Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

26.03.10 Europas ny jernlady sikrer kompromis om Grækenland

26. Mar. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Den tyske kansler, Angela Merkel, fik sin vilje trumfet igennem torsdag på et møde blandt de 16 eurolande under og sikrede dermed under mødet i Det Europæiske Råd i Bruxelles en redningsplan for Grækenland. Planen taler ikke om nogen umiddelbar finansiel støtte til Grækenland, der endnu ikke har bedt om den direkte hjælp. Men eurolandene støtter nu Angela Merkel i kravet om, at Den Internationale Valutafond, IMF, bliver inddraget, hvis Grækenland får brug for direkte finansiel støtte.

Kravet om, at IMF blev en del af en pakkeløsning for Grækenland, var ultimativt fra Angela Merkels side. Tyske Der Spiegel skriver, at ”Madame Non” dermed spillede et risikabelt spil poker, men kunne triumfere efter slaget i går. Prisen var imidlertid høj. Kollegerne i Europa så en ny side af kansleren, der skadede Tysklands image. Selv er hun kommet til at hedde ”Frau Nein”.

En række eurolande var imod, at Europa og de 16 eurolande ikke selv løste problemet med hjælp til Grækenland. Men allerede før topmødet havde Frankrig, Spanien, Italien, Portugal og Grækenland opgivet kampen. Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, sagde dog efter torsdagens møde, at pakken bygger på europæisk støtte, og at eurolandene vil stå for to tredje dele af en mulig direkte støtte til Grækenland.

På et pressemøde sagde også både formanden for DER, Herman Van Rompuy, og EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, at løsningen bygger på Europa, der indtager den dominerende plads.

- Vi har vist, at hvor der er en vilje, er der også en vej, sagde José Manuel Barroso.

Van Rompuy fremhævede, at det var en løsning, der rakte ud over Europa.

- Vi har givet et bidrag til en international, finansiel stabilitet, sagde Herman Van Rompuy.

Stadig tiltro til Grækenlands egen plan

Angela Merkel har hele tiden fastholdt, at Grækenland ikke har anmodet om den direkte hjælp, men politisk opbakning, så landet ikke betaler overrenter på lånemarkedet. Den græske gæld og underskuddet på statsbudgettet, der var på 12,7 procent sidste år, betyder ifølge BBC, at grækerne betaler omkring seks procent i rente på lån eller omkring det dobbelte af det, Tyskland betaler.

I udtalelsen fra DER hedder det da også, at stats- og regeringslederne i eurolandene bekræfter den støtte, der tidligere blev lovet den græske regering. De græske indgreb anses dog for at være tilstrækkelige til at sikre økonomien i år. Men de 16 stats- og regeringsledere fastholder deres vilje til at tage klare og koordinerede skridt, hvis det bliver nødvendigt, for at sikre eurozonen som helhed.

I de skridt ligger, at IMF træder til med finansiel støtte i form af lån og at eurolande er parate til at gå med bilaterale lån.

De enkelte udbetalinger i form af bilaterale lån vil blive besluttet af eurolandene og baseret på vurderinger i EU-kommissionen og den Europæiske Centralbank. ”Vi forventer, at eurolandene deltager på basis af deres respektive kapital i ECB”, hedder det.

DER får større rolle i økonomisk politik

Udtalelsen følger op på de spørgsmål, Angela Merkel tidligere har stillet om det retlige grundlag for en støtte. Det hedder, at beslutninger om direkte støtte bliver truffet i fuld overensstemmelse med traktaten og nationale love.

Merkel tilkendegav igen i går, at hun ønsker, at traktaten ændres, så lignende kriser som den græske undgås for fremtiden. Lande kunne ikke have underskud, der skabte problemer for samarbejdet.

Udtalelsen taler da også om, at der for fremtiden må ske en stærkere koordinering af den økonomiske politik i Europa. Det Europæiske Råd må få e stærkere rolle i den økonomiske ledelse, koordineringen af politikken og definitionen af den europæiske vækststrategi.

Papandreou tilfreds

Formanden for den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, finder, at eurolandenes løsning er brugbar, men regner ikke med, at den nogen siden bliver sat i søen. Han fandt, at troværdigheden om den græske økonomi voksede, og at det derfor ikke blev nødvendigt at træde til med lån.

- Jeg har tillid til, at den mekanisme, der blev vedtaget, normalt ikke bliver aktiveret, og at Grækenland langsomt genvinder markedets tillid, sagde Trichet ifølge Reuters efter torsdagens møde.

Den græske premierminister, George Papandreou, kaldte ifølge BBC planen for tilfredsstillende. Mens kolleger i den græske regering har ønsket en klarere hjælp fra eurolandene, og vicepremierministeren har angrebet Angela Merkel for ikke at bakke op, har Papandreou hele tiden fastholdt, at Grækenland kun har behov for opbakning, så der var ro om Grækenland på de finansielle markeder, og Grækenland kunne låne på samme betingelser som andre. Pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.