Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Hårde dage for EU-formandskab

16. Oct. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Af Peder Munch Hansen

Det portugisiske EU-formandskab har hårde dage foran sig, før premierminister José Sócrates på torsdag aften eller fredag formentlig kan meddele, at der er endelig politisk enighed en reformtraktat, der dermed er klar til den formelle underskrivelse. Mandagens møde i Luxembourg for de 27 landes udenrigsministre høvlede ikke de sidste knaster af. Nu bliver det regeringskonferencen i Lissabon før det efterfølgende uformelle topmøde, der skal sætte reformtraktaten på plads.

Inden da forsøger EU-formandskabet at få de problemer, der blev rejst under udenrigsministrenes møde, ryddet af bordet. Det var som ventet polakkerne, der igen førte an. Den polske udenrigsminister Anna Fotyga vil have en gammel gentlemanaftale slået fast i selve traktaten eller i en protokol. Den særlige ”Ioannina-aftale” siger, at et flertal ikke tromler et forslag igennem, hvis det går imod helt centrale spørgsmål i et medlemsland.

Andre lande er imod at skrive det ned. De frygter, at polakkerne med forslaget genopliver vetoretten i det europæiske samarbejde. I stedet holder de fast i, at ”Ioannina-aftalen” gælder som uskreven regel, når det står klart, at et land ikke misbruger gentleman-aftalen.

Den italienske regering volder også problemer. Den går imod den fordeling af medlemmerne af Europa-Parlamentet, som Parlamentet lægger op til. Forlaget giver Tyskland 96 medlemmer af Europa-Parlamentet efter næste valg. Frankrig får 74, Storbritannien 73 og Italien 62 medlemmer.

Europa-Parlamentet lægger op til, at ordningen gælder for perioden 2009-14, men at der herefter findes en ny ordning.

Men den tidligere formand for EU-kommissionen Romano Prodi vil have flere medlemmer i Europa-Parlamentet fra 2009. Hans regering finder, at der er langt flere italienere end dem, der bor i landet – og dermed er det ikke indbyggertallet, der skal gælde. Tæller man alle italienere med, er Italien helt på højde med de store lande.

Argumentet giver det portugisiske formandskab hovedbrydninger. For hvad så med irerne eller polakkerne, der tidligere har været inde på den italienske tankegang, og også har mange landsmænd uden for landets grænser.

Bulgarerne har problemer med den måde, den europæiske centralbank, ECB, vil have euro’en stavet på. Men den bulgarske premierminister, Sergei Stanishev har sagt, at uenigheden ikke vil føre til, at bulgarerne blokerer for en løsning.

Portugiserne ventes også at tage kontakt til Tjekkiet og Østrig, der også har særlige spørgsmål at tage op. Østrigerne vil have lov til at indføre kvoter for antallet af studerende, så de østrigske universiteter ikke bliver overrendt af udlændinge.

Det portugisiske EU-formandskab havde ventet en kort debat om reformtraktaten mandag. Det blev det ikke. Portugiserne lægger også på papiret op til en kort debat på torsdag i Lissabon. Det bliver det ifølge diplomatiske kredse næppe.

Den portugisiske Europaminister Manuel Lobo Antunes sagde dog optimistisk mandag, at formandskabet var mere forhåbningsfuldt end før udenrigsministrenes møde. Portugiserne tror ikke, at de sidste problemer er så store, at de kan vælte en reformtraktat.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.