Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

25.04.08 BusinessEurope tror på vækst og job

25. Apr. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De europæiske arbejdsgivere ser lysere på den økonomiske situation i EU end en række andre observatører. BusinessEuropes årlige økonomiske rapport bedømmer udsigterne forsigtigt optimistisk.

- Der er ikke tale om naiv optimisme. Nej, vi ser på realiteterne. Vi er ikke alene og ønsker at sende et budskab til dem, der træffer beslutninger, sagde generalsekretær Philippe de Buck, da BusinessEurope præsenterede rapporten i Bruxelles.

Budskabet er både til Den Europæiske Centralbank, ECB, EU-landene og også fagbevægelserne. Rådet er, at politikerne fortsat ikke skal blande sig i ECB’s politik, men at banken fortsat bør føre en politik, hvor priserne holdes i ro. Alligevel lyder det også fra arbejdsgiverne, at ECB fører en meget restriktiv politik, og at den europæiske rente er høj, og at det begrænser investeringer.

- Men der er nogle, der vil røre ved ECB’s selvstændighed. Den skal der ikke pilles ved, sagde Philippe de Buck.

Rådet til fagbevægelserne er, at de ikke bør øge lønkravene, selv om priserne stiger mere end tidligere. Fagbevægelsen i Tyskland stiller store krav, og det var efter Philippe de Bucks mening mere forståeligt, end når kravene blev stillet i andre lande. De tyske lønmodtagere har således holdt igen gennem mange år.

- Så tyske lønstigninger må ikke blive et pejlemærke for andre lande, sagde generalsekretæren.

Den økonomiske udvikling i Tyskland var samtidig noget af det, der fik optimismen frem. BusinessEurope venter, at Frankrig og især Tyskland får lidt mere økonomisk medvind, end det så ud til for måneder tilbage. Til gengæld giver den økonomiske krise i USA lidt modvind for EU-landene. Men den tager af, mener arbejdsgiverne.

- Det amerikanske tilbageslag bliver kortvarigt, og her stoler vi på vore amerikanske kontakter, sagde Philippe de Buck.

Han påpegede også, at de nye EU-lande ikke var berørt af krisen på finansmarkederne på samme måde som en række andre lande, hvor dollarens fald ramte hårdt.

- 75 landes valutaer er knyttet til dollaren, og dens svaghed betyder noget for produktionen.

Den lave dollarkurs rammer også EU’s eksport, men Europa har alligevel klaret sig godt på eksportmarkederne. Og det er med til at få optimismen frem. Derfor tror BusinessEurope også, at beskæftigelsen fortsætter med at stige. Det kan blive til to millioner nye job i år, og ledigheden kan komme ned på 6,8 procent.

- Det vil være det laveste niveau i mange, mange år, sagde Philippe de Buck.

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.