Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

09.04.10 Grækenlands underskud ned med 40 procent – stadig uro

09. Apr. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Det græske underskud faldt med 40 procent i første kvartal. I en pressemeddelelse fra det græske Finansministerium hedder det, at underskuddet var på 4,3 milliarder euro i årets første måneder mod 7,1 milliard i 2009.

Den græske finansminister, George Papaconstantinou, understregede i en debat i det græske parlament i går, at forbedringen er sket, endnu før de seneste økonomiske indgreb med besparelser og højere skatter har haft nogen effekt.

- Det viser, at regeringen er på rette vej for at nå målet om et underskud på 8,7 procent af GDP i 2010 og har succes med at omsætte programmet for vækst- og stabilitetspagten for at få økonomien på en bæredygtig fod, sagde Papaconstantinou ifølge meddelelsen fra ministeriet.

Den græske optimisme kom imidlertid samtidig med, at de europæiske finansmarkeder i går gik kraftigt tilbage. Selv om de ser ud til at rette sig op i dag, skaber den græske krise stadig uro. Tidligere på ugen måtte regeringen korrigere tallene for underskuddet for 2009. Det var ikke på 12,7 procent, men 12,9 procent, som også den græske nationalbank tidligere havde forudset.

Den græske regering kæmper med en gæld på næsten 300 milliarder euro og skal frem til juni finde omkring 11,5 milliarder euro til tilbagebetalinger. Regeringen forsøger stadig at klare opgaven ved at optage nye lån og ikke gennem direkte indsprøjtninger fra EU-lande og lån fra den internationale valutafond, IMF. Den har hidtil haft succes med at udstede nye statsobligationer for 5 milliarder euro, men det rækker ikke.

Som omtalt i går efter debatten i Europa-Parlamentet er der delte meninger om den redningsplan, der blev vedtaget på sidste måneds EU-topmøde. Financial Times skrev da også tidligere på ugen, at også stats- og regeringslederne er i tvivl om det konkrete indhold. De fleste lande finder, at lån til Grækenland skal være til en rente på 4-5 procent. Det er, hvad andre gældsplagede lande betaler. Tyskland finder imidlertid, at markedsrenten for et risikoland som Grækenland er på 6-6,5 procent for lån over ti år. En lavere rente, der ikke følger markedet, kan være i strid med den tyske forfatning.

Netop den tyske hårdere linje møder stærk kritik i Grækenland. Regeringen finder, at den kan undgå direkte nødhjælp, hvis blot den kan låne på samme vilkår som andre lande. Det vil klare udmeldinger fra EU om sikkerhed for græsk økonomi hjælpe til med.

Den græske vicepremierminister, Theodoros Pangalos, angriber ifølge Reuters i et interview i et portugisisk dagblad Tyskland for at have en moralistisk, nærmest racistisk holdning til grækerne, og i øvrigt aldrig har betalt fuld tilbage for ødelæggelser under den 2. Verdenskrig.

- Nogle lande som Tyskland har taget en moralistisk tilgang til vore problemer. Hvorfor har de (grækerne) problemer? Fordi de ikke arbejder nok. Og hvorfor det? Fordi de har et godt klima, musik og drikker, og at de ikke er så seriøse som tyskerne, sagde Pangalos ifølge Reuters.

Han mindede samtidig portugiserne og spanierne om, at de kunne komme i samme situation som grækerne, for landets problemer kunne sprede sig til andre, og der stod Portugal og Spanien nærmest.

- Hvad der er sket for os nu, det skyldes, at vi er i den værste situation, men det kunne også ske i Spanien og Portugal, sagde Pangalos. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.