Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

25.01.07 Frisører kæmper om stolen

25. Jan. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Det tyske EU-formandskab vil kikke nærmere på fup-selvstændige, og forholdene i frisørfaget kommer under luppen. I Sverige betaler frisører for en stol og kæmper side om side mod hinanden

Af Peder Munch Hansen

Moderne frisørsaloner er polerede som butikker for kosmetik. Men bag de skinnende facader kæmper frisørerne i stadigt stigende omfang en beskidt kamp mod hinanden, hvor hver frisørstol er en egen arbejdsplads med egen arbejdsgiver og ingen ansatte. I Sverige er næsten alle almindelige lønmodtagere forsvundet fra salonerne.

- I butikkerne kæmper frisørerne mod hinanden om kunderne, og de betaler for stolen til firmaet, der ejer lokalet, siger Sven Lindberg fra det svenske Handelsanställdas Förbund.

De selvstændige har erobret det europæiske arbejdsmarked. En rapport fra EU-kommissionen siger, at der i dag er 31 millioner borgere i EU, der arbejder som selvstændige. Færre og færre har et egentligt ansættelsesbrev, men arbejder i stedet på tidsbestemte kontrakter, som vikarer, freelancere eller som selvstændige under nogle gange uigennemskuelige forhold.

Den tyske arbejds- og beskæftigelsesminister, Franz Müntefering sagde under en debat i Europa-Parlamentet tirsdag, at han finder tiden moden til at se på de selvstændiges forhold. Det skal ske, når EU behandler rapporten, som beskæftiger sig med det kommende europæiske arbejdsmarked. Rapporten diskuterer blandt andet balancen mellem sikkerhed på arbejdsmarkedet og større fleksibilitet, og Müntefering fandt, at de selvstændige ofte manglede en sikkerhed og nogle gange end ikke var rigtige selvstændige.

- Udlån af stole i en frisørsalon er et eksempel på den manglende sikkerhed. Frisørerne arbejder som selvstændige, men det giver problemer, sagde Franz Müntefering.

Han påpegede, at der var andre brancher, hvor der også var problemer med selvstændige, som måske ikke var rigtigt selvstændige.

- Vi kan ikke bare lukke øjnene for det. Der er problemer, sagde Franz Müntefering.

Sven Lindberg finder, at de nye mere eller mindre tvivlsomt selvstændige ødelægger ikke kun faget, men også risikerer arbejdsmiljøskader. For faget er det ødelæggende, at de unge køber sig til en stol uden at have en egentlig uddannelse. Og dermed lærer de heller ikke noget om arbejdsmiljøet og de ofte farlige stoffer, de arbejder med i faget.

Sammen med arbejdsgiverne forsøger Handelsanställdas Förbund at indføre en form for erhvervsbrev, hvor der står, hvad den enkelte

- Vi prøver nu sammen med arbejdsgiverne at løse nogle af de problemer f.eks. med et erhvervsbrev, hvor der står, hvad frisøren er uddannet i, siger Sven Lindberg.

I Danmark er der endnu ikke de store problemer, mener formanden for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Poul Monggaard. Forbundet forsøger at løse dem sammen med arbejdsgiverne og har spørgsmålet med ved overenskomstforhandlinger. Men forbundet oplever hyppigere, at hele frisørsalonen opdeles i anparter, så den enkelte frisør ikke lejer stolen, men ejer en del af butikken.

- Det er noget af det, vi nu ser nærmere på, siger Poul Monggaard.

 

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.