Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

23.11.07 EU-kommissionen: Styrk samarbejdet om energi

23. Nov. 2007 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

EU-landene når ikke målene for klimapolitikken, hvis landene ikke samarbejder om energipolitikken i langt højere grad. Den offentlige forskning på energiområdet er faldet betydeligt siden 1980’erne trods al diskussion om behovet for vedvarende energi. Hverken forbrugerne eller virksomheder vælger automatisk miljøvenlige produkter, fordi der ikke er incitamenter til at gøre det. Derfor er der behov for nytænkning, og samarbejde om energipolitikken og forskningen er vejen.

Det er de meldinger, som EU-kommissionen lægger frem i en ny plan for en strategi for energisektoren. Lægges politikken ikke om, så får EU ikke styrket de nye teknologier, der er nødvendige, hvis målene om blandt andet at mindske CO2-udslippene med 60-80 procent frem til 2050 skal nås.

EU-kommissær Andris Piebalgs, der har ansvaret for energipolitikken i Kommissionen, sagde i forbindelse med fremlæggelsen af planen, at det haster med at få lagt politikken om og skabt den forskning, der kan føre til en ny revolution på området.

- De beslutninger, der tages over de kommende 10-15 år, vil få vidtrækkende konsekvenser for energiforsyningssikkerheden, klimaændringer og vækst og beskæftigelse i Europa. Hvis vi sakker bagud i det stigende globale kapløb om at vinde ”low carbon”-teknologimarkeder, risikerer vi at skulle opfylde vore mål med importerede teknologier, sagde Andris Piegals.

EU-kommissionen agter at øge støtten til en række projekter på energiområdet. Forskningen skal udbygges, men samtidig må der også ske et større samarbejde om de teknologiske fremskridt. Kommissionen lægger op til, at det kan ske i en særlig europæisk energiforskningsalliance, som alle, der beskæftiger sig med området, kan deltage i.

Til næste år kommer Kommissionen med en nærmere plan for, hvordan de nye initiativer kan støttes med penge. Den vil også støtte et særligt informationssystem, så der bliver et klarere billede af, hvad der er opnået, og hvor der er mangler. I 2009 er det meningen, at der bliver et særligt europæisk energitopmøde.

Kommissær Janez Potocnik, der har ansvaret for videnskab og forskning i Kommissionen, sagde, at der også er økonomisk gevinst ved at øge indsatsen. Et samarbejde styrker både energipolitikken, klimapolitikken og den europæiske industris konkurrenceevne.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.