Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

11.12.08 Irland parat til ny afstemning om samme traktat

11. Dec. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Den irske premierminister Brian Cowen er parat til at lade irerne stemme om Lissabon-traktaten igen, hvis samtlige stats- og regeringsledere i de 27 EU-lande forsikrer, at irerne og alle andre EU-lande stadig får et medlem af Kommissionen. Irerne stiller tre yderligere krav, og det ventes, at de øvrige lande går ind på dem på topmødet i Bruxelles.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen hældede før indledningen af mødet til, at der nu kom en løsning.

- Alle må forstå, at der må gives indrømmelser, sagde Anders Fogh Rasmussen, der i aftes havde samtaler med Brian Cowen.

Anders Fogh Rasmussen støtter det irske krav om, at alle lande får en EU-kommissær. Han mente ikke, der kunne være juridiske problemer i det, hvis samtlige lande godkendte løsningen. Sådan er Lissabon-traktaten, påpegede han og afviste dermed de jurister, der ikke mener, at traktaten giver den mulighed.

For lande, der allerede har ratificeret Lissabon-traktaten, er det afgørende, at der ikke ændres i den, så de skal ud i en ny proces med godkendelser. Derfor bliver det eventuelt samme traktat som den, irerne tidligere har afvist, de kommer til at stemme om en gang til.

Men irerne står fast på, at de indrømmelser, de får, er juridisk bindende, selv om de ikke står i traktaten. Derfor har Brian Cowen været interesseret i at høre om den danske løsning efter nej’et i 1992, hvor der netop ikke blev ændret i Maastricht-traktaten for at få Danmark med.

En repræsentant for den irske regering siger til BBC, at irerne er parat til at acceptere en plan for vejen frem mod en irsk ratificering, hvis de kan få juridisk bindende garantier.

Garantierne skal ud over en EU-kommissær også sikre alt det, der bekymrer den irske befolkning ved det europæiske samarbejde. Irland vil bevare sin neutralitetspolitik, sit forbud mod abort og have forskellige garantier på det sociale område. Samtidig vil de have sikkerhed for, at de kan bevare deres skattepolitik, der hidtil har trukket investeringer og virksomheder til Irland, så det i dag er et af de mere velstående lande i EU, selv om landet er hårdt ramt at den finansielle og generelle økonomiske krise.

Får irerne opfyldt deres ønsker, ventes der en irsk afstemning inden november, så en ny EU-kommissionen kan træde til i begyndelsen af 2010.

Formanden for den irske Libertas-gruppe, Declan Ganley, der ledere den tidligere nej-kampagne, tordnede i dag mod en mulig ny irsk afstemning. Til BBC siger han, at de andre EU-lande vil diktere irerne at gå i stemmeboksen igen. Gruppen er parat til igen at kæmpe for et irsk nej.

Anders Fogh Rasmussen fremhævede før topmødets start, at et nej så i hvert fald betyder, at der ikke bliver en kommissær til hvert land. For i så fald fortsætter Nice-traktaten, og den sætter grænser for antallet af kommissærer.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.