Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

16.05.11 Kvinderne indtager EFS

16. May. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Den europæiske fagbevægelse får for første gang en kvindelig leder. På EFS’s kongres i Athen i denne uge vælger de 83 faglige landsorganisationer fra 36 lande i Europa den 62-årige franske Bernadette Ségol til ny generalsekretær. Dermed afløser hun den britiske fagforeningsmand John Monks, som har været generalsekretær i 8 år.

EFS’s formand, den svenske LO-formand Wanja Lundby-Wedin, sagde stolt ved kongressens åbning i dag, at EFS i kongresperioden har arbejdet for større ligestilling, og det var slået igennem. Ikke kun var Bernadette Ségol nomineret som den eneste til posten som generalsekretær.

- For første gang i historien har vi også nomineret et sekretariat, som får flest kvinder. Jeg er virkelig glad for den udvikling, sagde Wanja Lundby-Wedin.

Bernadette Ségol har en lang karriere bag sig i den internationale fagbevægelse. Hun har egentlig en grad i filosofi, men kom allerede i 1973 til den internationale tekstilføderation som sekretær for den daværende generalsekretær. Herfra kom hun i 1985 til Bruxelles som leder af FIET’s kontor og fulgte med over i UNI-Europas regionale kontor, da organisationen ændrede sig. Siden år 2000 har hun ledet det regionale kontor. UNI har blandt andre bankfolk, kontorfolk og edb-folk som medlemmer.

Wanja Lundby-Wedin understregede, at EFS står over for store opgaver, og at lønmodtagerne er hårdt ramt af krisen.

- Vi accepterer ikke, at lønmodtagerne i hele Europa skal betale prisen for krisen ved at miste deres arbejde, hjem, opsparing og sikkerhed. Elendige arbejdsforhold og fattigdom har bredt til, købekraften er faldet og den offentlige gæld er øget, sagde Wanja Lundby-Wedin.

Hun så alvorligt på den situation, de unge befinder sig i. De er de mest udsatte. EFS-formanden beklagede, at EU-Kommissionen, der hylder den sociale dialog, ikke tog parterne med på råd, da de forskellige kriseplaner blev vedtaget. Også de kollektive forhandlinger blev der ladt hånt om.

- De forslag, der er på bordet, er simpelt hen ikke gode nok, sagde Wanja Lundby-Wedin.

Kongressen skal ikke kun vælge ny ledelse, men også nye handlingsplaner, der bliver diskuteret de kommende dage.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.