Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

26.08.08 Kun svag stigning i reallønnen i Vesteuropa

26. Aug. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Af Peder Munch Hansen

Lønmodtagerne i de gamle 15 EU-lande fik ikke meget ud af pæne lønstigninger i 2006 og 2007. Priserne steg samtidig så meget, at der blot var ekstra 0,8 procent at købe for i 2006 og kun sølle 0,2 procent ekstra i indkøbspungene sidste år.

En rapport fra det europæiske observatorium for arbejdsmarkedsforhold, EIRO (se også fagligt.eu den 20. august), viser, at kollektive aftaler i hele EU ellers sikrer lønmodtagerne pæne stigninger i lønningerne. I 2006 steg de med 5,6 procent og sidste år gik de op med 7 procent. Men det er de nye lande, der hiver gennemsnittet op. I de gamle 15 EU-lande steg lønningerne med 2,9 procent i 2006 og 3,1 procent i 2007. Med den øgede inflation blev der dermed ikke mere tilbage til øget forbrug.

Lønmodtagerne i Letland scorer mest i lønkampen. I 2006 steg lønningerne med 23 procent, og sidste år fik letterne hele 32,3 procent mere ind på kontoerne. De to andre baltiske lande kommer på de næste pladser. Derefter følger Rumænien og Bulgarien, der sidste år øgede lønningerne med i gennemsnit 18,1 procent.

Selv om inflationen også var stor, så blev der alligevel pæn fremgang i købekraften i de fem lande. Letterne fik hele 18,3 procent mere at rutte med, litauerne 13 procent og rumænerne 12,2 procent.

Dermed haler de traditionelle lavtlønslande i Europa ind på landene med højere lønninger. EIRO opgør stigningen i reallønnen i Danmark til 0,4 procent sidste år, men i flere andre vesteuropæiske lande måtte lønmodtagerne tage ud af sparebøssen, hvis de ville opretholde forbruget.

I Frankrig faldt reallønnen sidste år med 1,1 procent, i Tyskland med 0,9 procent og i Østrig med 1,3 procent.

Men også de østlande, der tidligere klarede sig økonomisk bedst, oplever nu problemer. I Slovenien faldt reallønnen med 3,5 procent, i Tjekkiet med 1,3 procent og i Ungarn med 1,2 procent.


Mindstelønnen vidt forskellig

De lavtlønnede i EU-landene på en mindsteløn oplevede vidt forskellig udvikling. I ni af landene fulgte stigningerne i 2006 ikke med dem, der blev aftalt gennem de kollektive forhandlinger. Det ramte især de lavestlønnede i Bulgarien, Letland og Litauen.

Men i andre ni lande steg mindstelønnen mere end de aftalte lønninger. Det fik de lavestlønnede i blandt andre Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet glæde af.

Tendensen var den samme i 2007, hvor bulgarerne og litauerne og kolleger i seks andre lande ikke fik samme lønløft som dem, der fik stigningerne gennem de kollektive aftaler. Men i Spanien, Irland og Portugal plus syv andre lande steg minimumslønnen mere end de lønninger, der blev aftalt kollektivt. I Ungarn hentede de på minimumsløn 9,6 procent mere hjem, men stigningerne gennem aftaler nåede kun i gennemsnit op på 4,8 procent.

Men de lavestlønnede ungarer får selv efter lønstigningerne blot 377 HUF ( 11,15 kr.) i timen. Det er dog ikke de laveste lønninger i EU-landene. I Rumænien var mindstelønnen sidste år blot 2,59 RON (5,75 kr.) og i Litauen på 4,19 LTL (9,00 kr.).


Unge bagefter

Ledigheden for de unge er et stort problem i hovedparten af EU-landene. I de fleste lande med en minimumsløn tjener de unge på en mindsteløn mindre end andre. I Belgien skal en ung være over 20 år for at få en fuld mindsteløn. I Holland får en ung på 22 år stadig blot 85 procent af mindstelønnen.

I nogle lande gælder den særlige lave mindsteløn for de unge kun i de første måneder.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.