Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

11.12.09 EU-topmøde i mål med klimaløfte på 2,4 milliarder euro om året

11. Dec. 2009 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Det svenske EU-formandskab kom igennem natten med raslebøssen ude og fik de sidste EU-lande til at lægge deres bidrag i bøssen, så et kort EU-topmøde fik samlet 2,4 milliarder ind som de 27 landes bidrag til at sætte skub i klimapolitikken allerede til næste år.

Topmødet i Bruxelles lover, at EU-landene samlet giver beløbet både i 2010, 2011 og 2012. Landene opfordrer nu de øvrige industrialiserede lande til at komme frem med deres bidrag. For at få gang i klimapolitikken skønnes det, at der er behov for samlet 7 milliarder euro hvert af de tre år.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fandt på det afsluttende pressemøde, at EU dermed sender et klart signal til slutspillet på klimakonferencen i København, om at EU ønsker et godt resultat og er parat til at gå i spidsen.

- Det er et stærkt signal til de andre lande om, at de nu også må til lommerne, sagde Lars Løkke Rasmussen.

De 2,4 milliarder euro svarer til 17 milliarder kroner. Det danske bidrag er 1,2 milliarder kroner. Lars Løkke Rasmussen forsikrede, at der er tale om nye penge. De bliver ikke taget fra den almindelige hjælp til ulandene, hvor Danmark også er en stor yder.

- Jeg kan ikke sige, hvad man gør i de andre lande. Hvert land må svare for sig selv. Der er nok nogle, der skal hjem og have deres bidrag godkendt. Men for os er der tale om friske, nye penge, der skal lægges oven i det, vi giver i ulandsstøtte, sagde Lars Løkke Rasmussen.


Storbritannien i første række

Den britiske premierminister, Gordon Brown, påpegede på et pressemøde, at Storbritannien tager truslen om klimaændringer alvorligt. Han lovede, at Storbritannien bidrager med 553 millioner euro om året gennem de tre år. Det markerer Storbritannien som den største bidragyder.

- Men jeg tror, at når regnestykket er gået op, så har både Frankrig og Tyskland også bidraget med væsentlige beløb, sagde Gordon Brown.

Også han mente, at topmødet viste, at EU er seriøs og virkelig ønsker en aftale i København. Kommissionens formand, José Manuel Barroso, sagde, at han var overbevist om, at beslutningerne på topmødet kunne sparke de afsluttende forhandlinger i København i gang.


Stadig uvished om de største beløb efter 2020

Pengene for klimaarbejdet i de kommende tre år er rettet mod ulandene, der får de største problemer med at få gang i tilpasningerne. En væsentlig del går til at beskytte skovområder, men også ø-samfund og lande med vandproblemer kan vente hjælp.

Lars Løkke Rasmussen understregede, at hjælpen skal gå til de fattigste og mest berørte områder. Endnu er der dog ikke enighed om, hvordan pengene skal forvaltes.

Der er heller ikke enighed om, hvad der sker efter 2013, når landene for alvor skal til at øge deres bidrag. Stats- og regeringslederne står dog ved tidligere beslutninger, der fastslår, at der fra 2020 er behov for 100 milliarder euro om året, og at de nuværende beløb skal stige frem mod 2020.

Selv om det forudses, at det private erhvervsliv bidrager med en stor del af beløbet, kommer landenes statskasser også til at bidrage.

Det er stadig uvist, i hvor høj grad EU fortsat vil gå foran i den langsigtede klimapolitik. Selv om EU betaler omkring en tredjedel af puljen frem mod 2013, afviste Lars Løkke Rasmussen, at man kunne konkludere, at EU også ville bekoste op med en tredjedel i den langsigtede politik.

Derimod står det fast, at EU stadig er parat til at gå foran og skære CO2-udledningerne ned med 30 procent, hvis der kommer en god aftale i København. EU beregner stadig procenten ud fra det, der blev udledt i 1990. USA holder dog lige så stædigt på beregninger fra 2005.

Mens EU-landene har nedbragt deres udledninger fra 1990 til 2005, har USA øget deres betydeligt. Netop de forskellige udgangspunkter bliver et af de store punkter i de afsluttende forhandlinger i København. Pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.