Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

16.11.11 Middelhavslande ser fremtiden i tidligere 3. verden

16. Nov. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

NGO-grupper og sociale parter i den sydlige og østlige del af Middelhavet har fået nyt selvværd og peger på, at Europa ikke længere har tidligere tiders styrke. Europa har samtidig begået en række fejl i forholdet til også lande i Nordafrika. EU og europæiske lande har støttet diktaturer og før det arabiske forår ikke de bevægelser, der kæmpede mod regimerne.

Formanden for det tyrkiske handelskammer TOBB, Rifat Hisarciklioglu, var en af dem, der på en konference i Istanbul for et særligt forum for økonomiske og sociale komiteer og NGO’ere omkring Middelhavet fremhævede, at tiden i dag var anderledes, og at verden gennem årtier havde gennemgået en ny udvikling, hvor Europa spillede en mindre rolle.

Europa var stærk indtil 1900-tallet, hvor USA tog over. Nu er der en tredje revolution i gang, hvor resten af verden rejser sig, påpegede Hisarciklioglu. Han understregede, at lande som Sydkorea længe havde været i vækst, men udviklingen i de nye vækstøkonomier nu var afgørende. Til de økonomier hørte ikke kun Kina og andre lande langt borte, men også Tyrkiet, der klarede sig uden krisen i Europa.

- De nye økonomier står for væksten. De bliver mere demokratiske. De er ikke længere blot observatører, men de er med i det økonomiske system, de er aktører, sagde Rifat Hisarciklioglu.

Han understregede den øgede selvbevidsthed i regionen med bemærkninger om, at EU’s fædre ville vende sig i graven over den udvikling, der var sket. De gamle europæiske lande hang fast i den økonomiske krise og mangelen på arbejdspladser.

- De mangler visioner og lederskab, sagde Hisarciklioglu.

Øget magt til sociale parter og græsrodsbevægelser

Den tyrkiske udviklingsminister, Cevdet Yilmaz, pegede også på den ny verdensorden, og at Europa var hårdest ramt af krisen. Også han pegede på den politiske krise i EU og mangel på styring og en fare for en sneboldeffekt, hvis EU ikke fik styr på situationen.

Yilmaz understregede, at også situationen i den sydlige del af Middelhavet var fuld af modsætninger, og at nogle var op til fem gange så økonomisk stærke som andre målt i BNP per indbygger. For den videre udvikling spillede græsrodsbevægelserne en vigtig rolle.

- Reformprocessen kan ikke lykkes uden NGO’ere. De må styrkes, og deres ideer deles i regionen, sagde Cevdet Yilmaz.

Han betegnede den tyrkiske udvikling som lovende. Væksten var på ni procent i 2010, ventes at være 7,5, procent i år og fem procent til næste år. Arbejdsløsheden går ned. Den var på 14 procent sidste år og 9,2 procent i år. Tyrkiet var ramt af den mindre efterspørgsel i verden, men havde alligevel skabt vækst.

- Tyrkiet er en inspirator for andre, sagde ministeren, der påpegede, at Tyrkiet ønsker at blive en af de økonomisk stærke magter i verden og allerede havde gjort store fremskridt.

Angreb på Europas politik over for diktaturer

En række medlemmer af græsrodsbevægelser i de nordafrikanske lande angreb Europa og EU for først at have udvidet kontakterne til græsrodsbevægelser, efter det arabiske forår blomstrede og til gengæld have gode kontakter med de gamle diktaturer og herunder Mubarak i Egypten.

En repræsentant fra Tunesien beklagede, at EU-lande stadig bekæmper strømmen af flygtninge fra blandt andre Tunis. Han understregede, at relativt få måtte flygte fra Tunis, men Tunis havde modtaget flere hundrede tusinde flygtninge fra Libyen.

- Vi må lære af fejlene og fejlene i den europæiske politik, lød det.

Pierre Deusy fra EU’s udenrigstjenestes afdeling for regionalt samarbejde og herunder Middelhavslandene erkendte, at også EU havde samarbejdet med diktaturlande. Han understregede dog, at Kommissionen også havde samarbejdet med NGO’ere, men at samarbejdet ville blive udvidet. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.