Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

11.12.08 Industri- og østlande på vej til lettelser i klimapolitik

11. Dec. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Det franske EU-formandskab slækker på kravene til en klimapolitik, under forhandlingerne på EU-topmødet i Bruxelles. Ved mødets start lå et forslag til konklusioner, der både imødekommer de store industrilande og østlande, der har problemer med tunge industrier og kulfyrede værker.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde før mødets start, at der er tale om klassiske forhandlinger. Spørgsmålet er fordelingen af byrder, når udledningerne af CO2 skal ned og den vedvarende energi skal styrkes. Sådanne forhandlinger kræver tid, og Fogh Rasmussen ventede derfor lange forhandlinger. Men de skulle munde ud i et kompromis.

- Det vil være en katastrofe, hvis vi ikke kommer i havn, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Når den danske statsminister udtrykker sig så skarp, skyldes det ikke mindst, at Danmark om et år er vært for FN’s klimakonference, hvor der skal sættes mål for hele verdens klimapolitik. Netop i disse dage holder FN en klimakonference i Poznan i Polen, der lægger planen for arbejdet frem mod konferencen i København. Anders Fogh Rasmussen fandt, at det vil være et uheldigt signal at give til konferencen i Polen, at EU-landene ikke selv kan blive enige om deres plan.

- Det skal stå krystalklart, at EU holder fast ved sine mål, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Derfor kan det franske udspil skabe ekstra hårde forhandlinger, fordi ikke alle er enige i, at tunge industrier får mindre skrappe krav til forbedringerne af deres forurening. Hidtil har det heddet, at vilkårene blev de samme for alle industrier i år 2020. De særlige forureningskvoter, som industrierne fik gratis, blev trukket tilbage på det tidspunkt.


Truer med forureningseksil

I det franske oplæg vil der stadig være 30 procent gratis kvoter i 2020 mod 80 procent i 2013. Og der bliver særlige ordninger for de virksomheder, der står enten kan vise, at deres udgifter stiger voldsomt på grund af kravene til miljøet eller at de stilles ringere i konkurrencen med udenlandske firmaer der ikke er underlagt samme krav, så de bliver tvunget til at lukke eller flytte i forureningseksil.

De forskellige sektorer og deres problemer bliver vurderet i den kommende tid efter det franske forslag.

Elsektoren er et særligt problem. I oplægget hedder det, at e gratis kvoter vil omfatte 30 procent, men i 2020 er det slut. Men der bliver særlige ordninger for østlandene. Og topmødet vil også lægge arm om de penge, der kommer ind fra salget af kvoterne. Østlandene vil have fat i så stor en del af dem, så de kan omlægge deres industri og kraftværker.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy mødtes i lørdags med ledere fra østlandene for at finde kompromiser. I oplægget før topmødet hed det, at en større del af kagen kan gå til de fattigere lande. Hidtil har det heddet 10 procent. Nu hedder det 12 procent.

Anders Fogh Rasmussen fandt, at det gjaldt om at få de gratis kvoter så langt ned som muligt i forhandlingerne. Men han erkendte også, at presset fra lande er stort, og at der skal findes et kompromis.

- Spørgsmålet er så, hvor stort et fremskridt der bliver, sagde statsministeren.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.