Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

EU-dommer vil sikre ret til at tage sociale ydelser til hjemland

24. Jan. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Lønmodtagere har ret til at tage sociale ydelser med hjem, når de har arbejdet i et andet land og betalt til ydelserne. En portugiser, der var tvunget til at betale til en tysk plejeordning, bør få udbetalt penge fra ordningen, når han er flyttet tilbage til Portugal, og der ikke er en tilsvarende pleje der.

Det mener generaladvokat Yves Bot. I et forslag til EU-Domstolens afgørelse i en sag om udbetaling fra den tyske pjejehjælpekasse Bank Betriebkrankenkasse, BBKK, lægger Y. Bot vægt på, at EU-lovgivningen vil fremme den fri bevægelighed og sikre, at vandrende arbejdstagere hverken må få nedsat størrelsen af de sociale ydelser, som en medlemsstat sikrer dem, eller miste retten til ydelserne, når lønmodtagerne har indbetalt til dem.

Y. Bot peger både på tidligere domme og den ny traktats charters om grundlæggende rettigheder, der taler om ældres ret til et værdigt og uafhængigt liv.

Sagen, der senere bliver afgjort af selve EU-Domstolen, er så principiel, at både den tyske, tjekkiske, portugisiske og britiske regering er kommet med indlæg, der udtrykker frygt for skred i sociallovgivningen, hvis retten til at tage sociale ordninger med til hjemlandet bliver fastslået.

Ufuldstændig lovgivning

Sagen viser også, hvor kompliceret den meget omdiskuterede sociale lovgivning i forordning 1408 (nu ændret til 883) er. Generaladvokaten skriver adskillige steder ”jeg fortolker”, ”jeg mener”, eller ”jeg mener ikke” og understreger den lovudfyldende funktion, som EU-Domstolen har.

Generaladvokaten peger også på, at forordningen ikke dækker alt, da landene ikke kunne blive enige om det. Derfor har domstolen netop en særlig opgave, når ministrene ikke er enige.

Forordningen krævede enstemmighed og er derfor ikke fulgt med den sociale udvikling ogt er ikke fuldstændig og klar. Europa-Parlamentet har frygtet, at plejehjælp ville høre til noget af det, der ikke kunne tages med over grænsen til lønmodtagerens hjemland. EU-Kommissionen har tilsvarende i en meddelelse peget på, at koordineringen af socialpolitikken ville blive forældet og miste følingen med udviklingen, og at det ville blive vanskeligt at få ydelser som plejehjælp til ældre med sig over grænser.

I den konkrete sag arbejdede portugiseren da Silva Martins i Tyskland, da regeringen den 1. januar 1995 indførte en ny regel om tvunget medlemskab af en ny tysk plejeforsikring. Året efter gik da Silva Martins på pension og modtog 700 euro om måneden fra det tyske pensionssystem. Fra år 2000 fik han også 150 euro om måneden fra Portugal.

Han søgte også hjælp fra den ny plejeordning i Tyskland, han havde betalt til, og modtog fra januar 2002 en plejeydelse på 205 euro om måneden. Imidlertid flyttede han til Portugal og meldte flytning fra den 31. juli 2002. BBKK opsagde på den baggrund senere hans medlemskab af plejeordningen og ville have ham til at tilbagebetale de penge, han havde modtaget fra han flyttede.

Socialdomstolen i Frankfurt gav da Silva Martins ret i, at han fortsat skulle have sin plejehjælp. En appeldomstol fastholdt, at Martins ikke skulle betale penge tilbage, men gav ham ikke ret i, at han kunne fastholde sit medlemskab.

Herefter kom sagen op i forbundsstatens socialret, og her inddrog da Silva Martins EU-retten, og at han kunne tage plejeydelserne med hjem, da de i sin tid var blevet finansieret ved egne bidrag – og fordi han ikke kan få en tilsvarende hjælp i Portugal. Den særlige plejehjælp er speciel for Tyskland.

Forbundssocialretten kom i tvivl om EU-retten og bad derfor EU-Domstolen om hjælp. Den bad domstolen svare på, om det er foreneligt med principperne for den fri bevægelighed og den sociale sikring af vandrende arbejdstagere, at ”en tidligere arbejdstager, som oppebærer pension fra både den tidligere beskæftigelsesstat og hjemstaten og i den tidligere beskæftigelsesstat har erhvervet sig ret til en plejeydelse som følge af plejebehov, mister sin ret til plejeydelsen efter at være vendt hjem til sin hjemstat?”

Ret til at få gavn af indbetalinger

Y. Bot er i tvivl om den portugisiske lovgivning, men holder sig til, at myndighederne har meddelt, at der ikke er ordninger for plejehjælp som den tyske.

Generaladvokaten peger samtidig på andre bestemmelser i EU-reglerne end dem, som både den tyske og tjekkiske regering bygger deres grundlag på. De finder, at det står klart, at en person, der har ret til pension i to lande, har ret til sygehjælp efter lovgivningen i den stat, han eller hun bor.

Men der er ikke ret til den plejehjælp i Portugal, som de tyske regler giver. Da Silva Martins opfylder betingelserne i den tyske lovgivning, så har han også ret til ydelserne, selv om han bor i Portugal.

Y. Bot peger også på, at domstolen tidligere har afgjort, at udøvelsen af retten til fri bevægelighed ikke må føre til, at der uden videre indbetales sociale bidrag, uden at disse kommer den pågældende til gode. Vandrende arbejdstagere må hverken få nedsat størrelsen af de sociale sikringsydelser, som er sikret dem ved en medlemsstats lovgivning, eller miste retten til dem, især når de nævnte fordele repræsenterer modydelser for de bidrag, de har indbetalt.

Den fransk udpegede dommer Yves Bot er tidligere kommet med kontroversielle forslag og afgørelser som i den tyske Rüffert-sag, hvor tyske mindstelønninger ikke gjaldt ved udlicitering.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.