Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Den åbne koordinationsmetode – eller vægtvogtermetoden i EU

11. Jul. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Baggrundsartikel af Poul Erik Hallstein

EU-kommissionen fremlagde i sammen med forslaget til en ny social dagsorden i juli 2008 også forslaget til at styrke den særlige samarbejdsform på områder, hvor medlemslandene har det sidste ord, eksempelvis social- og arbejdsmarkeds-politikken.

EU-samarbejdet er kendetegnet ved mange slags styringsinstrumenter. Direktiver fører til lovgivning i medlemsstaterne. Forordninger gælder direkte for det det enkelte medlemsland eller direkte for den enkelte borger.

At man også bruger ”vægtvogtermetoden” er, nok en overraskelse for de fleste, men man gør det faktisk en hel del på arbejdsmarkedspolitikkens område. Træd op på vægten, lad de andre se på, hvad det er, du går og foretager dig. Forventningen om de andres ros eller ris får dig (muligvis) til at styre bedre mod et givent mål. Og de andre kan måske lære af de bedste eksempler.

Det gælder for den enkelte i hverdagen, og det gælder også for medlemsstaterne i Den Europæiske Union: Noget skal harmoniseres, noget skal tilpasses langsomt og frivilligt med respekt for det enkelte lands historie, traditioner og kultur.

Vi taler om ”Den åbne koordinationsmetode”, som siden 2000 har spillet en stor rolle på områder, hvor medlemslandene reelt har det sidste ord at skulle have sagt.

Det er samarbejdet med disse bløde styringsinstrumenter, som Kommissionen nu vil styrke på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område, eller med Kommissionens nye ordvalg: ”Den sociale åbne koordinationsmetode”.

Der samarbejdes med bløde styringsinstrumenter. Man taler sammen, lærer af hinanden og vedtager anbefalinger, som det enkelte land kan bruge eller lade være. Eller sagt mere formelt:

Tager man eksempelvis beskæftigelsespolitikken, som er det enkelte lands anliggende, vil det jo være tosset, hvis man ikke bruger hinandens gode erfaringer. Derfor taler man på ministerplan om fælles målsætninger, derfor opstiller de enkelte lande handlingsplaner for at nå disse målsætninger, og lejlighedsvis sørger EU-kommissionen for at få det enkelte land ”op på vægten”, så resultater kan beskues af de andre.

I sin Meddelelse til Ministerrådet, EU-parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, ØSU, samt Regionsudvalget, siger Kommissionen i juli 2008, at metoden har fungeret godt på en række områder som inspiration til modernisering af de sociale beskyttelsessystemer og ”forståelse af fattigdommens og udstødelsens flerdimensionale natur”.

Det er Kommissionens opfattelse, at man skal kunne nå noget mere konkret. Ordvalget i Kommissionens meddelelse, der endnu ikke foreligger på dansk, er meget diffust.

På den ene side skal man ”gradvis vedtage nogle af de succesfulde metoder”, på den anden side skal man stadig respektere medlemslandenes bestemmelsesret.

Man kan måske forstå Kommissionens opfattelse på den måde, at man vil gøre det social- og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde mere synligt, mere tæt, og alligevel respektere nærhedsprincippet, eller man kan forstå Kommissionen på den måde, at man gerne vil noget meget tættere – uden at man tør sige det, og altså gå lidt videre end den definition, der hidtil har kendetegnet metoden.

”Den åbne koordinationsmetode udgør en ny samarbejdsramme for medlemsstaterne med det formål at foretage en indbyrdes tilnærmelse af de nationale politikker for at nå visse fælles mål. Ifølge denne mellemstatslige metode evalueres medlemsstaterne af andre medlemsstater ("peer pressure"), og Kommissionen nøjes med at indtage en overvågningsrolle. Europa-Parlamentet og Domstolen er næsten ikke inddraget i den åbne koordinationsmetode.” Se Europa Glossar.

Den åbne koordinationsmetode kaldes åben, fordi den er frivillig.

Den bygger navnlig på:

indkredsning og definition i fællesskab af, hvilke mål der skal nås (vedtaget af Rådet)

måleværktøjer defineret i fællesskab (statistikker, indikatorer, retningslinjer)

"benchmarking", dvs. sammenligning af medlemsstaternes resultater og udveksling af bedste praksis (overvåget af Kommissionen).

Beskæftigelse

Erhvervsuddannelse

Lissabon-strategien

Social- og arbejdsmarkedspolitik

Uddannelse

Ungdom


EU-topmødet i Lissabon i 2000 bag metoden

”Vi er enige om målet, men ikke om midlet”. Det var hovedbudskabet fra Lissabon – topmødet i marts 2000, hvor stats- og regeringslederne lancerede ”den åbne koordinationsmetode”.

Metoden fungerer på den måde, at der opstilles nogle fælles mål og retningslinjer på europæisk plan, som skal gennemføres på nationalt og regionalt plan. Det er op til hvert enkelt land, hvordan de opnår målene. Metoden kaldes "åben", fordi den kan tilpasses de nationale hensyn og inddrage deltagelse af forskellige aktører som for eksempel arbejdsmarkedets parter i Danmark.

I praksis fungerer det ved, at Kommissionen opstiller nogle overordnede mål og retningslinjer, som skal vedtages af Rådet. Desuden opstilles der indikatorer, som gør det nemmere at sammenligne landenes niveauer med hinanden. Det er derefter op til hvert enkelt land, hvordan de vil leve op til målene, og hvordan de vil efterleve retningslinjerne indenfor en fastsat tidsgrænse.

Hvert land skal årligt fremsende en handlingsplan, som beskriver hvordan det enkelte land vil opnå målene. Kommissionen evaluerer derefter resultaterne og udarbejder en samlet rapport, hvor gode og mindre gode eksempler fra landenes praksis fremhæves.

Metoden er uden sanktionsmuligheder, hvilket betyder, at Kommissionen eller Domstolen ikke har nogen mulighed for at "straffe " eller irettesætte et land, der ikke når målet.

Det første område, der blev målstyret, var beskæftigelsespolitikken. På beskæftigelsesområdet kan der ifølge traktaterne ikke vedtages retsakter med bindene virkning for medlemslandene, men udelukkende ubindende.

Metoden er blevet kritiseret for at arbejde indendørs i Ministerrådet uden sædvanlige høringer af eksempelvis kommuner og regioner, der har ret store arbejdsopgaver på det sociale område. Nogle praktikere i ministerierne finder den for detaljeret og tidkrævende i forhold til, at man kun skal nærme sig noget uforpligtende, og de siger de tillige, ifølge en spørgeskemaundersøgelse, at der er for mange processer, hvor man beskæftiger sig med det samme indhold.

Denne baggrundsartikel vil senere blive suppleret med en række links til basismateriale og bedømmelser af koordinationsmetoden.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.