Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

25.03.09 Barroso beklager aflysning af EU-topmøde for job – Nyrup vred

25. Mar. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Af Peder Munch Hansen

Formanden for EU-kommissionen, José Manuel Barroso, beklager, at stats- og regeringslederne fredag afviste ideen om et ekstra EU-topmøde den 7. maj om beskæftigelsen. I en debat med Europa-Parlamentet i dag sagde han, at selv om mødet nu blot bliver for EU-formandslandet Tjekkiet og de kommende to EU-formandskaber, så indbyder han alle de EU-lande, der vil komme, til mødet den 7. maj.

- For at være ærlig: Jeg var skuffet over beslutningen. Jeg ville have foretrukket, at alle 27 medlemslande tog den nødvendige tid til at diskutere sammen, hvad der, når alt kommer til alt, er hovedsagen for de europæiske borgere i denne krise, sagde José Manuel Barroso.

EU-kommissionens formand understregede, at Kommissionen vil forberede det mindre møde med stor alvor og komme med klare meddelelser den 7. maj. Forberedelserne vil ske i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter, Den Europæiske Økonomiske og Sociale Komite og de enkelte medlemslande.

- Og vi holder dette topmøde åbent for alle 27, så de stats- og regeringsledere, der ønsker det, kan deltage, sagde José Manuel Barroso.


Ingen ”socialistiske pakker”

Den tjekkiske premierminister, Mirek Topolánek, der i aftes fik et mistillidsvotum i det tjekkiske parlament, afviste, at det var en nedtoning af EU-landenes interesse for beskæftigelsen, at der blev tale om et trojka-møde. Premierministeren og EU-formanden mente, at et uformelt EU-topmøde alligevel ikke kunne træffe beslutninger. Mødet i trojka-formen kan i stedet forberede noget, som stats- og regeringslederne kan tage stilling til på det egentlige møde i Det Europæiske Råd i juni.

Mirek Topolánek afviste samtidig, at der var behov for nye redningspakker, før man vidste, om de nuværende virkede. Heri fik han støtte af formanden for den største gruppe i Europa-Parlamentet, den borgerlige PPE-gruppens Joseph Daul.

- Vi har ikke behov for nye, socialistiske pakker, men flere job, og det er blevet bekræftet af alle EU’s medlemslande, sagde Joseph Daul.


Nyrup Rasmussen afviser EU-beregninger

Formanden for det europæiske socialistparti, Poul Nyrup Rasmussen, fandt derimod, at EU burde gøre mere. Han angreb direkte den måde, at EU beregner sit bidrag til krisepolitikken, fordi man medregner de ekstra sociale udgifter og udgifter til understøttelser til ledige, som krisen giver.

- Selvfølge går udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse op, når ledigheden stiger – men det er ikke at investere i nye job og kan ikke blive præsenteret som investeringer i vækst, sagde Poul Nyrup Rasmussen i debatten i parlamentet.

Han mente, at det var en skandale, at EU-topmødet den 7. maj blev reduceret til et møde i trojkagruppen.

- Krisen med arbejdsløshed forsvinder ikke, fordi vi nægter at diskutere, hvad vi skal gøre ved beskæftigelsens frie fald, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.