Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Hedgefonde truer med at forlade London – Nyrup uforstående

18. Jun. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De europæiske hedge fonde og kapitalfonde følger intenst EU-topmødet i Bruxelles i dag og i morgen. Dagsordenens punkt om den økonomiske krise og overvågning af finansmarkederne får fonde til at true med at forlade Europa. Da en betydelig del af fondene opererer fra Londons finanscentrum, lægger det et pres på den britiske premierminister og tidligere finansminister, Gordon Brown, der kæmper for at bevare London som et finanscentrum i verden.

Fondene kæmper i forvejen mod forslag fra EU om at regulere deres virke. Allerede de forslag har ifølge Financial Times fået fonde til at overveje at flytte fra Storbritannien til Schweiz eller New York. Til Telegraph siger Christen Thomsen fra en alternativ investeringsforening, at Storbritannien er hjemsted for omkring 80 procent af hedge fonde i Europa, og at der er omkring 40.000 job forbundet med deres virke.

Den tidligere britiske Europa-minister David Heathcote-Amory siger til bladet, at det er helt afgørende, at Storbritannien bevarer sin position som et finanscentrum.

- Straks vi mister kontrollen over London City, får vi den aldrig tilbage, og konsekvensen vil være katastrofal, siger David Heathcote-Amory, der i dag er konservativt medlem af det britiske parlament.

Han mener, at Storbritannien står alene i sit forsvar for fondene og mod den regulering af finansmarkeder, EU er på vej med.

- Hvis City var Paris, så kunne man være ret så sikker på, at Frankrig ville kæmpe som en tiger for at bevare den, siger David Heathcote-Amory.


Britisk modstand ind i topmødet

På topmødet står Gordon Brown i spidsen for en modstand mod et forslag om, at et samarbejde om overvågning af finansmarkederne også kan betyde, at et tilsynsudvalg i EU får mulighed for at gribe ind i forhold på det britiske finansmarked og for eksempel kræve en bank lukket eller særlige hjælpeaktioner, som britiske statsborgere dermed kommer til at betale til. Sådanne beslutninger skal briterne selv træffe, mener Brown med fuld opbakning fra den britiske finansverden.

En rapport fra det britiske Overhus protesterer også over de foreslåede EU-indgreb i finansverdenes ageren. En tidligere formand for Merrill Lynch Bob Wigley gav fondene selv en del af skylden og mente, ifølge Telegraph, at det var de aggressive angreb fra fondene på den tyske børs i 2005, der åbnede for hele kritikken af fondene, og han så hedge fonde som både dårlige og farlige.

Formanden for det europæiske socialdemokratiske parti, Poul Nyrup Rasmussen, siger til nyhedsbureauet Bloomberg, at han ikke forstår fondenes frygt for regulering.

- Hvad er I bange for? I kan tjene jeres penge i et velreguleret marked, siger Poul Nyrup Rasmussen til nyhedsbureauet.

Han står fast på, at hedge fonde og de aggressive kapitalfonde, der køber op og sælger igen, er med til at destabilisere markederne og ødelægge job i deres higen efter profit. Flere ledere af fondene angriber ham for de holdninger, og grundlæggeren af Alchemy Partners LLP i London, Jon Moulton, kalder ligefrem Poul Nyrup Rasmussen for den mest farlige fjende, industrien har.

Poul Nyrup Rasmussen siger imidlertid, at der bliver regulering, og at man må vænne sig til det.

- Kapitalfonde og hedge fonde, læs mine læber: I vil blive reguleret, siger Poul Nyrup Rasmussen til Bloomberg. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.