Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

17.05.11 EFS-kongres: Socialt Europa kræver traktaten ændret

17. May. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Faglige ledere i Europa krævede klarere regler for et socialt Europa, da de i dag diskuterede det indre marked. I en debat med den tidligere EU-kommissær Mario Monti sagde faglige ledere, at der blandt andet måtte være en social klausul i traktaten, så de faglige rettigheder stod lige så stærkt som reglerne for det indre marked.

Formanden for det europæiske socialistparti, Poul Nyrup Rasmussen, støttede forslaget og også forslag om både en ændring af direktivet af udstationering og en revision, så de omdiskuterede EU-domme om blandt andet retten til konflikt og kollektive aftaler ikke igen blev truet.

- Hvis det ikke sker, vil vi hele tiden se nye konflikter, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Mario Monti advarede mod at sætte ambitionerne for højt. Han støttede, at EU blev mere socialt og fandt, at det ville være herligt, hvis sociale elementer kunne slås fast. Men det var ikke realistisk at kræve for meget, for EU var forskelligt. Især den kontinentale fransk-tyske sociale linje stod over for den britisk-irske, der havde støtte fra blandt andet mange nye medlemslande, hvor konkurrencen og det indre marked talte mest i det europæiske samarbejde.

Derfor var det for Monti et spørgsmål om at forene de to linjer, så den fransk-tyske linje åbnede op for konkurrence på markeder, hvor de var stærke, og få de andre med på en mere fælles social linje.

- Få et tættere samarbejde med respekt for det indre marked og det sociale. Hvis det ikke sker, får vi ikke befolkningerne med, sagde Mario Monti.

Generalsekretæren for britisk TUC, Brendan Barber, fandt, at det måtte stå mere klart, hvad Europa stod for, og hvad fagbevægelsen ønskede. Han pegede ligesom Monti på svagheden ved det britiske, sociale system, hvor endog forståelsen for kollektive aftaler lå meget lavt, og fagbevægelsen ikke blev betragtet som en seriøs del af det politiske spil.

- Vi bliver ikke betragtet som en del af løsningen. Vi har ikke den forståelse i Storbritannien, sagde Brendan Barber.

Poul Nyrup Rasmussen forstod den faglige utilfredshed med den nuværende krisepolitik, hvor nedskæringer blev set som vejen ud af krisen. I stedet kunne landene samarbejde om at skabe vækst og job. Det kunne ske ved, at de sammen besluttede at investere i stedet for at skære ned. Regeringslederne kunne gøre det allerede på deres næste møde i juni.

- Alle regeringerne kan investere sig ud af krisen, og gør de det sammen, så er der om fem år skabt otte millioner job. De offentlige finanser vil være på samme niveau som med de nuværende nedskæringer, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.