Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

22.06.09 Social dialog giver frisører i EU fælles papir på uddannelse

22. Jun. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Frisører i EU-landene får bedre muligheder for at tage et arbejde i et andet land. Lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer blev i sidste uge enige om et nyt bevis, der beskriver, hvad frisører kan både med saksen og de forskellige kemiske stoffer, de arbejder med. På den måde kan både kunden, frisører og også miljøet være tryg ved frisørens arbejde. Og frisører kan med beviset i hånden lettere tage job i et andet land. Arbejdsgiverne ved, at frisøren kan sit håndværk.

Frisører og folk, der arbejder med kosmetik, har i flere år haft en tæt, social dialog i EU. Den ny aftale bygger oven på tidligere, der lagde retningslinjer for frisører i EU. Parterne har også indgået aftaler om uddannelse, hvor parterne styrer en stor del af arbejdet. Også mestrene indgår i programmerne, så de også lærer, hvordan en god arbejdsgiver leder salonerne.

Det ny bevis eller certifikat bygger ovenpå de beviser, som de uddannede frisører har i de enkelte lande. De giver større sikkerhed for, at frisørerne kan deres fag og giver dermed også frisørerne en bedre image.

Formanden for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Poul Monggaard, har som formand for frisør- og skønhedsafdelingen i UNI-Europa fået aftalen igennem med arbejdsgiverne i Coiffure EU. Parterne er selv ansvarlige for udstedelsen af certifikaterne, som frisører kan få, når de har bestået eksamenen.

Parterne arbejder både arbejdsmiljøet, arbejdsforholdene, og medlemsorganisationerne får hovedparten af det praktiske arbejde med de nye certifikater. De får to år til at føre aftalen ud i livet.


Polakker snydt

En række især polakker har tidligere haft problemer med at arbejde som frisører i Danmark. Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund kender til sager, hvor polakkerne blev lokket til Danmark med løfter om en høj løn, store skattefradrag, kurser og et sted at bo. Sandheden blev en anden for de fleste.

I et konkret tilfælde måtte frisørerne selv betale for et kursus på 14 dage, der måtte optage lån i de dengang yderst ivrige banker for at betale de 15.000 kr., kurset kostede. I et tilfælde gik arbejdsgiveren konkurs, og så stod polakkerne med gæld, en dyr lejlighed og intet arbejde.

Poul Monggaard siger, at det ny certifikat selvfølgelig ikke hindrer, at uorganiserede arbejdsgivere lokker udlændinge til landet. Men med et certifikat og dermed den anerkendte uddannelse i baglommen kan de enkelte frisører sikre sig.

- Og vi har faktisk nu et godt samarbejde med polakkerne. De opbygger deres uddannelser, og vi har været i Polen og talt med faglærere og har været med til eksamener, siger Poul Monggaard.


Smitter af på resten af verden

Samarbejdet mellem de europæiske parter vækker opsigt også uden for Europa. Parterne har kontakt med branchen i Sydafrika, Australien, Canada og New Zealand, hvor man i første omgang er interesseret i at overtage det europæiske system for uddannelse af frisører.

- Meningen er, at det skal udbredes internationalt. Det er da ganske sjovt, at man her har øjnene rettet mod Europa, og at vi kan udbrede vort system andre steder, så frisører i hele verden på længere sigt får det samme bevis på deres kunnen. pmh
Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.