Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Langt flere ældre i EU i arbejde end tidligere

13. Jan. 2012 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

13.01.2012 På ti år steg andelen af ældre på arbejdsmarkedet fra 21 procent til 31. De ældre arbejder som aldrig før. I Sverige var 80,7 procent af ældre mellem 55 og 59 år i arbejde i 2010, og i Danmark var det 75,9 procent, viser en opgørelse fra Eurostat.

EU-Kommissionen viser med en ny undersøgelse samtidig, at de ældre finder, de er i stand til at arbejde, når de når pensionsalderen. Flere end hver tredje vil gerne fortsætte med at arbejde, og 60 procent finder, de vil være i stand til det. Undersøgelsen er foretaget som led i året for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne, der blev skudt i gang ved årsskiftet.

EU-kommissær László Andor finder, at undersøgelsen bekræfter, at folk ønsker at være aktive i alderdommen. Dermed er der noget at bygge på for at løse opgaven med, at der bliver flere og flere ældre i samfundene.

- Jeg er overbevist om, at borgerne, de berørte parter og de politiske beslutningstagere gennem det europæiske år vil medvirke til at fremme aktiv aldring og håndtere udfordringerne, som følger af befolkningens aldring, på en positiv måde, siger László Andor.

Aktiv aldring – deltagelse i samfundet – selvhjulpne ældre

Det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationer har tre elementer. Det drejer sig om en aktiv aldring på arbejdsmarkedet, at fastholde de ældres deltagelse i samfundet og fremme forhold, så de ældre kan klare sig uden at behøve at søge hjælp fra andre.

For at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet må det indrettes, så forholdene er tilpasset de ældre. Det gælder både om at sikre, at de ældre kan klare jobbene rent fysisk, men også, at de får de nødvendige kvalifikationer, der ændres med tiden. Livslang læring står i centrum. Ældrepolitikken må imidlertid også være sådan indrettet, at der er et incitament til at holde de ældre i gang. Kommissionen peger i den forbindelse både på skattesystemet og velfærdssystemerne.

Tanken om frivilligt arbejde for ældre breder sig i EU-landene. Kommissionen finder, at de ældre skal have mulighed for at bidrage til samfundet både som frivillige arbejdere og omsorgspersoner. Det hedder, at de ældre derved undgår isolation.

Endelig peger Kommissionen på, at samfundet må indrettes, så det passer til det øgede antal ældre. Transporten, offentlige bygninger og infrastrukturer som helhed må blive mere ældrevenlige. Sundhedssystemerne og forebyggende sundhedspleje kan også forbedre de ældres forhold.

Halvtidsarbejde med halv pension populært

Næsten to ud af tre europæere mener, at det skal være muligt at arbejde efter, de har nået pensionsalderen.

69 procent af de, der bor i de 15 først tiltrådte EU-lande, har mere lyst på en kombination af deltidsarbejde og deltidspension end at forlade arbejdsmarkedet totalt. Men der er store forskelle på holdningerne i landene.

93 procent af danskerne finder, at det skal være muligt at arbejde efter pensionsalderen, 91 procent af hollænderne og 86 procent af både finnerne og briterne, men kun 27 procent af grækerne, 28 procent af rumænerne og 29 procent af italienerne.

Billedet er helt det samme, hvis spørgsmålet er, om befolkningen er enig i, at den officielle pensionsalder kan sættes op.

Det svarer 58 procent af danskerne ja til, 55 procent af hollænderne og på de næste syv pladser kommer lande i det nordlige Europa. I Rumænien svarer kun syv procent ja og i Bulgarien kun 10 procent. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.