Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

18.08.11 Svingende tal for europæisk økonomi

18. Aug. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

EU-landene har fået gang i handelen med omverdenen igen. Både importen og eksporten et steget væsentligt i forhold til sidste år, og eurolandene kom i juni ud med et overskud på 0,9 milliarder euro mod 0,2 milliarder i maj. I første halvår steg eksporten i de 17 eurolande med 17 procent i forhold til sidste år, mens importen gik i vejret med 18 procent, viser nye tal fra Eurostat.

I hele EU steg både importen og eksporten med 18 procent i årets første seks måneder i forhold til første halvår 2010. De 27 lande har dog samlet et underskud i samhandelen med den øvrige verden. Det var alene i juni på 12,2 milliarder euro mod 12,3 milliarder euro i maj.

Det er også i første række Tyskland, der henter overskuddet i eurozonen hjem. Overskuddet i årets første seks måneder var på 65,9 milliarder euro. Holland følger efter med et overskud på 20,3 milliarder euro, og Irland sikrer gennem en begrænset import et overskud på 16,9 milliarder euro.

Frankrig her i den anden ende et underskud på 38,5 milliarder euro, og kriselandene Italien og Spanien underskud på hhv. 20,3 og 20,1 milliarder euro, mens grækerne stadig importerer langt mere, end de sælger for og har et underskud på 8 milliarder euro, mens portugisernes er på 7,6 milliarder euro.

EU-landene har øget samhandelen med de største handelspartnere betydeligt i årets første seks måneder i forhold til første halvår 2010. Eksporten til Kina er øget med 26 procent og importen med 15 procent. Samlet gav samhandelen med Kina et underskud på 62,0 milliarder euro mod 57,9 milliarder sidste år.

Også eksporten til Rusland steg væsentligt – med hele 39 procent, men underskuddet i samhandelen voksede til 42,9 milliarder euro. Derimod steg overskuddet i samhandelen med USA til 29,1 milliarder euro.

Lavere inflation

Mens samhandelen stiger, er det ikke tilfældet med inflationen. Den faldt til 2,5 procent i juli mod 2,7 procent i juni i eurozonen. I EU faldt inflationen fra 3,1 procent i juni til 2,9 procent i juli.

Priserne stiger langsomst i Irland, hvor inflationen i juli var på 1,0 procent.

Derimod var inflationen i Estland oppe på 5,3 procent i juli, 4,9 procent i Rumænien og 4,6 procent i Litauen.

Det er også lande, der har en vækst, der er højere end gennemsnittet i EU. I både eurozonen og EU steg nationalproduktet med 0,2 procent i andet kvartal af i år mod 0,8 procent i de første tre måneder af i år.

I Estland var stigningen imidlertid på 1,8 procent og var 8,4 procent højere end andet kvartal sidste år. I Litauen var væksten i andet kvartal 2,2 procent højere end i første kvartal og steget med 5,7 procent i forhold til sidste år.

Netop de baltiske lande oplever også en stigning i produktionen i industrien. Fra maj til juni steg den i Letland med 4,1 procent og i Litauen med 3,7 procent. I Estland var produktionen steget med 23,7 procent på et år, i Letland med 15,2 procent og i Litauen med 10,3 procent.

Derimod var den faldet i Grækenland med 13,2 procent.

I 15 EU-lande faldt den industrielle produktion i juni i forhold til maj, viser tal fra Eurostat.



Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.