Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Europæiske virksomheder med i forskning – men Kina fører an

16. Nov. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Krise eller ej. De europæiske virksomheder forsker og udvikler på liv og løs. Virksomheder, der har deres hovedsæde i et EU-land, bruger mere på forskning og udvikling end både amerikanske og japanske firmaer, viser et såkaldt scoreboard over forskning og udvikling i 2008, som EU-kommissionen lagde frem i dag.

Verden over satte virksomheder mere af til forskning ud udvikling. Beløbene steg med 6,9 procent. Men i EU øgede virksomhederne investeringerne i fremtiden med 8,1 procent. Dermed satsede de europæiske virksomheder for andet år i træk mere end de amerikanske, der kun øgede investeringerne med 5,7 procent, og de japanske, der nøjedes med at satse yderligere 4,4 procent.

Medicinalvare- og bioteknologisektoren ligger i top med investeringer både i USA og resten af verden og øgede investeringerne med henholdsvis 18,9 procent og 25 procent. Bilindustrien og telekommunikation er andre sektorer, hvor virksomheder investerer store summer i udvikling.

Selv om Japan øger investeringerne i forskning i mindre omfang end EU og USA, så er verdens største bilproducent, Toyota Motor, også på førstepladsen, når det gælder forskning og udvikling. Den japanske bilgigant, der blandt andet satser på hybridbiler, brugte 7,61 milliarder euro (små 60 milliarder kroner) på forskning od udvikling. VW-fabrikkerne er på tredjepladsen og Nokia på ottendepladsen.

De nye vækstlande øger investeringerne i forskning og udvikling mest. I den ny økonomiske verdensorden satser flere af de såkaldte BRIK-lande på fremtiden. Kina øgede forskningen og udviklingen med ikke mindre end 40 procent. Indien med 27,3 procent og Brasilien med 18,6. Det fjerne BRIK-land, Rusland, kommer først længere nede, men Taiwan er oppe på en stigning på 25,1 procent.

EU-kommissær Janez Potocnik er yderst tilfreds med, at de europæiske virksomheder er godt med i udviklingen trods krisen.

- Dette er den bedste strategi for at komme styrket ud af krisen. Vi må støtte EU-virksomhedernes indsats og tilskynde til at styrke EU's forskningsintensive sektorer. Opbygningen af et ægte europæisk forskningsrum er en del af løsningen sammenholdt med EU-aktiviteter med henblik på at fremme intelligente investeringer i F&U. Jeg er også tilfreds med stigningen i F&U-investeringer blandt EU-virksomheder, der beskæftiger sig med energiteknologier med lav CO2-udledning. De udgør nye kilder til vækst og beskæftigelse i EU, sagde kommissæren med ansvar for videnskab og forskning i forbindelse med offentliggørelsen af det særlige scoreboard. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.