Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Merkel støtter VW’s kamp mod EF-dom og Kommissionen

24. Sep. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Den tyske kansler, Angela Merkel, står nu fast på, at Folkevognsfabrikkerne har ret til at forsvare sig mod såkaldte fjendtlige overtagelser. Kansleren afviser, at VW-fabrikkerne behøver at ændre deres regler, der begrænser aktionærers stemmer til maksimalt 20 procent, selv om de har opkøbt aktier og sidder på en langt større andel.

- VW-loven står ved magt, sagde Angela Merkel, da hun tirsdag talte til omkring 15.000 ansatte og ledere på VW-fabrikkerne i Wolfsburg.

EU-kommissionen ventes inden længe igen at komme med et angreb på VW’s love, der hindrer, at Porsche-fabrikkerne køber sig til den afgørende indflydelse. Fabrikken med de hurtige biler købte i forrige uge aktier op, så Porsche nu sidder på 35 procent af aktierne og venter at købe yderligere op, men får foreløbig ikke indflydelse for aktierne. VW-loven siger også, at det offentlige heriblandt delstaten til sammen har fire medlemmer i ledelsen.

Kommissionen støtter sig til, at EF-domstolen sidste år underkendte VW-loven, der er knap 50 år gammel. Tyskland har efter Kommissionens opfattelse ikke ændret den særlige VW-lov, og kommissæren for det indre marked, Charlie McCreevy, agter at forfølge sagen.

Angela Merkel fastholdt i sin tale i Wolfsburg, at man har rettet sig efter dommen.

- Men vi kan fastholde 20 procent-reglen, der blokerer, sagde hun ifølge tyske medier.

Formanden for det største tyske fagforbund, IG Metall, Berthold Huber, talte i sidste uge på en demonstration ved VW-fabrikkerne og tordnede imod både EU-kommissionen og Porsche-fabrikkerne for at ville ødelægge ikke kun VW-fabrikkerne, men Europas fremtid, fordi den er afhængig af de gamle industrilokomotiver, og de regler for medbestemmelse, der er på fabrikker som VW.

- Kapitalejerne må forstå, at de må slutte fred med de ansatte, sagde Berthold Huber, der så det som den eneste mulighed for igen at få et fredeligt arbejdsmarked.

Han erindrede om, at hele baggrunden for den særlige VW-lov var freden efter 2. verdenskrig, hvor der var enighed om at gøre noget ekstra for medbestemmelsen for de ansatte og selve ledelsesformen på en bilfabrik, der havde tjent på nazi-tiden.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.