Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

24.09.10 Pres på EU-kommissionen for stop for import fra arbejdslejre i Kina

24. Sep. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Europa-parlamentarikere presser på for at stoppe importen af varer fra Kina, der er fremstillet i fængsler eller særlige arbejdslejre. Under samlingen i Strasbourg diskuterede medlemmer af parlamentet de kinesiske arbejdslejre med EU-kommissiær for udvidelser, Stefan Fuele. Ifølge EUObserver var debatten hård, og kinesiske varer blev kaldt ”blodplettede”.

Stefan Fuele sagde, at Kommissionen er helt enig med Europa-Parlamentet i, at det såkaldte system med Laogai-lejre er uacceptabelt og strider mod menneskerettighederne. Han sagde imidlertid også, at Kommissionen foretrækker en positiv debat med kineserne og ikke direkte forbud mod varer. Men kommissæren sagde også, at tingene kunne ændre sig.

EU og Kina har et særligt topmøde om kun få uger, hvor spørgsmålet om lejrene kan komme op.

Debatten i parlamentet kom, efter parlamentet tidligere på sommeren blandt andet spurgte Kommissionen, hvad den agtede at gøre for at hindre den direkte og indirekte import af varer fra Kina, der er produceret af straffefanger. De særlige laogai-lejre er straffelejre, hvor kinesere, der har gennemført større eller mindre kriminalitet, bliver indespærret og her arbejder under tvang.

EU-Kina-topmøde

Det er uvist, hvor mange lejre, der er. Den særlige Laopai-organisation i Washington siger, at der er over 900. Andre bud ligger på omkring 300-500. I fængslerne bliver der produceret varer for både kinesiske og udenlandske firmaer. Det antages, at også kinesiske ulovlige kopivarer produceres i de særlige lejre.

Debatten om lejrene kommer på et tidspunkt, hvor EU og en række lande ellers er slået ind på en forsigtigere kurs over for Kina. Det gigantiske kinesiske marked tæller i debatten, og både EU og de enkelte EU-lande søger mere og mere at få debatten til at dreje sig om at få åbnet det kinesiske marked og lukket handelsrestriktioner.

Kineserne har gigantiske handelsoverskud, og både USA og EU søger at få en bedre balance i regnskabet over for Kina.

Udenlandske firmaer eksporterer fra Kina

Under sin rejse til USA for at deltage i FN-debatten om millennium-målene sagde den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, at kineserne aldrig er gået efter at få et stort handelsoverskud og ikke skulle blive bebrejdet for amerikansk arbejdsløshed. Han sagde også, at overskuddet var faldet med 42,5 procent i første halvår og også faldt sidste år.

Som fagligt.eu tidligere har beskrevet, så er det især området i Asien, der i større udstrækning sælger varer til Kina – også som underleverandører i takt med, at de kinesiske arbejdsomkostninger stiger.

Wen Jiabao understregede ifølge XinhuaNews også, at det i høj grad er udenlandske firmaer, der producerer varer i Kina og eksporterer dem. Det gælder også amerikanske firmaer.

Kinesisk støtte til ulande

Under debatten i FN sagde premierministeren, at Kina har som mål at øge hjælpen til de fattige lande. Hjælpen til Pakistan efter oversvømmelserne bliver øget med 200 millioner dollar. I de kommende fem år bygger kineserne 200 skoler i ulande, sender 3.000 læger og også undervisere og udstyrer 100 hospitaler med udstyr og medicin.

De fattigste lande får gældssaneringer, og kineserne vil udbygge de økonomiske relationer med landene.

Studenter fra udviklingslandene vil i højere grad for mulighed for at studere i Kina. 3000 landbrugseksperter vil blive sendt til de fattigere lande for at hjælpe med at udvikle landbruget, og landene får støtte til at uddanne 5000 i Kina. På andre områder vil kineserne de kommende fem år uddanne yderligere 80.000 personer inden for forskellige områder i ulandene, ifølge premierministeren.

Tvangsarbejde udbredt

USA har forbud mod import af varer fra Kina, der er produceret i fangelejrene. Flere amerikanske firmaer, der tidligere blev beskyldt for at få fremstillet produkter, har i dag også en politik mod det. Både Nike og Levis satte tidligt ind mod underleverandører, der ikke fulgte firmaernes politik for virksomhedernes sociale ansvar.

Parlamentet finder i sine spørgsmål til Kommissionen, at EU må samarbejde med amerikanerne om at opspore varer, der er fremstillet i fængslerne.

FN’s arbejdsmarkedsorganisation, ILO, har gentagne gange påpeget, at tvangsarbejde er udbredt i verden. ILO har en kampagne mod det.

ILO har også beskrevet, hvor vanskeligt det er med tvangsarbejde i fængsler. I en række lande er det tilladt for private firmaer at få arbejde udført i fængsler. Det gælder ud over Kina i blandt andet Malaysia, Madagaskar og også USA.

På en konference i ILO blev problemerne med arbejde i fængsler netop taget op og herunder ILO’s konvention mod tvangsarbejde, formålene med fængselsarbejde, problemerne med at sikre arbejdsforhold, de økonomiske aspekter af arbejdet og også ILO’s rolle.

Det blev her understreget ud fra erfaringer i Pentland i USA, at der netop var problemer med overvågningen af arbejdet, men også med det ry, som fængslerne fik.

Ed Potter, der repræsenterede de amerikanske arbejdsgivere på mødet, fandt, at fængselsarbejde er et meget komplekst spørgsmål og kun en del af tvangsarbejdet. Hvad han gik op i, var i større udstrækning de alvorligere problemer som trafficking af personer. Han mente ikke, at ILO-konventionens formål var at fastsætte et sæt regler og retningslinjer, men snarere at komme frem med brede, fundamentale principper, som kunne være universelt gældende. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.