Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

09.06.09 Europæsk aftale skal hindre 1 millioner ulykker på hospitaler

09. Jun. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Over en million ansatte på hospitaler i EU-landene kommer hvert år ud for en arbejdsulykke, hvor de træder på en kanyle eller bliver skadet af andre skarpe genstande. En aftale mellem de europæiske arbejdsgivere i hospitalssektoren, HOSPEEM og de europæiske lønmodtagere i EPSU skal sikre, at der i fremtiden ikke sker de unødvendige ulykker.

Generalsekretæren for HOSPEEM, Godfrey Perera, og formanden for EPSU’s sundhedskomite, Karen Jennings, sagde ved præsentationen af aftalen på EPSU’s kongres i dag i Bruxelles, at det er helt afgørende for arbejdsmiljøet på hospitaler, at der bliver arbejdet på at undgå de ulykker, der ofte sker på grund af ubetænksomhed. Arbejdsgiverne har et ansvar, og de ansatte skal være beskyttet blandt andet gennem vaccinationer.

Men Godfrey Perera understregede samtidig, at det ikke kun er for de ansattes ve og vel, at HOSPEEM har arbejdet på at få en aftale om arbejdsmiljøet.

- Vi skal have antallet af arbejdsulykker ned. Men det er mere end et spørgsmål om moral. Det er også et spørgsmål om at spare penge for hospitalerne, sagde Godfrey Perera.

Han pointerede, at det koster hospitalerne mange penge, når de ansatte er syge. Nogle af de penge kan spares ved at have et godt arbejdsmiljø.

- Det er ikke let at erstatte en læge eller en sygeplejerske eller andet sundhedspersonale, sagde generalsekretæren.

Aftalen betyder, at der også skal være orden i papirerne for de folk på hospitaler, der arbejder for andre firmaer på hospitalet som for eksempel rengøringsfirmaer. De ansatte skal have samme beskyttelse og være forsikrede. HOSPEEM afviser dog, at det er hospitalerne, der for eksempel skal betale for vaccinationer af de grupper af ansatte, der arbejder for private firmaer på hospitalet.

- Det er afgørende, at de også er beskyttet. Men det kan ikke være hospitalet, der skal betale for dem, sagde Godfrey Perera.

Karen Jennings roste HOSPEEM for at fremme den sociale dialog i sektoren og mente, at aftalen vil skabe bedre forhold på hospitalerne. Alene i Storbritannien sker der årligt omkring 100.000 ulykker på grund af skarpe genstande, som de ansatte ved uhelt bliver skåret eller stykket af. Her har fagbevægelsen tidligere kæmpet uden held for at få lignende aftaler.


Første europæiske aftale

Det er første gang, at arbejdsmarkedets parter indgår en aftale på sektorplan, der ventes at blive et EU-direktiv og blive omsat i de enkelte lande til love eller gennem kollektive aftaler. Den er samtidig forhandlet på plads hurtigt.

Først i januar præsenterede parterne ideen til en aftale for EU-kommissær Vladimír Špidla. Siden har der været intense forhandlinger, og den faldt på plads i sidste uge.

Aftalen går nu til EU-kommissionen, der gennemgår den juridisk og ventes at komme med et udspil til direktiv, der uændret går gennem EU-systemet.

Parterne har haft en social dialog gennem ti år. De er kommet med forskellige fælles udtalelser, men har ikke indgået egentlige aftaler før på europæisk plan.

- Ti år har det taget at få den første aftale, sagde Karen Jennings, der fremhævede, at samarbejdet giver grundlag for en styrket social dialog. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.