Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Totalt kaos om selvstændige chaufførers arbejdstid

01. Apr. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De selvstændige chauffører fik i sidste uge samme arbejdstider som alle andre chauffører, efter de den 23. marts blev omfattet at et EU-direktiv om arbejdstid for chauffører. Alligevel kører de selvstændige chauffører i de fleste lande frit rundt på vejene, fordi myndighederne venter på nye regler, som både EU-kommissionen, EU-landenes ministre og Europa-Parlamentet arbejder på.

I Europa-Parlamentet siger Ole Christensen, S, at det er et rent kaos, EU-kommissionen har skabt, fordi den kom med et nyt forslag så sent, at det ikke blev vedtaget inden grænsedagen den 23. marts. Han støtter den afgørelse, som parlamentets udvalg for beskæftigelse og sociale anliggender traf, da et flertal i forrige uge simpelt hen sendte hele forslaget tilbage til Kommissionen.

- Vi må jo så opfatte det, som at de selvstændige chauffører er omfattet af reglerne i dag. Det bør de også være, for det er lige farligt, om en overtræt ansat chauffør eller en selvstændig chauffør kører rundt i en 60 ton tung lastvogn. Og hvorfor så vedtage en uge efter, at de selvstændige er kommet med i direktivet, at de alligevel ikke skal være med, spørger Ole Christensen.

I Parlamentets udvalg for det indre marked var der imidlertid flertal for, at de selvstændige chauffører ikke skal være omfattet af direktivet. Mandag var der et kompromis blandt EU-landenes trafikministre, der også holdt se selvstændige chauffører ude fra reglerne om arbejdstid. Men ministrene gav samtidig de enkelte lande ret til at indføre bestemmelser, så de er dækket af regler for arbejdstid ligesom andre chauffører.

I maj stemmer hele Parlamentet om forslaget, og Ole Christensen venter en hård debat og tæt afgørelse.

- Jeg mener, at det er helt afgørende, at vi får regler for også de selvstændiges arbejdstid i en branche som denne. Argumentet med, at man ikke skal regulere de selvstændiges arbejdstid, holder ikke her. Det er også arbejdstid at sidde og ordne papirer, og det kan derfor være en træt selvstændig chauffør, der derefter sætter sig bag rattet. Det er ikke betryggende for trafiksikkerheden, siger Ole Christensen.

Forslaget fra EU-kommissionen anerkender, at der kan være problemer med de selvstændige chauffører, fordi nogle kan blive presset af en arbejdsgiver til at optræde som selvstændig for at komme ud af direktivets regler. Derfor taler man om, at såkaldt ”falske chauffører” er omfattet af reglerne for arbejdstid.

- Vi hører måske mest fra udlandet, at ansatte presses til at optræde som selvstændige for at komme ud over regler for beskyttelse af lønmodtagere. Det er noget, vi må se på. Men i første omgang er det jo en mærkelig skelnen, for hvordan skal man se på en chauffør, om han er ”falsk selvstændig”, når han kommer kørende, spørger Ole Christensen. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.