Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

10.10.07 Flere veje til fleksibelt og sikkert arbejdsmarked

10. Oct. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:
Af Peder Munch Hansen
Vi sætter os ikke ind i en bil, der ikke har bremser. Kører vi stærkt, er det trygt, at bremserne er ekstra gode med særlige forstærkere. Og er der mange andre trafikanter og masser af veje, så giver trafikreglerne mening. Så er det dem, der gør, at alt ikke ender i ulykker og kaos.

Sådan er det også med arbejdsmarkedet, mener professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet. Skal vi op i tempo og have et gnidningsløst arbejdsmarked, så må der både være regler og bremser. Derfor skal de tænkes ind i det ny begreb flexicurity, som for tiden dominerer debatten om arbejdsmarkedet i hele Europa.

EU-kommissionen er kommet med sit udspil. I Europa-Parlamentet er Socialdemokraternes Ole Christensen ordfører for en betænkning, der ventes at komme til afstemning i november. Tirsdag diskuterede EU-landenes økonomi- og finansministre også flexicurity, inden stats- og regeringslederne på topmødet i Lissabon den 18. og 19. også taget fat på emnet.

Og for nylig kom Henning Jørgensen sammen med professor Per Kongshøj Madsen med en bog på over 600 sider, hvor de har samlet en række videnskabelige artikler om flexicurity. Men hvorfor er der den interesse om det vanskelige begreb lige nu?.

Det er der flere grunde til, siger Henning Jørgensen. Men først og fremmest er der behov for at søge nye veje for arbejdsmarkedet. Den neoliberale kurs, der dominerede 20 års reformer, er kuldsejlet. Strategien med bare at åbne markeder og gøre alt frit, viste sig ikke at være anvendelig.

- Det lykkedes ikke at vende udviklingen. End ikke siden 2001 er det for alvor lykkedes at skabe job, så ledigheden forsvandt. Der er stadig omkring 16 millioner ledige i EU-landene, fattigdommen er udbredt, og produktiviteten er ikke øget for alvor. EU er fastholdt i en fælde. Den neoliberale politik duede ikke. Derfor ser flere og flere, at der er behov for andre løsningsmodeller, og her er øjnene nu rettet mod flexicurity, der skal skabe det fleksible arbejdsmarked med sikkerhed for de ansatte.


 

Danmark model for EU

Henning Jørgensen påpeger, at EU i år 2000 satte sig nye mål med den såkaldte Lissabon-proces. Målet var, at EU år 2010 var den førende region i verden med en moderne, bæredygtig økonomi, ny teknologi, høj beskæftigelse og social samhørighed. EU-landenes stats- og regeringsledere vedtog en række delmål for beskæftigelse, øget forskning og udvikling, lavere fattigdom, flere børneinstitutioner, ny teknologi i skolerne. En lang række delmål er udviklet i starten af det ny årtusinde.

Arbejdet med målene viste, at nordiske lande allerede havde nået en række af dem, mens de sydeuropæiske lande var langt bagud. Den nordiske sociale model, der ikke fulgte en neoliberal politik, så ud til at nå resultater, som andre lande ikke havde opnået.

- Den anden vej – den nordiske – var lykkedes. De nordiske lande har nået de fleste af målene i Lissabon-processen. Derfor er de lande kommet i fokus. Danmark synes interessant, fordi vi har det liberale element med et frit marked og arbejdsgivernes historiske ret til at lede og fordele arbejdet og ansætte folk efter deres eget skøn, men samtidig har vi det sociale med, siger Henning Jørgensen.

Og Danmark er blevet et forbillede for en række landes ledere. Det danske arbejdsmarked er det mest bevægelige i EU. Folk skifter hyppigt job og de kommer ind og ud på arbejdsmarked i et højt tempo. Der er få langtidsledige.

- Man har altså i Danmark en høj social sikkerhed, stor tryghed hos lønmodtagerne og en høj mobilitet. Tidligere var det Sverige, der var i spidsen, men det har ændret sig siden 90’erne og den økonomiske krise, siger Henning Jørgensen.

Den danske model har dermed forenet arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og hyre og fyre ansatte med en høj grad af mobilitet, hvor ansatte også selv søger nye veje. Det er forenet med et socialt system, hvor det offentlige og a-kasser støtter, når folk er ude af arbejdsmarkedet for en kortere eller længere periode. Der er en ofte kaldet gylden trekant mellem de tre dele.

- Og de hænger sammen. Man kan ikke fjerne eller nedprioritere den ene. Så er der ikke en balance, og systemet bryder sammen, siger Henning Jørgensen.


Også jobsikkerhed i Danmark

I det digre værk om flexicurity når den franske forsker Jean-Claude Barbier dog frem til, at det danske system på arbejdsmarkedet slet ikke er så fleksibelt, som alle ellers påstår. Han analyserer jobsikkerheden i Danmark, Holland og Frankrig og når ganske vist frem til, at det danske system generelt er det mest fleksible. Men når det gælder kollektive afskedigelser, så har Frankrig, der gang på gang fremhæves som stift og tungt, det mest fleksible arbejdsmarked, og Danmark det mindst fleksible.

- Er det ikke i modstrid med, hvad vi netop ellers altid siger?

- Nej, det viser netop styrken i den danske model. Det viser, at man kan køre stærkt. Man kan have et generelt fleksibelt arbejdsmarked med stor bevægelighed. Men man har samtidig stærke bremser, og der er regler. De regler er skabt kollektivt.

Netop balancen bliver opnået i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Her bliver det sat bremser i bilen, så der er grænser for, hvor hurtigt arbejdsmarkedet kan bevæge sig, og de ansatte er med til at bestemme farten.

Men netop forhandlingerne mellem parterne fremmer fælles og syn på flexicurity. I bogen fremhæver den koreanske forsker Heejung Chung, der blandt andet har været ansat på universiteter i Holland og Skotland, at blandt andet fleksible arbejdstider, men også andre fleksible ansættelsesforhold ikke blot er i arbejdsgivernes interesse. De er ofte også i lønmodtagernes.

Forældre kan især have behov for fleksibilitet, så de kan få arbejds- og familielivet til at fungere.


Nødvendig social dialog

Heejung Chung og også tyske forskere finder, at der på flere område er fordele ved fleksibiliteten og sikkerheden både for arbejdsgiverne og de ansatte. Men for eksempel skifteholdsarbejde opfattes som et gode for arbejdsgiverne, mens forældreorlov opfattes som en fordel for de ansatte.

Der er samtidig stor forskel på, hvordan de enkelte arbejdsmåder er organiseret i de enkelte lande. I de nordiske lande og også Holland og Belgien er de i højere grad indrettet, så de er til fordel for de ansatte. I landene omkring Middelhavet er det især arbejdsgiverne, der har glæde af dem.

I østlandene tjener fleksicurity også især arbejdsgiverne, men Ungarn skiller sig ud, ligesom Italien gør blandt Middelhavslandene.

- Faglige organisationer i en række lande er imod flexicurity og hidser sig nærmest op, når de hører ordet Danmark. Er det ikke klart, hvis de er ramt af det nye modebegreb?

- Det er klart, at der har været meget fokus på folks egnethed på arbejdsmarkedet og deres tilpasningsevne. Hvis der ikke er opbygget noget, der gør folk i stand til at klare nye job, så bliver der modstand mod et mere fleksibelt arbejdsmarked.

- I Spanien, Portugal, Grækenland, der er der stor modstand. Man har ikke de instrumenter, der skal til at få det positive frem. Der har man ikke de kollektive aftaler, der kan skabe reglerne.

- Men i Italien, der har man en udbygget trepartsdialog, hvor staten er med. Er det derfor, modstanden ikke er så stor her, og de ansatte får mere ud af fleksibiliteten og den ændrede sikkerhed?

- Ja, det er den gyldne trekant. Der skal både være parterne og et stærkt velfærdssystem. Der skal være et samlet sæt af regler. Og er de kollektiv aftaler ikke så udbyggede, så må der være et offentligt system, der løser det, som parterne ellers klarer. Italien har netop en udbygget trepartsdialog.


Alle starter fra sit udgangspunkt

I bogen stilles spørgsmålet, om der ikke blot der tale om gammel vin på nye flasker. Om der er forskel på flexicurity og en aktiv arbejdsmarkedspolitik med en udbygget social politik. Hvor er det nye?

- Man skal forstå flexicurity som en ny måde at sætte politikkerne op. Det er ikke bare et kompromis mellem fleksibilitet og sikkerhed for de ansatte. Det er her, vi skal se på, at det kan være en fordel for begge parter. Netop som i spørgsmålet som om at forene arbejds- og familieliv. Der er dermed tale om et regimeskifte. En ny balance og en ny dynamik.

Henning Jørgensen ser igen på parternes rolle og den aktive stats medvirken til at skabe det ny system. Det består ikke kun af de enkelte dele af det arbejdsmarkedspolitiske og det sociale, men i samspillet mellem dem opstår nye relationer og nye sammenhænge.

- Piller man et sted, får det følger et andet sted. Får Dansk Arbejdsgiverforening ændret noget, der betyder dårligere forhold for de ansatte, så kommer lønmodtagersiden med andre krav. Et regime hænger dermed på en hårfin balance mellem aktørerne, hvor tilliden mellem aktørerne er afgørende og deres samspil med det offentliges politik. Flexicurity skal være med til at opbygge.

-I Tyskland er der også modstand. I bogen er et tysk indlæg også kritisk, fordi de reformer, der blev gennemført under den tidligere rød-grønne alliance blev opfattet som dereguleringer eller forringelser for de ansatte. Var det opbyggende væk?

- Tyskerne kunne netop ikke bruge penge på at sikre balancen, fordi der var problemer med de offentlige finanser. Dermed fik man ikke skabt tilliden.

- Og derfor taler den ny regering om at ændre reformerne igen til trods for, at det er en socialdemokratisk-kristelig/konservativ regering?

- Man erkender, at det ikke er gået, som man troede.

- Men er der så en dansk flexicurity-model, som alle kan overføre?

- Det er noget af misforståelsen, at man tror, at modellen blot kan overføres. EU-kommissionen opstiller en række krav til en politik og vil så se, om landene lever op til den. Og med en blød bedømmelse trække lande frem, der ikke lever op til kravene. Det er den gale vej. Man glemmer, at landene har forskellige udgangspunkter.

- Vi kan gå videre med at opbygge vort danske system ud fra det det, vi allerede har opnået med det samarbejde mellem parter og det politiske system, som allerede eksisterer. Har man ikke et sådant system, så må man starte fra sit niveau og bygge ud fra det.

- Og der kan lønmodtagerne have brug for andre bremsere og flere trafiklys for, at flexicurity også bliver til deres fordel?

- Det er noget af det, der er det afgørende i bogen: Der er ikke kun en vej til et mere fleksibelt og sikkert arbejdsmarked. Det er afgørende, hvor man starter fra på vejen. Nogle skal først opbygge alt det, som vi har været langt tid om at bygge op, eller de må gå mere sikre veje mod et ændret arbejdsmarked.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.