Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

26.09.07: Danish Crown i britisk konflikt om vikararbejde

26. Sep. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Af Peder Munch Hansen

Den britiske fagbevægelse lægger nu et direkte pres på Labour-regeringen for at få stoppet en britisk modstand mod EU-regler for vikararbejde. Fagbevægelsen tager kontakt til regeringen efter nye sager, hvor den danske koncern Danish Crown er direkte involveret. Danish Crown har de senere år fyret britiske lønmodtagere, der har arbejdet årrækker på fabrikkerne, og erstattet dem med udenlandske vikarer.

I fredags gik det ud over ansatte på en kødfabrik i Norfolk. En nu fyret Danny Wilde siger til dagbladet the Guardian, at han og konen har arbejdet på fabrikken, siden de gik ud af skolen for 20 år siden. Nu er begge uden job.

- Jeg er ikke glad for den måde, tingene udvikler sig på her i landet, siger Danny Wilde til avisen. Firmaerne skaffer billig arbejdskraft fra udlandet. Indvandrere ønsker et bedre liv og held og lykke med det, men det ødelægger den måde, vi lever på. Hvis du er en ufaglært brite som mig, får du ikke noget job, når de ufaglærte udlændinge er billigere.

Allerede i 2003 blev 170 ansatte udskiftet med midlertidigt ansatte. De fleste kom fra vikarbureauer og var indvandrere. De fik mindre i løn end de tidligere ansatte og arbejdsforholdene var også ringere. De fleste fik kun minimumslønnen, dårligere overtidsbetaling, kortere ferier og deres arbejdsmønstre mellem de forskellige skift var også ringere end de tidligere ansattes.

Fyret skulle uddanne nye


Deborah Bode
, der har 15 år bag sig hos Danish Crown, siger til the Guardian, at problemet blandt andet er de supermarkeder, at de presser fabrikkerne så meget, at det går ud over løn- og arbejdsforhold.

- Vikarlønningerne er lavere end vore, og selv, når ansættelserne bliver faste, er det på andre vilkår, siger Deborah Bode.

En fyret, der havde arbejdet 19 år med at pakke bacon, fulgte for kort tid siden sine søstre i køen af ledige. Men hun blev tilbudt et arbejde med at uddanne de vikarer, der erstattede dem.

- Dette berører så mange folks liv, så mange ægtepar, kusiner og børn, der har arbejdet for firmaet. Det er økonomien i området, siger Deborah French.

Fagligt.eu forsøgte tirsdag forgæves at få kontakt til den faglige organisation UNITE trods hjælp fra flere britiske organisationer. I danske NNF siger til gengæld faglig sekretær Jim Jensen, at man godt kender de britiske problemer.

- Men vi får mindre og mindre kontakt med vore britiske kolleger. Det er simpelt hen så vanskeligt at få tillidsfolk under de nye forhold, at de endog kniber for briterne at få folk ind i Danish Crowns europæiske samarbejdsudvalg, siger Jim Jensen.

I det britiske LO, TUC, hedder det, at et af problemerne er, at briterne ikke har tradition for at have samarbejdsudvalg. Da reglerne for europæiske samarbejdsudvalg blev omsat i Storbritannien, blev der sat højest mulige grænser for, hvor mange ansatte, der skulle være på en fabrik. Det samme var tilfældet, da Storbritannien blev tvunget af EU til at indføre almindelige samarbejdsudvalg.

I begge tilfælde tæller løst ansatte og vikararbejdere ikke med, og dermed bliver det svært at få valgt tillidsfolk i udvalgene. Derfor lægger fagbevægelsen nu pres på regeringen for at få regler for vikaransatte, så de også tæller med som ansatte.

Fare for racisme


Området i Norfolk er præget af en betydelig indvandring. I Thetford deltog borgmesteren i protester mod den seneste lukning af en Tulip-fabrik, der var ejet at Danish Crown.

Thetford har omkring 28.000 indbyggere. Ifølge the Guardian har omkring 25.000 portugisere slået sig ned i området tæt ved byen. I de senere år er polakker og litauerne også kommet til, og byen har opslugt omkring 10.000 nye borgere. Men nu frygter man for uroligheder, når de alle skal slås om færre job, og flere gå på socialkontoret.

- Folk vil uundgåeligt begynde at spørge, hvorfor deres skattter skal gå til at støtte ledige udlændinge. Der er alverdens udviklingsplaner, men på kort sigt er det forbandet ødelæggende, siger borgmester Thelma Paines til Guardian.

Da England tabte til Portugal i fodbold i 2004, førte det til angreb på portugisere, der så kampen på en pub ”Red Lion” i Thetfords hovedgade. Pubben er ejet af portugisere.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.