Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Formanden for ECB: Europas sociale model er væk

24. Feb. 2012 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

24.02.2012 Den italienske formand for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, ser ikke en opgave i at redde Europas sociale model under krisen og slække på reformer. Den sociale model er allerede væk, siger han i et interview med Wall Street Journal.

- Den europæiske sociale model er allerede forsvundet, når vi ser på ungdomsarbejdsløsheden i nogle lande. Disse reformer er nødvendige for at få en stigning i beskæftigelsen og særlig i beskæftigelsen for unge, siger Mario Draghi.

Han finder, at den tid er forbi, hvor lande bare betalte folk livet igennem for ikke at lave noget.

- Du ved, der var en tid, da (økonomen) Rudi Dornbusch plejede at sige, at europæerne er så rige, at de kan betale alle for ikke at arbejde. Det er slut.

Mario Draghi vil ikke byde på, om krisen er slut, men han peger på positive forhold, som at finansmarkederne retter sig op. Det får ham dog ikke til at slække på kravene til en krisepolitik, der tvinger omkostninger ned i landene, også selv om nedskæringerne har sociale følger.

- Det er lige nu det generelle spørgsmål om Europa. Er der et alternativ til den finanspolitiske konsolidering?

Det er der ikke, efter Mario Draghis opfattelse. Landenes gæld i forhold til BNP var betydelig, og derfor var der ikke noget alternativ, selv om det ikke kan benægtes, at det er en politik, der sætter økonomien generelt tilbage på kort sigt.

Politikken vil imidlertid skabe tillid, og den vil genaktivere væksten på længere sigt. Reformerne af strukturer kan derefter bidrage til at få en bæredygtig vækst. Reformerne er nødvendige i første omgang i fremstillingsindustrien og inden for servicesektoren.

Reformerne vil være forskellige i de forskellige lande, fordi problemerne ikke er de samme.

- I nogle af landene er det nødvendigt at gøre arbejdsmarkederne mere fleksible og mere fair, end de er i dag. I de lande er der et delt arbejdsmarked: Udbredt fleksibilitet for den yngre del af befolkningen med arbejdskontrakter på tre måneder, seks måneder, som måske bliver fornyet i årevis. På det samme arbejdsmarked er der en høj grad af ufleksibilitet for en beskyttet del af befolkningen med lønninger, der følger ancienniteten snarere end produktiviteten, siger Mario Draghi, der finder det uretfærdigt, at især de unge bliver mødt med kravene til fleksibilitet. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.