Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

21.05.07 Barroso på EFS-kongres: Folk frygter for fremtiden

22. May. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Europæerne er rimeligt tilfredse med deres liv, men de frygter, at deres børn ikke får samme fremgang i livet, som de selv har haft. To ud af tre franskmænd, briter og tyskere tror ikke, at deres børn får et lige så godt liv som dem selv.

- Et flertal er nervøse for bæredygtigheden i samfundet. Selv om folk er nogenlunde tilfredse med deres liv, frygter de for børnenes, sagde formanden for EU-kommissionen, José Manuel Barroso, da han mandag talte på den europæiske faglige sammenslutning, EFS’s kongres i Sevilla i Spanien.

José Manuel Barroso begrundede folks frygt med, at de var bange for de forandringer, der sker i samfundet. Men det var nødvendige ændringer, mente Barroso. Europa kan ikke isolere sig i verden. Og Europa har glæde af den internationalisering, der sker. Reelt klarer Europa sig også godt.

Trods lave lønninger og omkostninger i Kina, så investerer amerikanske firmaer fire gange så mange dollar i et lille land som Belgien, end de gør i Kina. Den europæiske eksport til Kina er på få år steget fra ca. 20 mia. euro til 50 mia. euro. EU er den største eksportør i verden.

- Derfor nyder Europa gavn af den åbning, der er sket i verden, påpegede Kommissionens formand.

Han understregede også, at Europa er inde i en økonomisk fremgang. Væksten stiger 2,9 procent i år og ventes at stige lige så meget til næste år. Fra 2006 til 2008 ventes der at blive skabt ni millioner job, seks millioner alene i euro-området.

Helt i tråd med den såkaldte Lissabon-proces kommer flere og flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Deres beskæftigelse er steget fra 51,5 procent i 1997 til 65,3 procent i 2005. Og ældre bliver længere på arbejdsmarkedet. Deres beskæftigelse er steget fra 35,7 procent til 42,5 procent i samme periode.

- Vi har retningen mod fuld beskæftigelse, sagde José Manuel Barroso.

På den baggrund mente han, at der var grund til optimisme. Men hvor der var vindere, var der også tabere. Og derfor var det nødvendigt med gode sociale forhold. Barroso understregede, at der var grupper, der havde brug for støtte. Derfor var han glad for den globaliseringsfond, der kan hjælpe folk, der bliver ofre for ændringerne på virksomhederne under globaliseringen.

- Den symboliserer solidaritet, viser den i praksis, sagde José Manuel Barroso.

De uuddannede havde brug for særlig opmærksomhed. 30 procent af lønmodtagerne er ufaglærte.

- De skal have kompetencer. De skal ikke stå bagest hele livet, sagde kommissionsformanden.

Virksomhederne havde også et særligt ansvar i den opgangstid, Europa er inde i. De burde påtage sig et ansvar og leve op til begrebet virksomhedernes sociale ansvar.

- De skal være opmærksomme på fordelingen af goderne under den vækst, vi er inde i, sagde José Manuel Barroso.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.