Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Krisen rammer indvandrere i EU hårdt

08. Oct. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Indvandrere er røget ud af arbejdsmarkedet i stimer i næsten hele Europa under krisen. Deres arbejdsløshed er fløjet i vejret og betyder, at færre forsøger sig på fremmede arbejdsmarkeder. Samtidig er den illegale indvandring taget af. De, der blev taget på både på vej mod Europa, var under krisen langt færre end tidligere. Antallet af snuppede bådflygtninge faldt med 40 procent fra 2008 til 2009 og er stadig på vej ned.

Det er det amerikanske Migration Policy Institut, MPI, der har undersøgt forholdene for britiske BBC. MPI finder, at indvandringen til de udviklede lande faldt drastisk under den økonomiske krise og har stoppet den stigning af indvandring, der var kendetegnende for de senere årtier.

Tendensen er den samme i USA. Antallet af illegale indvandrere, der blev taget ved grænsen til Mexico, er også gået drastisk ned.

Men også den legale indvandring er mærket af krisen. Østeuropæere ser ikke længere de store muligheder i Vesteuropa. Igen er det krisen, der spiller ind. Lande, der er hårdt ramt af økonomisk tilbagegang, oplever især, at indvandringen går tilbage. Fra 2008 til 2009 faldt antallet af folk fra Øst- og Centraleuropa, der søgte lykken i kriselandet Irland, med 60 procent.

Bagest i arbejdsløshedskøen

Spanien er det land i Europa, der er hårdest ramt af arbejdsløshed. Indvandrerne er dem, der får krisen tættest på livet. I 2007 var 12,4 procent af indvandrerne uden arbejde mod 7,9 procent af dem, der var født i Spanien. I sommer var indvandrernes arbejdsløshed oppe på 30,2 procent mod 18,1 procent blandt dem, der var født i Spanien.

MPI konkluderer, at hver sjette i den spanske arbejdsstyrke er indvandrer. Men de udgør nu 25 procent af de ledige.

Også i Holland og Portugal har indvandrere oplevet, at det er umuligt at få eller bevare et arbejde. Her er arbejdsløsheden blandt de fremmede gået drastisk i vejret og i langt højere grad end blandt dem, der er født i landene.

Også i Frankrig, Italien og Sverige har krisen ramt indvandrerne hårdere end andre.

Derimod adskiller udviklingen i især Tyskland og Storbritannien fra den generelle tendens. Her mærker indvandrerne krisen mindre end andre.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.