Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

18.04.07 Juridiske angreb på Nordisk model - næste skridt 23. maj

18. Apr. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

EF-domstolen på en meget politisk opgave i Vaxholm-sagen / Analyse af Poul Smidt, Bruxelles.

Hvem skal bestemme, hvad en bygningsarbejder fra Letland skal have i løn på en opgave i Sverige? Eller for den sags skyld i Danmark? Skal EU-traktater og direktiver forhindre fagbevægelsen i at aktionere mod en udenlandsk løntrykkende  arbejdsgiver? Eller er det stadig det enkelte lands lovgivning, kollektive aftalesystem og traditioner, der skal forme løn- og arbejdsvilkår også for udstationerede medarbejdere? Det er de spørgsmål, der rejser sig efter faglige aktioner på en svensk byggeplads, og spørgsmål, der nu skal besvares juridisk og politisk. Den 23. maj får vi et UDKAST til svaret, når generaladvokaten ved EF-domstolen, Paulo Mengozzi, giver de 13 dommere sin anbefaling til sagens afgørelse. Italieneren Mengozzi er en meget erfaren generaladvokat. Han har i otte år været dommer ved EF-domstolens 1. instans, inden han i 2006 blev generaladvokat. Kort biografi her.

 

Vaxholm-sagen kort:

  • Lettisk byggefirma Laval afviser i efteråret 2004 svensk fagbevægelses krav om overenskomst for 65 udstationerede lettiske bygningsarbejdere. Faglige blokader standser derefter ombygningen af skolen i Vaxholm. Firmaet går til Arbejdsretten og kræver straks sagen forelagt EF-domstolen. Påstanden er meget kort sammenfattet, at de faglige aktioner strider mod den frie bevægelighed på det indre marked. Svensk, dansk og europæisk fagbevægelser støttet af mange regeringer afviser, at EU-reglerne begrænser fagbevægelsens aktionsret og beskytter udenlandske løntrykkere på det enkelte lands arbejdsmarked. Den danske regering er klar: EU kan ikke blande sig i fagforeningers konfliktret. EF-domstolens afgørelse ventes i 2007. Det næste skridt er Generaladvokatens forslag til afgørelse d. 23. maj. I EF-domstolen er sagen kendt som Laval-sagen, i Norden som Vaxholm-sagen. Ved EF-domstolen verserer en anden sag med samme elementer. Kendt som Viking-sagen. en omtales kun kort her fordi den er genstand for en selvstændig analyse.

 

I første omgang får EF-domstolen i Luxembourg et stort ord at skulle have sagt. Derfor har den europæiske fagbevægelse i disse måneder mere end almindelig opmærksomhed rettet mod EF-domstolen, der skal tage stilling til den eksplosive sag i løbet af 2007. Generaladvokaten er en del af EF-domstolen, men anbefalingen/indstillingen/forslaget fra Generaladvokaten binder ikke. Der er heller ikke mulighed for parterne at kommentere Generaladvokatens forslag med nye juridiske indlæg til selve domstolen. Især svensk LO holder vejret. De svenske arbejdsgivere og Letlands udenrigsminister mener, at aktionsretten i den konkrete sag blev brugt til det, de kalder social protektionisme, altså ikke en ren faglig kamp, men en kamp for at bevare svenske arbejdspladser for svenske lønmodtagere. Det lettiske firma Laval, der var fagbevægelsens modpart, bragte sagen op på europæisk plan. De europæiske perspektiver førte til et enestående hårdt opgør mellem EU-kommissæren med ansvar for Det Indre Marked og den svenske arbejdsmarkedsminister. Den irske kommissær McCreevys udtalelser på et pressemøde i Stokholm blev udlagt på den måde, at han og Kommissionen betragtede overenskomstmæssige lønninger som en hindring for arbejdskraftens fri bevægelighed.
Minimumslønninger var nok – og den rigtige model til at skabe mobilitet på det europæiske arbejdsmarked. Hans udsagn blev oplevet som en provokation, fordi det var en meget politisk udtalelse i forbindelse med en verserende retssag. Kommissærens udtalelser trak derefter den arbejdsmarkedspolitiske konflikt tværs gennem de politiske grupper i EU-Parlamentet. Og her endte det dog med en med en parlamentsbeslutning med klar støtte til den nordiske model på arbejdsmarkedet. Læs beslutningen her.
Dermed er der også lagt op til et nyt politisk forløb, hvis EF-domstolens afgørelse begrænser de faglige rettigheder, som de er kendt på det nordiske arbejdsmarked. Det er ikke kun i parlamentet, men også blandt medlemslandene, der er splittelse, men dog mest med støtte til den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Da sagen blev procederet ved EF-domstolen den 9. januar 2007, mødte 16 lande op. 11 lande støttede forsvaret for den nordiske arbejdsmarkedsmodel, fem nye medlemslande var på angriberholdet.

Forud for den mundtlige behandling ved domstolen var der ført en omfattende skriftlig procedure. Til brug for den mundtlige forhandling fremlagde EF-domstolen en ”Forhandlingsrapport” med sagens hovedpunkter og de enkelte procesdeltageres standpunkter i meget kort form. Forhandlingsrapporten findes kun på svensk.

 

Sagen er på det formelle plan et juridisk angreb på nogle af de fundamentale rettigheder på det nordiske arbejdsmarked. Uanset udfaldet er det også et fagpolitisk lærestykke.  

 

EFTERSPIL UANSET AFGØRELSEN

Allerede her tilsiger den analytiske tilgang til sagen en meget foreløbig konklusion:

  1. Selv om fagbevægelsen måske får medhold og den nordiske model overlever Vaxholm-dommen i slutningen af 2007, så kommer der nye sager tilrettelagt af juridiske sværvægtere, regeringer, politiske grupperinger og arbejdsgiverne.
  2. Selv om fagbevægelsen måske får medhold, må man gennem uddannelsesarbejdet sikre sig, at der ikke kommer sager, hvor der åbenlyst foretages en forskelsbehandling af udenlandske virksomheder. Forskelsbehandlingstemaet er eksempelvis rejst af Letlands udenrigsminister med spørgsmålet om, hvorfor svenske bygningsarbejdere kan gå helt ned til 109 kroner i timen. mens overenkomstkravet til Laval var væsentligt højere – et tema for et interview i LO’s Ugebrev A4. Læs.
  3. Selv om fagbevægelsen måske får medhold, må man til sin tid gennem den tilbageskuende læsning af Vaxholm-dommen og tilbagegravning i fakta finde de områder, hvor de faglige organisationer i de berørte lande samarbejder og ikke konkurrerer.

  

Men inden vi går længere ind i det juridiske opgør skal vi først have det konfliktprægede forspil på plads:

  • I april 2004 udstationerede det lettiske firma Laval omkring 65 lettiske byggearbejdere til et skolebyggeri i Vaxholm i nærheden af Stokholm. Firmaet havde ikke lønaftaler med hverken lettiske eller svenske fagforeninger. Der er ikke helt præcise oplysninger om, hvad de fik i timeløn, men det var væsentligt under de laveste svenske overenskomstlønninger på området.
  • I juni tager en konsulent fra den lokale afdeling af det svenske bygningsarbejderforbund kontakt til firmaet Laval og dets svenske firma Baltic, der betegnes som ”nærtstående”. Der føres samtaler om en overenskomst for de lettiske bygningsarbejdere i Vaxholm. Ingen af de lettiske arbejdere er medlem af en svensk fagforening. Og firmaet har ingen overenskomster hverken i Sverige eller Letland.
  • Den 15. september blev der forhandlet overenskomst mellem Laval og svenske Byggnad. Det er en af påstandene i sagen, at lønmodtagersiden krævede 145 svenske kroner i timeløn, mens gennemsnitslønnen i området var lavere. (Dette  spørgsmål vil senere blive undersøgt nøjere for at få en højere præcisionsgrad. Red.)
  • 5. oktober varsler Byggnad blokade.
  • I september eller oktober underskriver Laval en lønaftale med Letlands bygningsarbejderforbund. ( Usikkerheden om datoen efterses.Red.)
  • 2. november indledes den varslede blokade mod alt bygge- og anlægsarbejde på skole i Vaxholm. Der er arbejdsnedlæggelser og strejker ved Lavals arbejdspladser.
  • 3. december 2003 udvides blokaden til at omfatte alt arbejde som firmaet Mark & Service udfører på Lavals arbejdsplads i Vaxholm. Samme dag indledes Elektrikerforbundets varslede sympatiblokade mod udførelsen af elektriske installationer på skolebyggeriet i Vaxholm.
  • 7. december  retter Laval henvendelse til Arbetsdomstolen med krav om, at blokaderne hæves som ulovlige. Samtidig kræver Laval skadeserstatning af de to forbund. Allerede her kræver Laval, at sagen forelægges EF-domstolen, og at det sker som hastesag.  Det hævdes, at især EU-reglerne om fri bevægelighed er overtrådt.
  • 22. december 2004: Arbetsdomstolen afviser at afsige en foreløbig kendelse, der skulle hæve de iværksatte foranstaltninger. Den siger, at intet i det foreløbige materiale peger på, at fagbevægelsens foranstaltninger skulle være ulovlige.
  • 11. marts 2005 gennemfører Arbetsdomstolens den egentlige domsforhandling i sagen på samme måde, som en sag ville være behandlet ved Arbejdsretten i Danmark.
  • 29. april 2005 beslutter Arbetsdomstolen, at den ikke kan træffe en afgørelse uden at have forelagt hovedspørgsmålene for EF-domstolen. I EU-juraen taler man om en præjudiciel afgørelse, en afgørelse fra EF-domstolen, som sikrer at EU-juraen fortolkes ens i alle lande og ved alle domstole.
  • 15. september 2005 sender Arbetsdomstolen  sine to spørgsmål til EF-domstolen.
  • 4. oktober 2005: I Stockholm fremsætter EU-kommissær Charlie McCreevy de udtalelser, som  LO og den svenske S-regering opfatter som provokerende.
  • 12. oktober 2005: Et flertal i EU-Parlamentet beslutter, at både kommmissionsformand Jose Barroso og kommissær Charlie McCreevy i løbet af få dage skal  forklare McCreevys udtalelser i Stokholm. Det gør de få dage senere, hvor parlamentsgrupperingerne deler sig efter anskuelser.
  • I december 2005 beslutter Svenskt Näringsliv sig for at garantere sagsomkostningerne for det lettiske firma Laval.
  • 26. oktober 2006 – EU-Parlamentet vedtager beslutning om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere. Det er en slags forklarende tekst om udstationeringsdirektivet, og den kan alene kan læses som en støtte til den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
  • 9. januar 2007 er der efter lang tids skriftveksling mundtlig forhandling ved EF-domstolen i Luxembourg. Den politiske interesse vises ved, at over halvdelen af medlemslandene er mødt op.
  • 10. januar 2007 domsforhandles en ligende sag, Viking-sagen ved domstolen i Luxembourg. Denne sag vil senere blive gennemgået på fagligt.eu. Foreløbig er der kun et link til retsmøderapporten på engelsk (Word-fil).

   

Sagen er på det formelle plan et juridisk angreb på nogle af de fundamentale rettigheder på det nordiske arbejdsmarked.

Det er selskabet Laval fra Estland, der står som angriberne. De har støtte fra Letlands regering. De ser sagen som det rige lands og de ansattes forsøg på at beskytte egne arbejdspladser.

Så enkelt er det imidlertid ikke.

Svensk Näringsliv, der svarer til Dansk Arbejdsgiverforening, besluttede som nævnt at garantere for det lettiske firmas udgifter til en retssag. Se kilden. Svensk Näringsliv har en omfattende forklaring på sit engagement i sagen. Læs her.

 

USIKKERHED OM RÆKKEVIDDEN

Er det her en sag om de historiske spilleregler på arbejdsmarkedet stillet over for den nye tids europæiske mobilitet og fri bevægelighed? Eller er det en sag, som indeholder en særlig svensk variant med en form for forskelsbehandling af udenlandske virksomheder eller udenlandske arbejdere? Eller begge dele? Sagens afgørelse kan have større eller mindre rækkevidde.

Det er med andre ord en meget politisk afgørelse, der nu er lagt i hænderne på de 13 dommere:
Vassilio Skouris, Grækenland, østrigeren Peter Jann, finnen Allan Rosas, belgieren Koen Lenaerts, franskmanden Romain Schintgen, Pranas Kuris, Litauen, spanske   Rosario Silva de Lapuerta er den eneste kvindelige dommer i sagen, Konrad Schiemann er tysk,  JerzyMakarczyk, Polen, Uno Lõhmus, Estland, Egils Levits, Letland,  Aindrias Ó Caoimh, Irland, og danske Lars Bay Larsen. Korte biografier samlet her.

Sammensætningen sker efter anciennitet. Først EF-domstolens retsformand, derefter retsformændene i de enkelte afdelinger og endelig suppleres op med dommerne efter deres anciennitet ved domstolen. Kendere af domstolen siger, at det ikke er muligt at foretage ”nationalt betingede/inspirerede sammensætninger” i den enkelte sag. I vigtige og principielle sager som denne sammensættes et ”Grand Chamber” . I den aktuelle sag kunne det måske have været en fordel at have haft en svensk dommer, og en enkelt mindre fra de tre baltiske lande. Men skulle den endelige dom følge de nationale opfattelser af konfliktretten og retstraditioner, ser det foreløbig meget godt ud. Landepositionerne er nævnt nedenfor.

Spørgsmålet er, om retten til faglige kampskridt – sådan som de er brugt i denne sag - skal underordnes nogle allerede vedtagne EU-regler.

Disse EU-regler har alle lande sådan set sagt ja til. Men ingen i hverken Sverige eller Danmark har nogensinde forestillet sig, at reglerne kunne bruges til at nedrive fundamentet for den nordiske arbejdsmarkedspolitik.

Det kan de måske heller ikke, men forsøget er i gang.

Ved domsforhandlingen i Luxembourg fremstod forløbet, som om de gamle EU-lande var oppe mod de nye lande.

En række af de nye medlemslande anført af Letland stod fast på, at firmaer har ret til at arbejde i et andet EU-land uden at følge landets overenskomster.

Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Østrig, Finland, Sverige og Danmark sagde på hver sin måde, at de svenske fagforeningers konfliktret ikke strider mod fællesskabsretten.

 

KONKLUSIONEN I DEN DANSKE REGERINGS INDLÆG

"Det er regeringens opfattelse, at Fællesskabets hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforeningers ret til at konflikte for at opnå overenskomst med en arbejdsgiver". En større gennemgang af DK-holdningen findes nedenfor.

Også EFTA-landene Norge og Island, samt EFTA’s tilsynsmyndighed har afgivet skriftlige indlæg, som støtter dette synspunkt.

Det lettiske firma Lavals synspunkt støttes af indlæg fra Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen og Polen.

Kommissionen mener nu , at der ikke er nogen iboende konflikt mellem på den ene side en arbejdsmarkedsmodel, som bygger på kollektive overenskomster.

Og på den anden tjenesteydelsernes fri bevægelighed.  Dog gør Kommissionen også gældende, at hvis en sådan arbejdsmarkedsmodel indfører andre vilkår for udenlandske udbydere af tjenesteydelser end dem, som er omhandlet i udstationeringsdirektivet, så udgør denne arbejdsmarkedsmodel en hindring for tjenesteydelsernes frie bevægelighed.  Dette gælder særligt, hvis udbyderen af tjenesteydelsen allerede er underkastet regler om disse andre vilkår qua sin hjemlands lovgivning.

 

EF-DOMMERNE SKAL BESVARE TO SPØRGSMÅL FRA SVERIGE

Sagen ved EF-domstolen er IKKE rejst som en sag mod Sverige. Det er den svenske Arbejdsdomstol, der henvender sig. Den vil have besvaret to spørgsmål om EU-juraen for at være på sikker grund, når den skal afgøre den sag, som den lettiske arbejdsgiver indbragte for Arbejdsdomstolen i 2004.

Når et lands domstol forelægger en sag til såkaldt præjudiciel afgørelse, sker det på baggrund af en konkret sag. Omstændighederne i den konkrete sag kan være så usædvanlige, at man gennem spørgsmålenes besvarelse ikke når frem til noget, der entydigt kan bruges på andre sager

Hvis man f.eks. spørger, om konfliktreglerne på det svenske arbejdsmarked strider mod EU-reglerne, vil svaret være nej. Hvis man derimod spørger, om konfliktreglerne på det svenske arbejdsmarked kan bruges på en sådan måde, at det strider mod EU-reglerne, er svaret måske det modsatte.

Hvis fagforeningen har taget kampskridt for at opnå en væsentlig højere lån hos en udenlandsk arbejdsgiver end den, der ellers betales på området, begynder EU-reglerne om forskelsbehandling at træde i karakter. Hvis fagforeningen tager kampskridt for at sikre den minimumsløn, der elles betales på området, kan der selvfølgelig ikke være tale om forskelsbehandling.

Hertil kommer en usædvanlig detalje. I den overenskomst, som de svenske byggearbejderes forbund krævede, var der indeholdt en afgift på 1,5 procent af lønsummen for alle bygningsarbejdere. Denne særlige afgift blev i februar 2007 betegnet som en krænkelse af menneskerettigheder. Om denne sags betydning eller ikke-betydning for Vaxholm-sagen handler en artikel i Ugebrevet A4, som kan læses her.

I Vaxholm-sagen er der nogenlunde enighed om, at EF-domstolen er spurgt på en sådan måde, at svaret kan få afgørende betydning for konfliktretten.

Spørgsmålene er i deres helhed gengivet i Den Europæiske Unions Tidende og kan læses på dansk her.

 

I en lidt kortere form kan man gengive spørgsmålene sådan:

  1. Er det i strid med fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed for tjenesteydelser og forskelsbehandling, at faglige organisationer gennem blokader forsøger at få en besøgende byggevirksomhed til at indgå kollektive overenskomstaftaler i værtslandet, såfremt værtslandet har gennemført udstationeringsdirektivet i en lov, der ikke har klare bestemmelser om arbejds- og ansættelsesvilkår i kollektivet overenskomster?
  2. I den svenske medbestemmelseslov findes et forbud mod faglige arbejdskonflikter, der har til formål at få ophævet en kollektiv overenskomst indgået mellem andre parter. I praksis er forbuddet udformet, så det ikke gælder ved arbejdskonflikter mod udenlandske virksomheder, som tilfældigt er aktive i Sverige og som medbringer ejen arbejdskraft. EU-reglerne om fri bevægelighed, forbud mod forskelsbehandling og udstationeringsdirektivet til hinder for anvendelse af en sådan regel.

Som det fremgår, er spørgsmål 2 en særlig svensk variant. Den danske regering har derfor ikke sagt noget om dette spørgsmål, da man præsenterede sin jurdisieke støtte til konfliktretten i EF-domstolen den 9. januar.

Det er svaret på spørgsmål 1, der kan give problemer. Og så er spørgsmålet alligevel ikke helt generelt, men indeholder den særlige knude om, hvad der nu står eller ikke står i den lov, der gennemfører udstationeringsdirektivet.

 

ET FORSØG PÅ AT FINDE KERNEN I SAGEN

Som det allerede er fremgået, er det ikke helt nemt at analysere sig ind til sagens kerne, fordi:

  • Der er masser af vanskelig svensk lovgivning og EU-jura.
  • Det er specielt vanskeligt at se, om den svenske medbestemmelseslovgivning forskelsbehandler udenlandske virksomheder. Slagsmålet om denne lovgivning berører hverken direkte eller indirekte konfliktretten, som vi kender den i Danmark.
  • Der er masser af forskellige politiske dagsordener i sagen. Klassiske opgør mellem arbejdsgivere-lønmodtagere. Oprør mod EU-systemets (mulige) indflydelse på den nordiske model. Højre-venstre opgøret om hvor liberalistisk det indre marked kan eller skal være.
  • Der er også fagligt konfliktstof på det internationale niveau. Arbejdsgiverne indgik en overenskomst med Letlands bygningsarbejderforbund, da man blev stillet over for Svenska Byggnadsarbetareförbundets krav om overenskomst.
  • Der er masser af mudderkastning og agitatoriske overdrivelser.

Skulle man med en analytisk tilgang alligevel forsøge at indkredse rammerne for en afgørelse på få linjer, så er mit bud:

  • EU-reglerne giver fagbevægelsen i de nordiske lande alle muligheder for at aktionere og bekæmpe udenlandske arbejdsgiveres sociale dumping.
  • EU-reglerne giver de udenlandske arbejdsgivere nogle juridiske redskaber i EU-reglerne til at modsætte sig social protektionisme. Om det er mere end symbolsk hjælp, vil domstolens afgørelse måske vise.  

De nordiske LO-forbund og europæisk LO, EFS, har derfor god grund til at tage  sagen meget alvorligt. Og det gør de på samme måde som mange landes regeringer.

Formanden for Landsorganisationen i Danmark, Hans Jensen har udtrykt tilfredshed med regeringens linje. Han nægter at tro på, at EF-domstolen i den konkrete sag skulle nå frem til, at svensk fagbevægelse ikke kan konflikte for at tegne overenskomst med et lettisk firma.

Men foreløbig er sagen hverken tabt eller vundet.

 

DE SVENSKE SPØRGSMÅL OG EU-PARAGRAFFERNE

På retslisten for den 9. januar 2007 kunne man læse EF-domstolens korte sammenfatning af sagen med henvisning til de EU-regler, der er på tale:

"Præjudiciel - Arbetsdomstolen - fortolkning af artikel 12 EF og 49 EF samt af artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 7, artikel 3, stk. 8, artikel 3, stk. 10, og artikel 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser - kollektive aktioner over for et byggefirma, som har udstationeret arbejdstagere i en anden medlemsstat end firmaets hjemstat, og som ikke har underskrevet en kollektiv overenskomst i den stat, hvortil der er sket udstationering."

De nævnte paragraffer er imidlertid ikke hele grundlaget.  Eksempelvis har den danske regering inddraget alle de bestemmelser, der tydeligt peger på, at EU ikke skal beskæftige sig med konflikter på arbejdsmarkedet. Men først de paragraffer, som det lettiske selskab Laval påberåbte sig, da man bad Arbejdsdomstolen forelægge sagen i Luxembourg.

  • Artikel 12 er det klare forbud mod at forskelsbehandle på grund af nationalitet.
  • Artikel 49 har et forbud mod restriktioner, der hindrer den fri udveksling af tjenesteydelser.
  • Artikel 3 í udstationeringsdirektivet drejer sig om, at medlemsstaterne skal sikre de udstationerede lønmodtageres vilkår på en række områder, herunder en mindsteløn – og i artikel 4 pålægges medlemsstaterne at oprette kontaktpunkter, så gæstevirksomheden ved, hvad den skal rette sig efter. Det er nok tilrådeligt at læse hele udstationeringsdirektivet her.

 

DANMARKS HOLDNING

Den danske regering fremhæver, at kollektive kampskridt ikke er et EU-anliggende. Og den bygger sin opfattelse på bl.a. disse regler:

  • Artikel 137 nævner samarbejdsområderne på det arbejdsmarkedspolitiske område og siger udtrykkeligt i stykke 5, at bestemmelserne i denne artikel ”gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.
  • Artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2679 af 7. december 1998 om det indre markeds funktion med hensyn til fri bevægelighed for varer fremhæver, at forordningen under ingen omstændigheder må ”fortolkes, så den griber ind i udøvelsen af grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i medlemsstaterne, herunder retten eller friheden til at strejke…”
  • Betragtning 22 i udstationeringsdirektivet siger på samme måde, at direktivet ikke berører og heller ikke kan berøre… retten til kollektivet kampskridt.
  • Respekten for anvendelsen af kollektive kampskridt er udtrykkeligt anerkendt i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.

Hverken Sverige eller Danmark har en lov om minimumslønninger. Den minimumsløn, der skal sikres en lønmodtager efter Udstationeringsdirektivet, findes derfor ikke på papir. Men det er ifølge den danske regering fuldt på line med direktivet, at lønnen er den, der fastsættes ved overenskomst, eventuelt efter anvendelse af kampskridt. Både Sverige og Danmark har efter deres vedtagelse af Udstationeringsdirektivet som henholdsvis svensk og dansk lov sendt disse vedtagne love til Kommissionen uden at have fået bemærkninger i den anledning.

 

EU-KOMMISSÆRENS MUDDERKASTNING

Den 4. oktober 2005 udtalte EU-kommissær Charlie McCreevy sig så firkantet under et ophold i Stockholm, at Vaxholm-sagen blev eksplosiv, mens man ikke tidligere havde set nogen reelle problemer i den sag, der foreløbig kun verserede ved den svenske Arbetsdomstol.

På et pressemøde blev han spurgt, om han ville gå imod den faglige organisation Byggnads, når sagen nåede til EF-domstolen. Svaret var ja. Han mente faktisk, at den svenske regerings håndtering af konflikten stred mod unionens regler.

Ifølge Dagens Nyheter for den 5. oktober 2005 sagde McCreevy: ” Det handler om den frie bevægelighed, og der er tillige spørgsmål om overholdelse af udstationeringsdirektivet”

Der er flere forklaringer på, at denne udtalelse i sig selv skabte politisk røre.

For det første var den svenske Arbetsdomstolets skrivelse til EF-domstolen ikke sendt af sted.  Dermed fremstod det som en benhård politisk kritik på et tidspunkt, hvor det måtte være tvivlsomt om Kommissionens juridiske tjeneste havde vurderet spørgsmålet. Altså en meget politisk udtalelse fra et medlem af EU-kommissionen i noget, der var og er en juridisk konflikt.

For det andet fordi han på svensk jord udtalte sig så uforbeholdent om en sag, som den svenske regering tillagde meget stor betydning. Han sparkede værtsnationen lige midt i hjertet – og igen på et ret tidligt tidspunkt i forløbet. Ja han rettede direkte kritik af den svenske regerings behandling af sagen.

Det er endnu uklart, om McCreevy havde Kommissionens juridiske tjeneste at støtte sig til. Selv om Arbejdsrettens brev ikke var sendt til Bryssel, så lå der i hvert fald en uformel klage fra Letlands regering.

Charlie McCreevy er som nævnt ansvarlig for det indre marked. Hans hjemmesider på dansk findes her.

 

SVERIGES BORGERLIG REGERING STØTTER SVENSK FAGBEVÆGELSE

EU-kommissær Charlie McCreevy lagde sig i sin tid ud med den daværende socialdemokratiske regering. Men den nye borgerlige regering i Sverige mener det samme som forgængeren. EU skal ikke blande sig i konfliktretten. Det standpunkt blev hævdet under den mundtlige domsforhandling den 9. januar 2007. Det skete til stor skuffelse for Svensk Näringslov, der havde anderledes forventninger til den nye regering.

- Jeg havde forventet at en liberal regering ville værne om den frie bevægelighed for tjenesteydelser i stedet for at gøre fælles sag med en protektionistiske faglige standpunkter, sagde Jan-Peter Duker fra SN. Og han kaldte det sørgeligt, at regeringen tænkte mere på gode forbindelser til fagbevægelsen end på åbenhed, frihandel og vækst.

 

MENS VI VENTER PÅ GENERALADVOKATEN

EF-domstolen behandlede som nævnt sagen den 9. januar 2007. Nu venter vi på generaladvokatens indstilling den 23. maj. Når det tager længere tid end målsætningen om seks uger mellem domsforhandling og Generaladvokatens indstilling, skyldes det ikke alene sagens kompleksitet og rækkevidde.

Man venter også på Generaladvokatens forslag til afgørelse i Viking-sagen, der blev behandlet 10. januar 2007. Den har nogle af de samme elementer som Vaxholm-sagen. Det drejer sig om rederiet Viking Line, som har indklaget finske fagforeninger for at indlede en konflikt, der skulle hindre selskabet i at udflage til Estland, hvor løn- og arbejdsforhold er ringere end i Finland. Denne sag behandles af de samme dommere, og dommen forventes afsagt samtidig med den svenske sag.

Men i Laval-sagen og Viking-sagen er der udpeget to forskellige Generaladvokater. Selv om sagerne ikke er ens, og selv om de to Generaladvokaterne ikke behøver at mene det samme, så er det ikke pynteligt, hvis synspunkterne stritter i alt for mange retninger.

 

Generaladvokaten ved EF-domstolen har til opgave at gennemgå sagens faktisk og juridiske omstændigheder. Derefter skriver han/hun en indstilling til dommerne. Man kan gå så langt som til at sige, at Generaladvokaten skriver et udkast til dommen, men rettens medlemmer er ikke forpligtet til at følge dette udkast. Medierne hævder sommetider, at generaladvokaternes indstilling følges i 9 ud af 10 tilfælde og tager derfor forskud på den egentlige afgørelse, når Generaladvokatens indstilling foreligger. Der er imidlertid så mange fortilfælde for, at Generaladvokaten ramte ved siden af, at man ikke skal slutte noget på denne mellemstation. I den hidtil mest omfattende svenske sag ved EF-domstolen tog Generaladvokaten faktisk så grundigt fejl, at svenskerne endnu skåler derpå. Det var da Generaladvokaten mente, at det svenske spritmonopol Systembolaget stred mod traktaterne, mens dommerne senere sagde det modsatte.


 

LINKS TIL ARTIKLER M.M.

Hvis du selv vil søge på yderligere oplysninger om Vaxholm-sagen er der flere søgeord. Vaxholm er det bedste. Vaxholm-sagen et andet, men Laval kan ikke undværes. Det giver ofte noget andet.

Ugebrevet A4, der udgives af LO, har haft en del artikler. Nogle af dem er linket ovenfor, men der er flere. Klik.

Fagbladet, der udgives af 3F, havde en reportage efter domsforhandlingen i januar 2007. Den findes her. Og lige ved siden af artiklen er der en lang række links til politiske erklæringer, artikler m.m.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.