Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

31.05.08 Ny stigning i inflationen – ledighed stabil

31. May. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Priserne fik yderligere et skub op i maj, vurderer Eurostat. Et foreløbigt skøn siger, at inflationen er kommet op på 3,6 procent mod 3,3 procent i april i de 15 euro-lande. Derimod er ledigheden konstant og stadig lav, viser nye tal fra også Eurostat.

Inflationen og ledigheden kommer op på finans- og økonomiministrenes møder mandag og tirsdag. Mandag mødes ministrene fra eurolandene til deres møde, og de slutter sig til de øvrige EU-landes ministre tirsdag, hvor 10-året for den økonomiske og monetære union er på dagsordenen.

EU-kommissionen fremhæver i sin omtale af jubilæet, at EMU’en har været en succes. Og netop den lave inflation i de seneste ti år er noget af det, som Kommissionen lægger til de positive sider. I 70’erne og 80’erne steg priserne med 8-10 procent om året. I 90’erne kom den ned på tre procent, og i de seneste ti år har den været på omkring to procent.

Derfor kommer Eurostats skøn for inflationen i maj ikke som sød musik, og ventes at få en fornyet diskussion om baggrunden for tallene op på møderne blandt økonomi- og finansministrene.

De skal også diskutere deres oplæg til det kommende EU-topmøde, hvor de stigende priser på fødevarerne er på dagsordenen. Og fødevarer er steget. Prisen på hvede er røget op med 80 procent siden 2006, og det er noget, de flutespisende franskmænd mærker.

Generelt tæller fødevarerne tungere i indeksene for inflationen. Hvor de i 2007 bidrog med 0,4 procent, er de nu oppe på en procent.

Ministrene ventes også at diskutere den lave vækst i EU og stagnerende lønninger. Både EU-kommissionen og den europæiske centralbank opfordrer igen og igen arbejdsmarkedets parter til at holde igen med lønkrav for at sikre den europæiske konkurrence, men lønningerne stagnerer over for amerikanske og er generelt kun på 70 procent af de amerikanske ifølge EU-kommissionen.

Kommissionen er også bekymret for det offentlige forbrug i flere lande og kvaliteten af forbruget. Kommissionen lægger op til en stigende overvågning af især euro-landene, der skal leve op til vækst- og stabilitetspagtens krav.

Derimod er der tilfredshed med beskæftigelsen. Der er skabt 16 millioner job, og ledigheden er nu den laveste i 15 år.

De nye tal fra Eurostat viser da også, at ledigheden holder sig på 7,1 procent i euro-landene og på 6,7 procent i hele EU i april måned. I euro-landene var den på 7,2 procent året før.

På et år er ledigheden i hele EU faldet, så der er 1,1 million færre uden job.

Danmark har nu den laveste ledighed. Den opgør Eurostat til kun at være på 2,7 procent. Holland følger lige efter, mens Slovakiet og Spanien topper med 10,0 procent og 9,6 procent.

I Polen og Bulgarien får mange flere lønmodtagere et job end i de seneste mange år. På et år faldt ledigheden fra 10,1 procent i Polen til 7,7 procent og i Bulgarien faldt den fra 7,3 procent til 5,5 procent og dermed til klart under gennemsnittet i EU.

De unge har dog stadig svært ved at finde et job. Ungdomsledigheden er på 14,8 procent i hele EU.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.