Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

23.07.10 Bulgarien scorer firmaer på skattedumping

23. Jul. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Græske og Rumænske virksomheder strømmer til Bulgarien på grund af landets lave skatter og liberale erhvervslove. Mens både Grækenland og Rumænien møder stramme krav fra EU og den internationale valutafond, IMF og har hævet skatter, fastholder Bulgarien Europas laveste skattesats på ti procent for både indkomstskatter og selskabsskat.

Sofia Morning News citerer et rumænsk dagblad, hvor lokale erhvervsfolk udtaler, at udflytningen fra Rumænien er ved at blive et massefænomen. Der er imidlertid ikke kun tale om fysisk udflytning. Nogle firmaer skifter kun adresse for at drage fordel af de lavere skatter i Bulgarien og den liberale lovgivning.

- Erhvervsfolk lukker deres firmaer i Rumænien, efter de har besluttet at flytte til nabolande eller kun ændre deres skatteregistrering. Udflytningen af rumænske små og mellemstore virksomheder til Rumænien, Ungarn, Kroatien og endog Moldavien er ved at blive et massefænomen, hedder det.

Sofia Morning News skriver, at officielle tal bekræfter udviklingen. En talsmand fra det nationale kontor for skatteforhold understreger, at flytningen til Bulgarien både er en fordel for virksomhederne og de ansatte, fordi de tjener på den lavere skat.

Rumænien har hævet momsen fra 19 procent til 21 procent i år, mens Grækenland i to omgange har hævet den fra 19 procent i marts til 23 procent i dag.

Den lave skat i Bulgarien har dog også følger for befolkningen. Før 2008 var der en progressiv skat, der svingede mellem 20 procent og 24 procent alt efter indkomsternes størrelse. Efter 2008 betaler alle blot ti procent i skat.

Til gengæld er hjælpen for dem, der er i nød, også begrænset i Bulgarien, der er det fattigste land i Europa. Som fagligt.eu tidligere har beskrevet, har både Rumænien og Bulgarien en begrænset social forsorg. De sociale udgifter udgjorde i 2006 blot 15 procent af nationalproduktet i Bulgarien og 14 procent i Rumænien. Gennemsnittet i EU var 26 procent og 24 procent i Grækenland.

De sociale afgifter for virksomhederne hører til de laveste i EU. Bulgariens premierminister, Boyko Borisov, afviser ifølge bladet, at der er skatteforhøjelser på vej for at mindske underskuddet på budgettet.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.