Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

15.12.07 Væk med strikketøjet – på med arbejdstøjet

14. Dec. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

EU’s fremtid kommer op i en særlig reflektionsgruppe, som går i gang, når Lissabon-traktaten er trådt i kraft. Men det bliver ikke en gruppe, der kommer med forslag til nye traktater, ændringer af EU’s institutioner eller andre store spørgsmål. Er der noget, stats- og regeringslederne var enige om på topmødet i Bruxelles, så var det, at der skal gå lang tid, før EU igen skal ud i de øvelser. Nu skal strikketøjet væk. Nu skal arbejdstøjet frem.

- Nu må det have en ende på de diskussioner. Nu må vi koncentrere os om skaffe resultater, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter topmødet.

Det var den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarkozy, der pludselig i sommer talte om, at man nu burde se på EU’s grænser, og hvordan EU udviklede sig. Tanker om en særlig vismandsgruppe blev kastet på bordet. Det daværende tyske EU-formandskab lagde derefter op til, at der blev nedsat en særlig gruppe.

På fredagens topmøde blev retningslinjerne for gruppens arbejde lagt, og navnet blev ikke en vismandsgruppe, men en reflektionsgruppe. Opgaven blev ikke at se på ændringer i den kommende tid, men først i en horisont, der hedder 2020-2030.

Og det er ikke store spørgsmål som EU’s ydre grænser, som gruppen kommer med forslag til. Opgaven er at se på den bæredygtige udvikling, den europæiske økonomiske model, den sociale ansvarlighed og spørgsmål som migration, energi og bekæmpelse af den internationale kriminalitet og terrorisme – alt sammen spørgsmål, som bliver behandlet i en række andre fora.

Formand for gruppen bliver den tidligere spanske premierminister, socialisten Felipe Gonzalez, og næstformænd bliver den tidligere lettiske præsident Vaira Vike-Freiberga og den finske Nokia-direktør Jorma Ollila.

Gruppen får op til seks menige medlemmer og skal aflevere en rapport på topmødet i juni 2010.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.