Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

06.02.09 Špidla bøjer af i sag om udstationering – faglige presser på

06. Feb. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De britiske strejker mod udenlandske arbejdere får EU-kommissær Vladimír Špidla til at bøje af i spørgsmålet om at ændre direktivet om udstationerede arbejder i andre lande. Kommissæren med ansvaret for arbejdsmarkedspolitikken fastholder, at Kommissionen ikke umiddelbart lægger op til en ændring. Men Vladimír Špidla tilføjer, at man vil overveje situationen, når et udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter deltager, har analyseret udviklingen.

- Kommissionen er altid parat til at studere og udvikle forslag, der er nødvendige for de vedvarende ændringer i verden, udtaler Vladimír Špidla.

Han fremhæver, at Kommissionen følger debatten om udstationering, men finder umiddelbart, at direktivet har den rette balance mellem en beskyttelse af de ansatte og økonomiske friheder og også er et middel til at undgå en unfair konkurrence. Derfor ser Kommissionen stadig, at det er landene, der i deres omsætning af direktivet skal sikre, at der ikke bliver nogen konflikt. Men det understreges samtidig, at Europa grundlæggende bygger på en social retfærdighed, der er afgørende for åbne samfund.

- Det er væsentligt, at vi altid opnår den rette balance mellem økonomiske friheder og beskyttelse af de ansatte, hedder det.

Tre europæiske faglige brancheorganisationer har presset på sammen for at få Kommissionen til at spille ud med forslag. Både de europæiske metalarbejdere, kemiarbejdernes europæiske organisation og de europæiske byggearbejdere finder, at de stærkt diskuterede afgørelser fra EF-domstolen om arbejdsforhold for udstationerede gør det nødvendigt, at direktivet strammes op, så der ikke bliver social dumping.

I en fælles udtalelse hedder det, at direktivet er blevet et minimumsdirektiv, der efter dommene kun sikrer, at udlændingene ikke går under det laveste minimum.

De tre faglige organisationer frygter, at uvisheden om arbejdsforholdene fører til fremmedhad og konflikt mellem nationale og udenlandske lønmodtagere.

Som den europæiske fagbevægelse EFS peger de tre organisationer på, at der ofte bruges underleverandører og en kæde af underleverandører, og at det skaber særlige problemer. Som EFS finde også de tre organisationer, at en ny EU-traktat bør indeholde en særlig social protokol, der sikrer de sociale forhold.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.