Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

12.04.10 Eurolande lover Grækenland gigantisk lån

12. Apr. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De 16 eurolandes finansministre garanterede i går på en telefonkonference, at Grækenland kan regne med bilaterale lån på 30 milliarder euro (225 milliarder kroner), hvis den græske regering ikke kan sikre sig tilstrækkelige lån på de almindelige finansmarkeder.

Lånene vil løbe over tre år til en rente på omkring fem procent og er dermed billigere end de lån, grækerne kan optage på de finansielle markeder. Men renten er stadig højere end den, de mere økonomisk velfunderede eurolande betaler. Den internationale valutafond, IMF, er part i aftalen, som det blev besluttet på mødet i Det Europæiske Råd forrige uge.

Søndagens aftale blev truffet efter en uge med uro om den græske krise, der samtidig svækkede euroen. Reaktionen på aftalen er positiv på finansmarkederne. Euroen steg med 1,5-2 procent i forhold til dollaren og også en smule over for det britiske pund.

Den græske regering holder stadig fast ved, at den stiler mod at klare krisen selv og ikke får behov for lånene. De er i højere grad tænkt som en melding til lånemarkederne, at eurolandene står solidarisk bag landet, og at der derfor ikke er grund til at tage højere af grækerne end af lån til andre lande.

Den græske premierminister, George Papandreou, sagde ifølge BBC, at beslutningen viste, at ingen kan spille med euroen.

- Med eurogruppens beslutning i dag har sikkerhedsnettet taget form. Den europæiske solidaritet har vist sig, sagde George Papandreou.

Grækenland har en gæld på næsten 300 milliarder euro og skal finde 11,5 milliarder euro inden for de kommende uger for at leve op til sine finansielle forpligtelser. Tyskland har hidtil været tilbageholdende med at yde fordelagtige lån, fordi det strider mod den tyske forfatning. Tyske skatteydere skal ikke betale for den krise, grækerne har bragt sig i.

Formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker, sagde da også søndag, at der ikke var tale om nogen form for subsidier i de lån, som grækerne var garanteret, hvis der blev behov for dem.

EU-kommissær Olli Rehn sagde også ifølge BBC, at det er op til IMF at bestemme, hvor stor en del af garantien, valutaorganisationen står for. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.