Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

24.03.10 Fri adgang til social dumping fra 3. verden

24. Mar. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Folk fra hele verden får nu lettere ved at få arbejde i EU under samme arbejdsforhold som borgerne i medlemslandene. Men sæsonarbejdere, folk, der udstationeres af deres virksomhed og ansatte som au pair er ikke omfattet af det direktiv, der nu venter ministrenes endelige godkendelse. De grupper kan fortsat udnyttes.

Venstrefløjen i Europa-Parlamentet stemte i dag imod forslaget til det direktiv om let adgang til EU’s arbejdsmarked, som Socialdemokraternes Ole Christensen betegner som en direkte skandale, da det åbner for den rene sociale dumping.

- Vi forstår ikke, at grupper holdes uden for direktivet. Det åbner for, at en spansk landmand kan ansætte 10 afrikanere i stedet for en ung, arbejdsløs spanier, siger Ole Christensen.

EU er på vej med direktiver om sæsonarbejde og udstationerede inden for multinationale koncerner. Der er betydelig debat om de direktiver, fordi især fagbevægelsen finder, at de ikke sikrer, at der sker lige behandling og social dumping undgås.

- At vi så forinden får et andet direktiv er forunderligt og stærkt foruroligende. Hele ideen er jo at skabe lige behandling og social retfærdighed, mener Ole Christensen.

Direktivet er omfattet af de danske undtagelser, men det kan næppe undgås, at en øget adgang til det europæiske arbejdsmarked også får betydning for det danske.

- Vi vil altid kunne kræve, at løn- og arbejdsforhold er i orden. Men ser vi, hvor store problemer der er med at kontrollere og sikre europæeres forhold i Danmark, så bliver det helt sikkert ikke lettere med en øget adgang for folk uden for Europa, siger Ole Christensen.

Selv om hver tiende i EU er uden arbejde og hver femte ung, så mener EU-Kommissionen, at der bliver behov for øget arbejdskraft i Europa. Kommissionen har også slået på, at der er arbejde, som europæerne ikke ønsker. Det gælder sæsonarbejde i landbruget og turistindustrien og også inden for byggeriet, hvor der allerede i dag arbejder et stort antal udlændinge og ofte til helt lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.

Det ny direktiv skal sikre, at det bliver nemt for udlændingene at komme til arbejde. De skal blot udfylde et enkelt dokument, der tillader ophold og adgang til arbejdsmarkedet. Der bliver et såkaldt ”one-stop-shop-system", så det administrative besvær undgås.

Medlemslandene kan udstede et ekstra dokument, der fortæller om forholdene i landene, men det må kun være informationer.

Forslaget til direktiv har været på vej i årevis. Det er tidligere blevet stoppet i Europa-Parlamentet, men er nu gået igennem.

- Nu må vi så se at redde den lige behandling og undgå social dumping, når de to andre direktiver bliver behandlet, siger Ole Christensen. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.