Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

26.10.09 Topfigur i europæisk fagbevægelse bliver minister i Portugal

26. Oct. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Den europæiske fagbevægelse mister en af sine skarpeste profiler, efter vicegeneralsekretær Maria Helena André er udnævnt til ny arbejdsminister i den portugisiske socialistledede regering. Maria Helena André, der fylder 49 år på torsdag, har i en årrække haft ansvaret for den sociale dialog i den europæiske faglige sammenslutning, EFS, og har ført forhandlinger om europæiske aftaler, der er endt som EU-lovgivning.

Det var ventet, at Maria Helena André ville stille op til valget af ny generalsekretær for EFS i 2011, men hun har nu i steder valgt at koncentrere sig om portugisisk politik, hvor den sociale dialog hidtil har ligget godt gemt væk.Maria Helena André, billede fra ETUC.

Maria Helena André er egentlig humanist og uddannet i moderne sprog og litteratur på universitetet i Lissabon. Men hun kom allerede i 1981som helt ung ind i det faglige arbejde som assistent i den internationale afdeling i landsorganisationen UGT-P. I UGT-P var hun også aktiv i ungdomsarbejdet, men blev i 1988 leder af den faglige landsorganisations internationale afdeling og også formand for EFS’s ledende komite for ungdomsarbejde.

Det var imidlertid kun en kort tid, hun blev i de poster. Allerede i 1992 kom hun til Bruxelles som faglig sekretær i EFS med ansvaret for uddannelse, migration og også ungdomsspørgsmål. I 2003 avancerede hun, da hun blev valgt til en af de to poster som vicegeneralsekretær, og hun blev genvalgt på den seneste kongres i 2007.

Maria Helena André er kendt for at have et godt kendskab til det nordiske arbejdsmarked og kæmpede for at få EFS til at acceptere begrebet flexicurity med et arbejdsmarked med en vis fleksibilitet uden, at lønmodtagerne mistede deres rettigheder.

Hun har forhandlet handlingsplaner med arbejdsgiverne, der indeholdt et afsnit om flexicurity, som EU-kommissær Vladimír Špidla gang på gang har rost. Hun har kæmpet for at fastholde en dialog og forhandling med de europæiske arbejdsgivere, hvor hun har haft et godt forhold til arbejdsgivernes oftest brugte danske topforhandler, Jørgen Rønnest.

Det menes i Bruxelles, at det er de erfaringer med social dialog og moderniseringer af arbejdsmarkeder, der bragte hende i spil som arbejdsminister. Men også, at hun har arbejdet tæt sammen med fædrene og ikke mindst mødrene til den såkaldte Lissabon-proces, der blev vedtaget i Lissabon i år 2000 og skal fornys til næste år og lægge retningen for europæisk arbejdsmarkedspolitik. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.