Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

18.06.09 Socialister og grønne advarer mod indstilling af Barroso

18. Jun. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Både se europæiske socialister og grønne advarer i skarpe vendinger mod at udpege EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, til at lede Kommissionen i en ny femårig periode. EU-landenes stats- og regeringsledere diskuterer i aften spørgsmålet, og det ventes, at de på mødet indstiller Barroso, der derefter kommer til debat i Europa-Parlamentet på det ny parlaments første samling i juli.

Parlamentet er imidlertid langt fra parat til at tage stilling til en ny formand for EU-kommissionen, sagde både formanden for det europæiske socialistparti, PES, Poul Nyrup Rasmussen, efter lederne af de europæiske landes socialistpartier og socialdemokrater i dag holdt møde i Bruxelles som optakt til mødet i Det Europæiske Råd i aften og i morgen.

- Parlamentet skal have mere tid. Det er ikke bare et spørgsmål om personen Barroso, men også om, at der skal være tid til at diskutere hovedpunkter i et program for kommissionens formand, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Både han og formanden for socialistgruppen i parlamentet, tyskeren Martin Schulz, understregede, at sammensætningen af Europa-Parlamentet er så speciel, at det tager tid for de nye medlemmer at placere sig i de politiske grupper. Derfor var den korte tidsplan, der var opstillet, en hån mod parlamentet. Efter den bliver der møder mellem EU-formandskabet og grupperne i parlamentet i de kommende uger, og de møder skal vise, at de er et klart flertal for Barroso før parlamentets samling i juli.

- Men Parlamentet er ikke bare et gummistempel. Parlamentet kræver en seriøs behandling. Den socialdemokratiske gruppe vil også stille kandidater over for de krav, vi har til en ny Kommission, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Grønne: Rådet risikerer et nej til Barroso

Den svenske EU-kommissær og socialdemokrat, Margot Wallström, beklagede på et møde med svenske journalister i Bruxelles i dag, at socialisterne ikke selv kom med et forslag til formand for EU-kommissionen.

Poul Nyrup Rasmussen erkendte efter mødet i det europæiske parti, at det ikke var muligt. Der er lande, hvor de socialistiske partier støtter Barroso. Det gælder blandt andet i Storbritannien, hvor premierminister Gordon Brown tidligt gav Barroso sin støtte.

De grønnes leder, Daniel Cohn-Bendit, har længe kæmpet mod, at Barroso får en ny periode. Til dagbladet Le Monde siger den tidligere studenterleder fra 1968-oprørene, at det langt fra er sikkert, at der i parlamentet er flertal for Barroso.

- Godkender Det Europæiske Råd Barroso, risikerer man, at parlamentet stemmer negativt, siger han.

Pres på Barroso

Det europæiske folkeparti af kristelige og konservative støtter Barroso. Formanden for den særlige PPE-gruppe ønsker at indgå en form for pagt med Barroso, så gruppens væsentlige ønsker bliver opfyldt under Barroso.

Men der er også medlemmer af gruppen, der ønsker, at en ny formand for Kommissionen skal forsikre, at han eller hun tager spørgsmål op, som parlamentet ønsker regler for. Først efter et sådant løfte mener de, at parlamentet skal godkende den ny formand.

Parlamentet har ikke mulighed for at komme med forslag til ny lovgivning, og det er en torn i øjet på en række parlamentarikere. Derfor kræver de, at en kommende formand for Kommissionen er lydhør over for parlamentets ønsker.

I den liberale gruppe i parlamentet er der tilsyneladende et flertal for Barroso. I gruppen sidder blandt andre de danske medlemmer af Venstre, og den danske regering støtter Barroso. Men blandt de liberale er også en form for franske radikale, hvis formand kæmper indædt mod Barroso. Og de franske liberale står ikke alene.

En ubekendt faktor i parlamentet er den store gruppe af medlemmer, der ikke tager plads i de etablerede grupper. Det er uvist, hvordan de medlemmer stiller sig. Det var den uklarhed, som både Nyrup Rasmussen og Martin Schulz gav som yderligere argumentet til, at det er for tidligt at komme med en indstilling af en formand for Kommissionen. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.