Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

09.11.09 Kina fordobler støtte til Afrika – og eftergiver gæld

09. Nov. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Kina kom i weekenden med nye, store konkrete løfter til de afrikanske lande. På et møde i Forum for kinesisk-afrikansk Samarbejde aftalte de kinesiske ledere at give landene lån for 10 milliarder dollar. Det er en fordobling af den støtte, som blev aftalt på et tilsvarende møde i 2006, og hvis opgaver ifølge den kinesiske handelsminister, Chen Deming, er ført ud i livet.

Til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua News siger Chen Deming, at afrikanske lande får særlige præferencelån for 3 milliarder dollar. Desuden sætter kineserne 2 milliarder dollar af til at lette indkøb, og 5 milliarder bliver placeret i en fond, der skal øge interessen blandt kinesiske firmaer til at investere i Afrika.

Kineserne har allerede flere hundrede projekter på otte forskellige områder i gang. De inkluderer blandt andet 42 medicinske teams, der indgår i den bilaterale assistance. Der er samtidig opbygget seks handels og økonomiske zoner i Zambia, Egypten, Mauritius, Nigeria og Etiopien.

BBC hæfter sig ved, at den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, efter mødet sagde, at Kina lægger vægt på miljøprogrammerne og blandt andet satser på 100 projekter for ren energi.

Den støtte undrer ikke kinaeksperten lektor Clemens Stubbe Østergaard, Institut for Statskundskab i Århus, der netop er vendt tilbage fra et studiebesøg i Kina.

- De kinesiske projekter er meget konkrete, og sundhed og miljø spiller en større og større rolle i projekterne, siger Clemens Stubbe Østergaard til fagligt.eu.

Men i den kinesiske støtte ligger også hjælp til det, der tidligere i Kina hed ”at støtte sig på egne kræfter”. BBC citerer Wen Jiabao for at sige, at man vil hjælpe Afrika med at opbygge sin egen finansielle kapacitet. Og den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, der var vært for det kinesisk-afrikanske forum, sagde, at der drejede sig om fred, sikkerhed og vækst og at styrke samarbejdet mellem Kina og Afrika.

I det tidligere aftale lå også, at kineserne eftergav en række lån, som de fattigste lande havde optaget. Chen sagde ifølge Xinhua News, at afviklingen var gået tidsmæssigt frem, og at 154 betalinger i 33 lande nu var eftergivet.


Kina blander sig ikke i andre landes interne forhold

Mødet i det kinesisk-afrikanske forum viser, at kineserne træder klarere og klarere frem som en samarbejdspartner i forhold til de fattigere lande i Afrika. Ifølge Xinhua News var der netop før mødet i Egypten en diskussion om den måde, de tættere relationer bliver mødt i Vesten. Det statsejede Global News skrev, at Vesten er misundelig på det forhold, Kina er ved at få til Afrika. Avisen citerer en Kina-Afrika-ekspert for at sige, at europæerne betragter Afrika som deres baggård.

BBC skriver da også, at kineserne hungrer efter de afrikanske råstoffer.

Clemens Stubbe Østergaard ser da heller ikke den kinesiske hjælp som den rene altruisme. Der er som altid realpolitik i de kinesiske handlinger. Det gælder også og forhold til det andet vestlige kritikpunkt, der er, at der også på mødet i Egypten var stærkt omdiskuterede lande og personer. Det gælder Sudan og Zimbabwe og ikke mindst Zimbabwes præsident Mugabe.

Clemens Stubbe Østergaard påpeger, at kineserne holder fast i deres princip om ikke at blande sig i andre regioners interne forhold. De problemer, der er, må regionen og i dette tilfælde Afrika selv løse.

Samtidig er der paralleller mellem Zimbabwe og Kina. For mange afrikanere betragter stadig Mugabe som en helt, fordi han var en leder i opgøret med kolonimagten – også selv om de kan se fejl i dag. Og kinesere ser stadig Mao som en helt, fordi han var i spidsen Kinas befrielse. Og den position ændrer sig ikke, selv om de også så fejl i hans senere politik.


Kineserne og ulande ønsker konkrete miljøløfter

Kineserne holder sig dermed til en realpolitik, hvor samarbejdet skal være til begges fordel. Og kineserne ser i dag også miljøhjælpen som politik, der er til begge parters fordel.

Clemens Stubbe Østergaard fremhæver den placering, miljøpolitikken har fået i Kina. Kineserne ser farer i klimaudviklingen og som noget, landene og også Kina må løse.

Det samme gjorde direktøren for FN’s miljøprogram UNEP, Olivier Deleuze, på et møde i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i Bruxelles i sidste uge. Han fandt det især påfaldende, at Kina nu er førende inden for vindenergi og langt fremme med solenergi og elbiler.

Clemens Stubbe Østergaard finder, at kineserne har en fordel frem for mange andre regioner, fordi de bygger op. De behøver ikke at tage hensyn til en række økonomiske faktorer som f.eks. nettet af gamle tankstationer, når de satser på elbiler. For der er ingen tankstationer i samme omfang som i Vesten.

- De seneste halvandet år er der sket virkelig meget. Miljøet er kommet til at spille en hel anden rolle. Derfor er FN’s klimakonference i København vigtig for Kina. De ønsker, at der kommer noget ud af den.

Men også her ønsker kineserne konkrete aftaler. Derfor har de spurgt, hvad det konkret er, europæerne vil bidrage med, når de fattige udviklingslande skal have hjælp til at klare deres del af en aftale.

- For udviklingslandene tæller andet end bindende aftaler ikke. Det er ikke nok med løse løfter, siger Clemens Stubbe Østergaard.

Det er her, at kineserne i det kinesisk-afrikanske forum viser, at aftaler og projekter kan være konkrete. Pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.