Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

8.02.07: Danmark søger ikke EU-lån

08. Feb. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

af Peder Munch Hansen.
Milliarderne fra den Europæiske Investerings Bank, EIB, går uden om Danmark. Af de 25 EU-lande modtog kun Luxembourg færre penge end Danmark i 2006. Derimod er de store EU-lande ivrige med at søge lån til projekter. Spanien og Tyskland tegnede sig for 34 procent af de 39,9 mia. euro (knap 300 mia. kr.), som banken lånte ud til projekter i de daværende 25 EU-lande. De fem største lande hentede knap 70 procent af lånene til et væld af projekter.


Formanden for EIB, den tidligere belgiske finansminister Philippe Maystadt, erkendte ved præsentationen af bankens årsrapport i Bruxelles torsdag, at det er de større lande, der er kunder i banken. Landene har store områder, der tidligere fik støtte som udviklingsområder, og her gav banken mange lån til projekter.


- Det er de store økonomier, der har fået lån. Tyskland siden genforeningen og Spanien og Italien til projekter i udviklingsområderne. Men det er en prioritet, at de små lande kommer med, sagde Philippe Maystadt.


EIB blev oprettet sammen med EF i 1958. Bankens opgave er at støtte den økonomiske udvikling og også sociale samhørighed. EU’s medlemslande er aktionær. Danmark har indskudt knap tre procent af aktiekapitalen i banken. Men kun 0,1 procent af lånene fra banken gik sidste år til Danmark og kun til et enkelt projekt på Statens Serum Institut.


Philippe Maystadt understregede på pressekonferencen, at banken har nye prioriteter, der giver nye muligheder for projekter.  Den sociale og økonomiske samhørighed er stadig højt prioriteret, men dertil kommer andre projekter, der skaber fornyelse i økonomien, vækst og udvikling.
Banken giver lån til projekter, der forbedrer infrastrukturerne og lån til små- og mellemstore virksomheder får høj prioritet ligesom miljøprojekter. Desuden øger banken midler til projekter, hvor der en større risiko end tidligere for, at pengene går tabt.

-Miljøet tænkes ind i alle projekter, men der bliver nu en særlig post, hvor for eksempel vandprojekter og byudvikling er vigtige områder, sagde Philippe Maystadt.


For fremtiden kommer banken også til at skyde mange penge i energiprojekter. På det område går banken også ind i projekter i for eksempel Rusland. For selv om der er tale om en europæisk bank, går den også ind i projekter i andre dele af verden.

- Men det er projekter, der skaber en bedre forbindelse til Europa som for eksempel netværk. Vi går ikke ind og yder lån til rene russiske projekter i Rusland, sagde Philippe Maystadt.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.