faglige krav og krav om lønstigninger i andre udviklingslande og fattige lande. Kinesiske arbejdere ikke mindst inden for bilindustrien har fået væsentlige lønstigninger efter strejker.

I Bangladesh fik tekstilarbejdere for nylig en lønstigning på 17 procent efter strejker og konflikter, der førte til fængslinger af faglige ledere.

Den internationale fagbevægelse IFS protesterede mod overgrebene og anklagede ejere af fabrikker, der leverer til store vestlige firmaer, for at stå bag voldelige overgreb på demonstrerende.

Regeringen ville kun øge minimumslønnen til 3.000 taka om måneden og afviste fagbevægelsens krav om en minimumsløn på 5.000. IFS’s generalsekretær, Sharan Burrow, fandt, at det var umuligt at leve for det, der svarer til en timebetaling på 72 øre. Hun fandt samtidig, at arbejdsforholdene var kritisable, og at de ansatte havde ekstremt lange arbejdstider.

- Regeringen skulle stoppe de angreb, der er mod dem, der forsvarer grundlæggende rettigheder som at være medlem af en faglig organisation og få en løn, man kan leve af. Det er foragteligt, at denne industri, der er god for 12 milliarder dollar om året, truer sin arbejdskraft, sagde Sharan Burrow i forbindelse med overgrebene.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.