Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

18.11.09 Lettisk kvinde spurter mod EU-toppost

18. Nov. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

En dag før de 27 EU-landes stats- og regeringsledere sætter sig sammen om det ovale bord i rådsbygningen i Bruxelles for at finde folk til tre topposter i EU, trænger en 71-årig tidligere præsident for Letland sig mere og mere på. I modsætning til en række andre mulige kandidater siger hun samtidig, at hun er interesseret i posten som den første formand eller rettere –kvinde for Det Europæiske Råd.

- Det er simpelt hen premierministeren i vort land, som har bedt mig om det. Noget sådan afviser man ikke, siger Vaira Vike-Freiberga til det franske dagblad Le Figaro.

I Bruxelles og en række europæiske aviser anses Belgiens premierminister, Herman Van Rompuy, stadig for at være favorit til posten. Belgien er to gange tidligere forbigået i udnævnelser af topposter, da hverken Jean-Luc Dehaene eller Guy Verhofstadt fik job som formand for Kommissionen. Van Rompuy kan nu falde på også at blive anset for at være for europæisk og nærmest føderalist, efter han i sidste uge ifølge flere aviser sagde på et lukket møde blandt især diplomater, tidligere toppolitikere og toperhvervsfolk, at han gik ind for direkte skatter til EU.

Bemærkningerne er taget ilde op ikke mindst i Storbritannien og den EU-kritiske lobby som Open Europe.

The Mail citerer en britisk diplomat for at sige, at Van Rompuy kun er andet eller tredje valg.

Som i Sovjets politbureau

Vaira Vike-Freiberga er en af dem, der har kritiseret EU for at mangle ligestilling ikke mindst i topposterne. Hun er samtidig en stærk kritiker af den lukkethed, der er om dele af EU’s politik som nu om udnævnelserne af topjob.

Den tidligere præsident har ifølge The Guardian sagt, at beslutningerne synes at blive truffet på en måde, der minder hende om det gamle politbureau i Sovjetunionens tid.

Le Figaro spørger hende da også, om hun med udtalelser om, at EU må holde op med at fungere som Sovjetunionen, ikke støtter kritikken fra den tjekkiske præsident Vaclav Klaus. Men hun afviser på nogen måde at kunne sættes i bås med Klaus, der længe kæmpede imod Lissabon-traktaten.

- Jeg taler om nødvendigheden af en procedure, der er mere transparent og åben, siger Vaira Vike-Freiberga.

Den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der på et tidspunkt var topkandidat til posten som formand for Det Europæiske Råd, men siden forsvandt næsten ud af billedet, kan tone frem igen. Flere blade finder, at han har en chance, hvis der ikke kan blive enighed om andre.

The Guardian skriver imidlertid, at formanden for de europæiske socialister, Poul Nyrup Rasmussen, for to uger siden sagde til den britiske udenrigsminister, David Miliband, at socialisterne aldrig kunne støtte Blair. I stedet gik de efter at få valgt den tidligere italienske premierminister Massimo D’Alema som den høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Ven eller fjende af USA

D’Alema er omvendt kommunist, men anses stadig af mange for at være for kritisk over for USA og Israel til at blive den, der tegner udenrigs- og sikkerhedspolitikken i EU udadtil.

Tony Blair anses på den anden side for at være for tæt på USA og også Israel og for at være den, der gav størst tilslutning til den amerikanske tidligere præsident Bush og Irak-krigen.

Også Vike-Freiberga støttede Irak-krigen, men hun mener, at hun er sluppet bedre fra det.

- Der er mange folk på poster i øjeblikket i Europa, som det forekommer, at man har tilgivet. Letland er ikke det eneste tilfælde, og det var ikke mit personlige program, men en beslutning i vor regering og vort parlament i forståelse med syv andre lande i NATO, siger Vike-Freiberga til Le Figaro.

The Independent mener, at Blair stadig har en chance og mindes den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der en gang spurgte, hvem man skulle ringe til, hvis man ringede Europa op?

Med al respekt for Vike-Freiberga og Van Rompuy, er de så dem, der kan give Hu Jintao og Vladimir Putin tilfredsstillende svar?

Den svenske premierminister, Fredrik Reinfeldt, leder mødet i Bruxelles i morgen aften. Han søger helt frem til mødets start at finde navne, der har opbakning og ikke direkte modstand. Efter udenrigsministrenes møde mandag hed det allerede, at det ikke bliver let – og at det kan trække ud med at få fordelt posterne, så der ikke blot bliver tale om en middag torsdag aften med springende champagnepropper til slut. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.