Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

09.02.10 Europa-Parlamentet ønsker mere Europa i ny EU-kommission

09. Feb. 2010 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Et stort flertal i Europa-Parlamentet sagde i dag god for den foreslåede EU-kommission. Med 488 stemmer for, 137 imod og 72, der undlod at stemme, fik kommissionens formand, José Manuel Barroso, grønt lys til at gå i gang med arbejdet sammen med 26 kolleger i Kommissionen. Men det var ikke uden problemer med den grønne farve. Flere grupper med de grønne i spidsen stemte ikke for kommissionen.

De grønnes leder, Daniel Cohn-Bendit, sagde, at det ikke stod klart, om Kommissionen ville gå langt nok med en europæisk integration. Det gjaldt på skatteområdet, og Europa måtte have egne indtægter. På klimaområdet måtte EU gå foran og sætte ambitionen op til at nå en 30 procent begrænsning af udslip af drivhusgasser og ikke kun 20 procent. Også på finansområdet måtte EU gå videre.

Daniel Cohn-Bendit lagde dog op til et samarbejde og afviste ikke, at gruppen kunne tage fejl af Kommissionen.

- Vi tog fejl med Dimas sidste gang. Vi kan godt tage fejl igen, sagde Daniel Cohn-Bendit med henvisning til gruppens modstand mod den tidligere græske miljøkommissær Dimas, der viste sig at tale miljøet og klimaets sag.


Liberale ønsker ikke kun en monetær union

Den liberale gruppe stemte for Kommissionen, men formanden for gruppen, Belgiens tidligere premierminister Guy Verhofstadt, sagde, at det var en betinget støtte. Heller ikke de liberale mente, at det europæiske budskab var klart nok. Kommissionen skulle være Europas motor og have en økonomisk og social tilgang til det.

Guy Verhofstadt pegede på eurozonens særlige problemer. De liberale ønsker, at politikken udvides fra det monetære, så der også bliver en økonomisk og social søjle. Det burde afspejle sig i kommissionen.

- Det kræver en ny og mere modig tilgang, sagde de liberales formand.


Socialister og demokrater kræver mere samarbejde

Formanden for den progressive gruppe af socialister og demokrater, Martin Schulz, lagde op til et tæt samarbejde om Europas fremtid. I det samarbejde måtte de ideologiske forskelle gemmes bort. Det var måske sjovt at skændes om principper i politiske debatter, men det skabte ikke den nødvendige udvikling. For ingen kunne gennemtrumfe sin politik.

- Ingen har flertal. Der er ikke en politisk kraft. Derfor må vi have permanente kompromiser, sagde Martin Schulz.

Han understregede, at udviklingen i EU skal være social. Den sociale dimension skal styrkes, og derfor måtte tjenestedirektivet følges. Det måtte ikke ødelægge den sociale sikring. Blev der ikke et socialt Europa, løb det hele ud i sandet.pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.