Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Folkeafstemning om EU-forbehold – ikke om Reform-traktaten

19. Nov. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Analyse af Poul Smidt, journalist, cand. jur.

Det ligger nærmest fast, at Danmark og danskerne ikke skal til folkeafstemning om den kommende EU-traktat, der ikke længere er en Forfatningstraktat men en Reformtraktat.

Regeringen sigter efter en hurtig godkendelse af traktaten i Danmark, og det betyder godkendelse i Folketinget, hvor Venstre, Konservative, Socialdemokrater og De Radikale har et solidt flertal for at godkende forhandlingsresultatet, når der ikke er suverænitetsafgivelse.

Regeringens holdning er tydeliggjort i åbningsredegørelsen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Folketinget.

Statsministerens redegørelse kan læses her.

Og det fremgår, at VK-regeringen satser på, at Danmark skal være fuldt og helt medlem af Den Europæiske Union - altså uden fire danske forbehold, som regeringen vil søge afskaffet ved folkeafstemning(er) i 2008 eller 2009. Her kan regerigen regne med at Socialdemokratiet, De Radikale, Ny Alliance og SF vil engaere sig for en afskaffelse af de fire forbehold om dansk ikke-deltagelse i det forsvarspolitiske, dele af det retspolitiske, Møntunionen og statsborgerskabet. SF er dog ikke enig i, at Danmark skal med i Euroen nu, og har som deltager i det nationale kompromis i 1993 en ret til at sige fra.

Irsk folkeafstemning


Til gengæld er det helt sikkert, at Irland skal have en afstemning i første halvdel af 2008. Det meddelte den irske regeringsleder Bertie Ahern i en tale den 10. november. Her advarede han i milde vendinger EU-skeptikerne fra andre lande om at komme til Irland for at bruge Irland som erstatning for deres egen mulighed for en nej-kampagne.

Bertie Aherns tale findes her. Han siger, at han går ud fra, at Irland bliver det eneste land med folkeafstemning.

Både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har tidligere markeret, at der kan være politiske grunde til at holde en folkeafstemning, selv om forfatningsjuraen måske ikke kræver det.
Men efter folketingsvalget den 13. november 2007 er der fortsat ikke meget, der tyder på en folkeafstemning, og den blev på det nærmeste udelukket i den regeringserklæring, der tale om forbeholdsafstemning.
 
Temaet var kun med i valgkampen på den akavede måde, at nogle af JuniBevægelsens medlemmer påstod, at 60 medlemmer af Folketinget kunne fremtvinge en folkeafstemning, og at man skulle stemme på de partier, der ville folkeafstemning.
Det var en grov fejllæsning af grundloven og derfor ganske underholdende, at EU-kommissionens danske nyhedsbrev kunne bruge tidligere MEP for Folkebevægelsen mod Unionen, professor dr. jur. Ole Krarup, til at nedskyde vildanden, som en enkelt aften var fløjet ind som tophistorie på TV2.

Professor Krarups orientering har dog ikke fået Jens-Peter Bonde til at rette på sin private grundlovsfortolkning. Det kan kun læses som om, at han konsekvent vil køre temaet: Snydt for en folkeafstemning – med oplæg til at de snydte skal ”straffe” politikerne ved at stemme nej ved forbeholdsafstemningen.

60 folketingsmedlemmer kan få vedtagelsen af et lovforslag udsat til efter en folkeafstemning, men denne ret gælder ikke ved Folketingets medvirken til en international aftale indgået af regeringen. Og det er netop, hvad Reformtraktaten er.
Helle Thorning-Schmidt sagde onsdag den 10. oktober til Politiken:” Jeg synes, at det er vigtigt, at vi breder det lidt ud og anerkender, at det her også er en politisk vurdering”.

Samme onsdag aften sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen efter et møde hos sin britiske kollega Gordon Brown, at spørgsmålet om folkeafstemning også er en politisk afgørelse.

Det centrale er, at det er Grundloven og ikke danskerne, der er blevet snydt for en folkeafstemning. Danskerne får måske en afstemning, der er vejledende, men Grundloven får ikke sin forpligtende afstemning. Efter valget er der næppe kræfter til en folkeafstemning, der ikke er et grundlovskrav. Det ligger lige for, at de to største partier efter underskrivelsen af traktaten i december og drøftelser i S-partistyrelsen i januar vil sige ja tak til, at Folketinget selv klarer opgaven. Man har i hvert fald det argument, at der ikke er noget udemokratisk ved at Folketinget træffer de afgørelser, som Grundloven har bedt Folketinget om at træffe.

Kemisk juridisk rensning


Den nye situation med en traktat uden suverænitetsafgivelse blev skabt efter et stykke dansk diplomati, hvor kronjuristerne i samarbejde med Tysklands EU-formandskab foretog en kemisk rensning af traktaten. Det skete så konsekvent, at der ikke længere var noget tilbage af den slags suverænitetsafgivelse, som automatisk ville fremkalde en folkeafstemning, fordi der aldrig i Folketinget kan findes fem sjette deles flertal for afgivelse af flere beføjelser til Den Europæiske Union.

Denne analyse tager ikke sigte på at vurdere, om der kommer en politisk besluttet folkeafstemning i Danmark. Formålet er alene at påvise, hvad der i sin tid pegede mod en grundlovsafstemning, og hvordan den juridiske renselsesproces fjernede de ni punkter, der kunne karakteriseres som suverænitetsafgivelse.

Med andre ord: Dette er beskrivelsen af, hvordan Grundloven blev snydt for sin folkeafstemning. Den er gennemført for dels at vise, hvilke formaliteter der juridisk ville have gennemtvunget en folkeafstemning, og hvordan disse formelle problemer er blevet bearbejdet, så det alene er blevet til et politisk og ikke et juridisk spørgsmål, om Reformtraktaten skal til folkeafstemning. Hvis man spørger Grundloven, kan Reformtraktaten endeligt godkendes af Danmark, hvis blot der er almindeligt flertal i Folketinget.

Vejledende folkeafstemning


Hvis der skulle vise sig at være politisk stemning for, at der holdes en vejledende folkeafstemning om forfatningstraktaten, kan man spørge, om hele renselsesprocessen har været spild af tid og kræfter? Det er nemmest for den enkelte at svare efter en gennemlæsning af teksterne før/efter den juridiske rensning, men man kan dog forsigtigt konstatere, at det må være bedre for ja-partierne at gå ud i en vejledende folkeafstemning af politiske grunde, end at skulle ud i en tvungen folkeafstemning, fordi der ”igen skal afgives dansk suverænitet” til Den europæiske Union.

Baggrunden


Den 22. november 2004 udsendte Lovafdelingen i Justitsministeriet sin ”Redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa.

Kort sagt bygger Justitsministeriet (og skiftende regeringer) på den opfattelse, at suverænitetsafgivelse foreligger, når EU skal regulere nye emneområder ved retsakter, som her i landet har direkte virkning for enkeltpersoner eller firmaer. Hvis Europa-Parlamentet får mere magt, eller hvis Ministerrådet ændrer beslutningsgangen ved at gå fra enstemmighed til flertalsafstemninger, så de enkelte lande kan stemmes ned, er det efter denne opfattelse IKKE suverænitetsafgivelse. Kernen er EU-lovgivning med direkte virkning på områder, hvor EU ikke tidligere har lovgivet.

9 steder i Justitsministeriets redegørelse fra 2004 påvises formel suverænitetsafgivelse i forfatningstraktaten.
Punkt for punkt vil de 9 nu blive omtalt med en beskrivelse af, hvad der dengang i 2004 var suverænitetsafgivelse i Forfatningstraktaten og hvordan den samme ting står beskrevet i Reformtraktaten – uden at der er tale om den form for afgivelse af beføjelser fra rigets myndigheder til EU, der kaldes suverænitetsafgivelse.

De ni punkter

  1. Unionen fik i Forfatningstraktaten kompetence til at vedtage europæiske love om diplomatisk beskyttelse og konsulats bistand. I Reformtraktaten tildeles (danske) borgere diplomatisk beskyttelse og konsulær bistand hos alle EU-landes ambassader, hvis Danmark ikke selv er repræsenteret i det land, hvor der er brug for bistand. Med andre ord: EU vedtager alligevel ikke regler, der får direkte virkning for den borger, der vil have hjælp. I stedet for påtager alle EU-lande sig at hjælpe de andre landes statsborgere på lige fod med egne borgere. 
  2. Forfatningstraktaten indeholdt muligheden for, at fællesskabet med udgangspunkt i europæiske love vedtog administrative bestemmelser om indefrysning af penge og den slags ved terrorbekæmpelse. Reformtraktaten indsnævrer sagen en smule. I stedet for at lave love med nye muligheder for administrative bestemmelser laver man en henvisning til formålsparagraffen for det retspolitiske samarbejde. Og ved en henvisning til, at man på sædvanlig vis kan vedtage retsregler for at nå målene i ”formålsparagraffen”, som var der i forvejen, ja så er man ikke længere på et nyt område.
  3. Ifølge Forfatningstraktaten kunne EF-domstolen ved europæisk lov tillægges retten til at afgøre sager om intellektuelle ejendomsrettigheder (eksempelvis patenter).
    I Reformtraktaten indføres i stedet ”europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder”.
  4. Rumpolitik og rumprogram. Justitsministeren havde den opfattelse, at man efter Forfatningstraktatens nye paragraf om rumpolitik kunne vedtage bestemmelser, der rettede sig til borgerne. Og da man ikke tidligere har beskæftiget sig med rummet, så var der tale om et nyt område med direkte virkning for borgerne. I Reformtraktaten skriver man sig ud af vanskelighederne ved at tilføje et nyt stykke, der på dette område udelukker, at ” der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser”.
  5. Grænseoverskridende sundhedstrusler som kogalskab, fugleinfluenza m.v. vil alle gerne bekæmpe. Forfatningstraktaten gjorde det muligt for unionen gennem europæiske love eller rammelove at vedtage foranstaltninger til overvågning, varsling og bekæmpelse af sundhedstruslerne. Det var et nyt område, som kunne få direkte virkning for borgerne, altså ny suverænitetsafgivelse.
    I Reformtraktaten er det ikke længere suverænitetsafgivelse, fordi man bringer området ind under den gældende paragraf om sundhedspolitik - en bestemmelse, som giver Ministerrådet kompetence til at vedtage foranstaltninger på meget afgrænsede områder og tilskyndelsesforanstaltninger på andre områder - uden at der kan være tale om harmonisering. Med andre ord: Fra harmoniseringsmuligheden tilbage til de 27 landes gensidige tilskyndelse til at gøre det rigtige.
  6. Forfatningstraktaten flyttede alt retspolitisk samarbejde, politisamarbejdet og Schengen-aftalerne sammen i EU, mens store dele tidligere havde ligget i samarbejdets såkaldte tredje søjle, som var et mellemstatsligt samarbejde, altså mellem medlemslandene uden EU-lovgivningsprocedure. Det betød, som der nu står i Reform-traktaten, at Danmarks deltagelse på vigtige områder af EU-samarbejdet i ”betydelig grad” vil blive begrænset som følge af de det danske forbehold.
    Reformtraktaten retter derfor op på protokollen om det danske forbehold og lover, at ”der fastlægges en retlig ramme, som giver Danmark mulighed for at deltage i vedtagelsen af foranstaltninger…” Altså ikke en løsning, der betyder suverænitetsafgivelse nu, men en løsning, som skal hjælpe Danmark, indtil man erklærer sig klar til at være med - det vil sige efter en folkeafstemning med afskaffelse af det danske forbehold på det retspolitiske område.
  7. Unionens tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention var reelt uden praktisk betydning, idet bestemmelsen i Forfatningstraktaten selv sagde, at dette ”ændrer ikke Unionens beføjelser som fastsat i forfatningen”. En symbolhandling, som teoretisk kunne få direkte virkning på et nyt område. I Reformtraktaten understreges det ikke en, men to gange, at intet i vedtagelsen ” berører medlemsstaternes situation i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention”.
  8. Forfatningstraktaten arbejde med europæiske rammelove, der kunne gøre udvekslingen af personoplysninger til noget meget omfattende og derfor meget indgribende for den enkelte borger. Reformtraktaten giver reelt Danmark en undtagelse, der betyder at landet ikke skal være bundet til de videregående regler i forfatningstraktaten, men kun hvad der gjaldt forud for denne – og altså hvad der tidligere er afgivet beføjelser til.
  9. Groft sagt havde Forfatningstraktaten en fleksibilitetsbestemmelse, der gav mulighed for at udvide fællesskabets beføjelser, hvis det var påkrævet for at nå nogle af de fælles mål på politikområderne. Tidligere kunne man kun tage fat på nye områder, hvis det var påkrævet for at nå et mål inden for ”fællesmarkedets rammer”. Her var altså en bestemmelse, som kunne betyde en jævn, men omfattende glidning mod ”mere union”.

Reformtraktaten forsøger at løse problemet for Danmark (og andre) ved at tydeliggøre, at den nye bestemmelse ikke kan bruges til ret meget og slet ikke til at glide videre på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Selv om charteret for grundlæggende rettigheder løftes fra en politisk til en juridisk bindende aftale, er dette ikke et område af betydning for suverænitetsafgivelsen. Det skyldes, at traktaten tydeligt siger, at charteret hverken skaber nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen eller ændrer ved de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i andre dele af traktaten.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.