Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

17.02.09 Aftale mellem redere og søfolk vedtaget i EU

17. Feb. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

300.000 søfolk kan se frem til bedre arbejdsforhold, efter EU i går godkendte et direktiv med en aftale mellem de europæiske redere, ECSA, og den europæiske transportføderation, ETF. Direktivet blev formelt vedtaget, da undervisningsministrene holdt møde i Bruxelles.

Det er nyt, at ECSA og ETF er gået så langt i deres dialog, at de ligefrem indgår en aftale. Det blev også betegnet som epokegørende af EU-kommissær Vladimír Špidla, da den var i hus sidste år efter halvandets års forhandlinger. Den byggede videre på en ILO-konvention, der inkorporerede omkring 60 forskellige ILO-konventioner, der berørte forholdene til søs.

I Danmark fremhæver forhandlingssekretær Henrik Berlau, 3F, at det er afgørende, at der nu bliver en fælles omsætning af reglerne, så hvert land ikke blot fortolker ILO-konventionen til egne konkurrencefordele. Danmark kan ikke kun trække det ud, der er til danske rederes fordele, grækerne ikke kun medtage det, der giver græske redere fordele osv.

- Vi ville undgå, at hvert land omsatte ILO-konventionen på sin egen måde eller ikke gjorde noget. Vi ønskede, at hvert land ikke så på egne konkurrenceforhold og omsatte bestemmelser, så de lige var til det enkelte lands rederes fordel, siger Henrik Berlau.

Aftalen mellem parterne er så bred, at den omhandler næsten alle forhold. Den dækker alle lige fra kaptajn til dæksdreng. Den dækker lige fra ansættelsen som ung til den søfarende er gammel.

Den dækker alt fra arbejdsforhold, regler for arbejdstid, sikkerhed og sundhed, uddannelse. I aftalen indgår blandt andet, at unge på skibe under normale forhold ikke kommer til at arbejde om natten.

Det anerkendes også, at det kan være hårdt arbejde på skibe. Sikkerhed og sundhed for de unge får et ekstra løft. Kun raske folk må få arbejde i skibe, og der indgår sundhedstest i aftalen.

Uddannelse er et andet spørgsmål, der tages op. Og også det finder Henrik Berlau er afgørende. Der har været mange ulykker med katastrofale følger for miljøet. Det har skabt fokus på søfolkenes uddannelser, og det har været krav, som de faglige organisationer.

I debatten om søfarten har det heddet, at forholdene på skibe bør være bedre. Ellers får rederne ikke unge til at arbejde på skibene. Henrik Berlau er enige i, at forholdene skal være ordentlige, og at der er problemer med at få danske unge ud på skibene.

- Der er jo ikke en dansker på langfarten i dag, siger han.

Men det skyldes, at de er blevet udkonkurreret af filippinere og andre udlændinge. Ikke, at Berlau har noget imod, at der er udlændinge på skibene. Men det skal være til ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det er det, der har været problemet.

- Der er intet tegn på, at unge danskere ikke vil ud på skibene. Men med de forhold, de er tilbudt, er der jo ikke en far, der siger til sin søn: Sku’ du ikke tage ud at sejle? Eller en lærer, der råder sine elever til det, så længe forholdene er, som de er, siger Henrik Barlau.

Kommissionen ser nu også på forholdene og har sat arbejde i gang.

- Og det er på høje tid, vi kommer videre, siger Henrik Berlau.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.