09.03.2012 En række EU-landes justits- og indenrigsministre angriber Grækenland for at lade tusinder af illegale indvandrere komme ind i landet og ikke gøre tilstrækkeligt ved grænsekontrollen til trods for, at EU betaler et milliardbeløb for at få styrket kontrollen af landets grænser.
Den tyske justitsminister, Hans-Peter Friedrich, sagde ifølge EURactiv efter et rådsmøde i Bruxelles for ministrene i går, at det nu er en del af diskussionen, om man kan genindføre grænsekontrol i EU, så de illegale indvandrere ikke tager fra Grækenland til andre lande og herunder Tyskland.
- Er det muligt at genindføre grænsekontroller? Jeg vil slå fast, at det er stadig en del af vor diskussion, sagde Hans-Peter Friedrich.
Syv landes ministre mødtes ifølge European Voice før rådsmødet for at finde en fælles linje. Ud over den tyske minister var det ministrene fra Østrig, Frankrig, Belgien, Holland, Sverige og Storbritannien.
Den britiske indenrigsminister, Theresa May, sagde ifølge The Daily Telegraph efter rådsmødet, at Storbritannien ønskede den fri bevægelighed suspenderet, så der i en nødsituation som den nuværende kunne indføres grænsekontrol ved grænser til Grækenland.
Kriselandet, der kan se frem til en ny redningspakke på 130 milliarder euro, har modtaget 300 millioner euro fra EU-Kommissionen (over 2,2 milliarder kroner) til at styrke grænseovervågningen og behandlingen af asylansøgere.
Rådet skriver i konklusionerne fra gårsdagens møde, at der sidste år blev registreret 61.000 illegale indvandrere ved grænsen til Tyrkiet.
Konklusionerne fra mødet er mildere mod Grækenland end den dundertale, som flere ministre kom ud med. Det hedder, at Grækenland har udarbejdet en handlingsplan for arbejdet med asyl- og indvandring, og at det går fremad på en række områder.
Ministrene blev på mødet enige om at stramme samarbejdet og blandt andet indføre et system med varsling, hvis der pludselig opstår større problemer med den illegale indvandring i et land.
Ministrene går også videre med arbejdet med et fælles system, som det danske EU-formandskab allerede er i gang med at få på benene i form af en handlingsplan.
- Vi ser det som et konstruktivt bidrag og som et større mål for det danske EU-formandskab, sagde justitsminister Morten Bødskov ifølge European Voice efter mødet. pmh