Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

05.05.08 Illegale indvandrere og arbejdsgivere i fælles protester i London

05. May. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Efter franske restauratører protesterede mod behandlingen af deres illegale arbejdere, er turen nu kommet til Storbritannien. Britisk politi har i den senere tid afsløret en række illegale indvandrere på restauranter og virksomheder. 137 firmaer er siden februar fanget i at beskæftige de illegale indvandrere. Det har indtil nu kostet arbejdsgiverne 500.000 pund, men nu har arbejdsgiverne fået nok.

Tusinder af illegale ansatte på restauranter samledes mandag i London og kræver ændringer af de seneste indvandrerlove, og de får nu støtte af restauratører. Abdul Shahid, der ejer tre restauranter, siger til BBC, at nye regler må ændres, for de gør det vanskeligt at skaffe arbejdskraften, og der er brug for den.

- Vi giver et stort bidrag til den britiske økonomi, og alt, vi forlanger, er blot fair behandling, siger Abdul Shahib.

De seneste ændringer af lovene betyder, at arbejdsgivere kan idømmes op til 10.000 pund i bøder for at beskæftige illegale indvandrere. Arbejdsgiverne mener, at det er umuligt at tjekke, om der er tale om illegale indvandrere, når de søger arbejde og kan fremvise et pas.

EU-kommissionen spillede sidste år ud med et forslag, der også lægger op til, at arbejdsgivere kan straffes for at beskæftige illegal arbejdskraft. Forslaget er på vej gennem EU-systemet, men Storbritannien har allerede vedtaget sine egne regler.

Det er vanskeligt at fastslå, hvor mange illegale arbejdere der er i EU. De fleste bud svinger mellem 4,5 millioner og otte millioner personer, og det er for mange, mente EU-kommissionen sidste år, da den kom med sit udspil.

I Storbritannien finder myndighederne, at problemet er stigende. Da politiet opsøgte virksomheder sidste år, fandt de blot 13-14 firmaer, der beskæftigede illegale indvandrere.

Den britiske integrationsminister Liam Byrne retfærdiggør da også den ny indsats for at bekæmpe den illegale beskæftigelse.

- Der er smarte arbejdsgivere rundt omkring, der forsøger at underminere deres konkurrenter og presse britiske lønninger ned ved at beskæftige folk illegalt, så vi er kommet frem med den nye måde at lave lynaktioner på, siger Liam Byrne til BBC.

Ved den seneste række razziaer afslørede politiet blandt andet en kyllingefabrik, hvor 56 ansatte fra især oversøiske områder var i gang med at forarbejde kyllingerne. 22 af de ansatte var illegale indvandrere.
Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.